Cypern Visit

Holte, den 16. november 2017.

Kyrenia Havn i Nordcypern

Så kom turen til Cypern. En af vore gode vennepar var udstationeret som en del af FN-styrken på Cypern i 1980. En sommereftermiddag kom vi til at tale om den spændende tid for 37 år siden og det gav anledning til ønsket om et gensyn. Som sagt så gjort – vi var tre par med Cypern in mente, der besluttede at rejse sammen til denne skønne ø i Middelhavet.

Cypern ligger strategisk mellem tre kontinenter og har været centralt markedsplads gennem de sidste tre tusinde år. Mange stater og imperier har gennem tiderne erobret kontrollen over Cypern og sat deres tydelige spor i form at arkitekturmæssige og arkæologiske aftryk, der nu er tilgængelige for os turister.

Cypern er en rejse tilbage i den Europæiske historie, men også en dramatisk historie for selvstændighed gennem de seneste 60 år. Den sidste kolonimagt var England, der efter Suezkanalens åbning i 1869 købte sig ind hos Osmannerne (nu Tyrkiet) og senere tog det hele fra dem. Da England omkring 1960 mistede den strategiske interesse i området begyndte rivaliseringen for alvor, og Sikkerhedsrådet i FN måtte gribe ind for at sikre en nogenlunde fredelig tilstand.

Grækere og Tyrkere har ikke haft det bedste venskab siden den interne rivalisering lige efter 1. verdenskrig. De hader og driller stadigvæk hinanden på det politiske niveau. Øens befolkning derimod lever sammen i fred og fordragelighed, hvilket vi kunne konstatere ved selvsyn.

Men det er et faktum, at øen er opdelt i en Tyrkisk nordlig del på 37,5 procent af arealet og en Græsk sydlig del. Da de to områder har været hermetisk adskilte fra 1974 til 2003, så har de udviklet sig til to kulturelle forskellige områder. Efter min mening er den Græske sydlige del langt den rigeste og den nordlige Tyrkiske del langt den meste charmerende.

Det var bare en rigtig dejlig tur for os alle seks, der nu kan se tilbage på endnu en god oplevelse sammen.

 

Comments are closed