Mit nuværende ægteskab med Birthe

Tosomhed

I 2003 stod jeg alene med hus og børn efter at min kære hustru, Sonja, var gået bort efter lang tids sygdom.

Men livet skulle jo gå videre. Jeg var 55 år og havde et virkeligt godt arbejder, der i de vanskelige år virkede meget stabiliserende på min selvtillid og humør. Energien og modet på livet kom tilbage. Der var mulighed for endnu mange gode år hvis jeg ville det. Det gik også op for mig, at jeg ikke var single-typen – især efter de mange års gode ægteskab med Sonja.

Så jeg mødte Birthe, der havde været single i nogle få år. Hun var åbenbart også kommet til den konklusion, at tosomhed var bedre end singlelivet. Vi gjorde rigtig meget for at lære hinanden og modpartens fortid at kende. At danne par i en alder af godt 50 er meget forskelligt fra at danne par mens man var ung. Når man er 50+, så er man blevet formet af livet, og der er ikke ret meget, som kan laves om. Man er blevet formet af tidligere ægteskab, ens børn, arbejdspladsen og samfundet generelt. Det er en vigtig præmis, hvis man i en moden alder har modet på tosomhed frem for singlelivet.

Bryllup eller hvordan?

Efter at have kendt hinanden i et år besluttede vi at gifte os. Jeg er den lidt gammeldags type, der gerne vil have ordnede forhold, så jeg friede til Birthe og tre måneder senere blev vi gift i Kastelskirken.

Kastelskirken tilhører militæret og vielse i kirken på Kastellets område er normalt forbeholdt militære personer. Men fordi Birthe havde lejlighed på Midtermolen lige ved siden af, så boede hun inden for de militærgrænser, der i fordums tid var draget på bykortet.

Det var et lille hyggeligt bryllup, hvor der var mange mennesker med til receptionen bagefter, men kun en snes mennesket til selve bryllupsfesten. Ikke fordi vi er imod store fester, men der var andre hensyn at tage på dette tidspunkt.

Hvor skal vi bo?

Birthe havde en lækker lejlighed på Midtermolen og jeg havde det store hus i Virum, men jeg var af den opfattelse, at vi skulle starte et nyt sted sammen og dermed lægge lidt større afstand til fortiden. Vi skulle mødes på “neutral grund”. Vi så på talrige lejligheder, rækkehuse, andelsboliger og villaer både i selve København og nord for København, hvor vi begge havde boet i mange år.

Så pludselig fik Birthe den indskydelse, at vi kunne bo i mit hus i Virum forudsat at huset blev totalrenoveret og indrettet på en måde, hvor hun kunne se sig selv. Vi forfulgte ideen og Birthe skitserede en helt nyt hjem inden for den bestående bærende konstruktion. Jeg regnede på, hvad det kostede og hvor stor værditilvækst det ville medføre. Husene i Virum er generelt dyre som følge af beliggenheden. Det er især grunden og byggeretten, som man betaler for. Selve huset er måske koster måske kun en tredjedel af den samlede huspris. Så Birthes forslag gav mening, huset blev totalrenoveret, og vi tilbragte de første 12 år af vores ægteskab i et dejligt nyrenoveret hus. Først da vi trappede ned på arbejdsmarkedet skiftede vi bolig til Vejlesøparken, der passer bedre til vores nuværende behov.

Familie og Venner

Alle ved, at et bryllup bringer to familier sammen. M en når man gifter sig i en alder af godt 50, så følger der virkelig meget med. De to partnere har hver især både en familie og en bred kreds af venner. Familiemæssigt havde Birthe og jeg tilsammen fire voksne børn der alle havde kærester og hvor alle var i gang med en universitetsuddannelse eller PHD. Og så havde vi min noget yngre datter, der gik i gymnasiet (VG). Vi var blevet en storfamilie og vi nød det.

Derudover havde vi begge en stor kreds af venner og gode kollegaer, som vi også så privat. Det var en udfordring at få tid til det hele. Men hen ad vejen formere tingene sig. Vi var af tidsmæssige årsager nødt til at give slip på visse relationer – dog ikke helt, for vi ses stadigvæk til større fester. Og siden vi begge har forladt arbejdsmarkedet er der igen blevet plads til at pleje de gamle relationer lidt bedre.

Vores børn er nu voksne og har selv børn. Vi har nu (2019) ti børnebørn, der alle fylder meget i vores liv. De otte børnebørn bor i nærheden af os og dem ser vi meget ofte. De voksne er midt i deres karriere og har til tider lange arbejdsdage og en del udenlandsrejser, så hvad ville de gøre uden os bedsteforældre? Den femte familie bor i Warszawa, men det forhindrer os ikke i at have et nært familieforhold. Børnebørnene i Warszawa taler dansk, men deres primære sprog er selvfølgelig polst.

Det føles som en kæmpe rigdom at have en stor familie, der generelt klarer sig godt. Og det er en stor glæde at have mange venner at dele livet sammen med. Vi føler os rige på social kapital.