Min far og mor blev gift i 1946 og seks år senere havde de 3 børn. Det var ganske normalt på landet dengang. I dag synes 3 – 4 børn for værende en stor børneflok, men i 1950’erne steg velstanden kraftigt og børneflokkene blev mindre. Min far var ud af en børneflok på 12 levende børn og for min mors vedkommende var de 5 børn.
Mine søstre og jeg havde den store glæde, at vores far og mor ikke skulle på arbejde hver dag. Arbejdet var hjemme på gården sammen med karlene og en enkelt tjenestepige. Vi børn deltog i alle former for arbejde på gården og det var meget nærliggende for vores forældre, at vi skulle lære alle de faglige opgaver fra bunden. Der var stor fokus på læring af det praktiske, hvilket vi børn har værdsat meget siden. Vi børn var ikke “projekter” som man ser i dag. Vores læringsmetode var den gamle “mesterlære”, som Peter Bastian beskrev så godt i sin bog for ca. 10 år siden. I jylland kalder man det “on the job” træning.
Nogle år senere – i 1960 – fik vi vores længe ønskede lillebror. Han var i den grad et ønskebarn, som vi tre længe havde plaget vores forældre for. Billedet ovenfor er taget i 1961.
Mine søstre og jeg fulgtes ad gennem næsten alting. Vi gik i samme landsbyskole og senere samme centralskole og tog alle realeksamen. Vi hjalp til både i marken, i stalden og i køkkenet. Mine søstre tog begge en sygeplejerskeuddannelse med bravour mens jeg tog studentereksamen. Selv om vores forældre – og især vores mor – var meget fremsynet og moderne i forhold til landsbyen i øvrigt, så behøvede pigerne ikke at tage en studentereksamen. Hvorfor dog det?
Min bror, der blev født 10 år senere, fulgte en hel anden rute. Han kom i børnehave selvom forældrene arbejde hjemme på gården hele dagen. Nu havde den sociale dimension fået en anden kurs. Og han kom til at gå i skole med kammerater, hvor de fleste ikke havde deres baggrund i landbruget. By og land var ved at blive forenet på en ny måde.
Og hvordan gik det så senere?
Min ældste søster (til venstre i billedet) arbejdede som sygeplejerske i en del år, men kom gradvis over i andre funktioner så som undervisning på sygeplejeskolen og ledelse. På et tidspunkt fik hun en indflydelsesrig stilling i Dansk Sygeplejeråd og fik her mulighed for at udvikle sit politiske instinkt. Efter mange forhandlinger med kommunerne, hvor hun varetog sygeplejerskernes interesser, blev hun opfordret til at søge en ledende stilling hos Varde Kommune. Her var hun til hun pensionerede sig selv i en alder af 65 og flyttede til “Djævleøen”, hvor hendes tre børn og deres familie slog deres folder. Men så skete der noget uventet. Min søster blev opfordret til at søge en konsulentstilling i Københavns Kommune og hjælpe dem med et større implementeringsprojekt, hvor hun havde gode erfaringer fra hendes tidligere arbejdsplads og hendes mange koordinationsopgaver i KL. Min søster siger, at så længe arbejdet er interessant, så fortsætter jeg, men stopper når jeg bliver 70.
Min ældste søster har tre dejlige børn, der alle bor i Københavnsområdet, og fire børnebørn. Derudover spiller hun meget golf, så hendes hverdag er tæt besat.
Min anden søster har arbejdet som sygeplejerske hele sin karriere. Hun har fundet sigt godt tilrette i det Vestjyske og ikke haft det store behov for at “erobre verdenen”. Hun har sammen med sin mand og deres to børn levet et trygt og socialt godt liv i den landsdel, hvor vi søskende blev født og er opvokset. I dag har de slået sig ned på Fanø, hvor deres datter og hendes familie også bor.
Deres ældste søn har taget en helt anden kurs. Han startede i hospitalsvæsenet og opdagede på et meget tidligt tidspunkt, hvad gode it-systemer kunne gøre for denne sektor. Efter en del års tæt samarbejde med SAS Institute sprang han over på den anden side og blev konsulent inden for forretningsanalyser. Nu har han sit eget konsulenthus, Enversion, der forsyner sundhedssektoren med moderne it-løsninger. Jeg er, for at sige det på jysk, lidt stolt over den knægt.
Min broder, som jeg har et meget nært forhold til, imødekom min fars ønske om at overtage gården – efter jeg delvist havde forladt landbruget i 1969 og startet på en civilingeniøruddannelse. Han tog en solid landbrugsuddannelse og i en alder af ca. 25 overtog han og hans kæreste (senere hustru) proprietærgården 5 km vest for Vejle. Det gik rigtig godt i mange år og for ca. 15 år siden startede han også en større bedrift i Letland. Da krisen kom i 2008 faldt jordpriserne til det halve og derudover faldt afregningspriserne på verdensmarkedet til uhørte lave priser, så en større landbrugssektoren generelt måtte gennem en større strukturel ændring. Den tidligere så store proprietærgård var blevet er relativt lille landbrug og for nogle år siden blev min brors gård delt op i forskellige områder og solgt fra. I dag har min bror en driftslederstilling i et stort ejendomsfirma med hovedsæde i Vejle.
Personligt har jeg aldrig forladt landbruget. Faget fascinerede mig som barn og jeg elskede dyrene, de teknologiske løsninger og det at være selvstændig. Gennem mange år brugte jeg dele af mine weekender og ferie til at hjælpe til på min fars gård. Og når min bror og jeg var sammen, så talte vi altid om landbruget. Selv i dag følger jeg landbruget tæt og jeg er særdeles glad for at kunne dele mine tanker med min bror.
Selv om min bror er ti år yngre end os tre førstefødte, så har familien i dag også en meget stor betydning for ham. Der er nu tre voksne børn og de første børnebørn.
Der er efterhånden mange fætre og kusiner efter mine søskende og mig.