I 1966 startede jeg på Esbjerg Statsskole, der var det eneste gymnasium i miles omkreds. På det tidspunkt var der ikke engang et gymnasium i Varde, men Ribe havde den sorte latinskole. Det var med stor ærefrygt når vi få fra landet startede i 1. G.
Gymnasiet var noget helt andet. Vi blev behandlet som selvstændige individer, og der blev stiller krav til ansvarlighed og indlæring. Til tider var det hårdt, da jeg ikke blev frigjort fra de mange arbejdsopgaver derhjemme på gården. På dette tidspunkt var der store spændinger mellem land og by og mellem almindelige mennesker og akademikere. At starte i gymnasiet blev af mange betragtet som at gå over til fjenden. Derfor betragter jeg denne ændring i mit liv som et mønsterbrud.
Efter studentereksamen rejste jeg til København for at læse til civilingeniør. På dette tidspunkt var DtH (nu DTU) i Lyngby det eneste uddannelsessted i Danmark. Første del af uddannelsen krævede ret megen flid, men derefter blev fagene lettere at relatere til egentlig ingeniørarbejde, og der blev også tid til at arbejde og tjene penge ved siden af. SU var kun for de få, så enten skulle man låne (statsgaranterede lån) eller også måtte man arbejde ved siden af.
Min kæreste fra skoletiden, Sonja, flyttede med til København, hvor tog arbejde som sekretær inden hun blev ansat i Sparekasseforeningen (nu Finansrådet). Vi blev gift i 1972 og købte en lejlighed i Virum, som vi senere byttede ud med det hus, som jeg fortsat boede i frem til foråret 2016.
I 1973 startede jeg sammen med min hustru og Martha Bak en privatskole på Amager. På det tidspunkt stod jeg for noget voksenundervisning, og fru Bak deltog som elev og drømte om at starte sin egen skole på mere traditionelt værdigrundlag i forhold til de flippede 70’ere. Straks da vi annoncerede ideen kom tilstrømningerne af elevtilmeldelser og vi fik en flyvende start. Siden har Landsbyskolen klaret sig fint, men denne ære må tilskrives andre. For mig var det et projekt og ikke en karriere, og da jeg året efter blev tilbudt et forskningsarbejde i Sussex syd for London, så sagde jeg ja-tak. Tingene var ikke så kompliceret dengang.
I 1975 aftjente jeg værnepligten hos Civilforsvaret i Hillerød. Det var dengang der var stor modstand mod atomkraft og Vietnam-krigen, så det blev Civilforsvaret for mit vedkommende. Derefter tog jeg konsulentopgaver inden for min uddannelse som civilingeniør, men 1978 kom min gamle ven Anders på besøg. Han var lige blevet ansat hos IBM, der søgte unge akademikere som IT-konsulenter. Jeg sendte en ansøgning og blev ansat som system konsulent med en tårnhøj gage i forhold til hvad jeg tidligere havde tjent. Og så var karrieren grundlagt.
Se næste afsnit om min erhvervsmæssige løbebane her>>