Festtalen til Sonja den 23. august 2003:

Kære Sonja – min kæreste, min hustru og mit lysvæsen

Her i aften fejrer vi vores koralbryllup. Vi har delt vores liv og hverdag i 35 år. Koralerne er noget af det smukkeste i verden. For bare 5 måneder siden besøgte vi koralerne ved det Røde Hav syd for Sinai halvøen, og vi må medgive at de er fascinerende smukke, men de er også skrøbelige så vi skal passe godt på dem.

Vi tror ikke at det er tilfældigt at vi mødte hinanden i barndommen og blev forelskede. Du blev godt nok født på Fyn og jeg i Vestjylland, men ti dage efter din fødsel blev du omplaceret, så vi voksede på kun få km. fra hinanden.

Jeg fik øje på dig på et skolefoto, som jeg så hos min fætter, mens vi gik i 2. klasse og besluttede mig til at du skulle være min kæreste, men jeg sagde det ikke til ret mange for at undgå at blive drillet. 4 år senere kom vi til at gå i samme skole (Bryndum Skole), hvor vi mødte hinanden for første gang.

Det blev til et tæt venskab i skoletiden, men vi passede også på ikke at komme for tæt på hinanden for ikke at ødelægge vores venskab. Dengang var der ikke langt fra kærlighed til had – især ikke hos jer piger, hvor drengene enten var vidunderlige eller nogle dumme bondeknolde – ofte blev vi udråbt til begge dele inden for kort tid. Jeg prøvede at holde mig midt imellem, da der ikke var nogen vej tilbage fra at være en dum bondeknold, når man først var blevet nedgraderet. Pigernes dom dengang var meget hård.

Men for 35 år siden kunne du og jeg ikke længere holde den indbyrdes distance. Vi blev kærester. Det skete en aften hvor du lod dine smukke øjne smile til mig i flere timer og så var jeg sikker på at nu var det alvor. Vi kom meget tæt på hinanden den sommeraften i 1968. Og denne nærhed har vi haft lige siden. Forelskelsen var ikke bare fysisk, men det var også et tæt bånd mellem to sjæle inkarneret på denne Jord samtidigt.

Efter at vi havde fundet sammen gik det meget stærkt i vores liv. Verden lå foran os og var fyldt med spændende udfordringer:

I 1969 rejste vi begge fra Jylland til Sjælland og København. Vores frie ungdomsår var for alvor begyndt. Du startede på idrætshøjskole og jeg på DTH (nu Danmarks Tekniske Universitet). Vi var sammen så meget som muligt og vi havde det dejligt i hinandens selskab. Efter dit ophold på Gerlev Idrætshøjskole flyttede vi begge til Kampsaks Kollegiet i Lyngby, hvor vi fik mange fælles venner. Nogle af disse er med her i aften.

I 1971 flyttede vi sammen i vores første fælles bolig på Lyngbakkevej i Søllerød. Det var et lille eventyrhus, som vi lejede af Tjæreborg-præstens datter. Der var 114 trappetrin fra vejen op til det stråtækte træhus og der var skov hele vejen rundt om.

I 1972 besluttede vi os til at gøre vores forhold officielt ved at gifte os i Langesø Skovkapel på Fyn tæt på din fødeby. På bryllupsdagen havde vi kun inviteret vores nærmeste familie og venner – ca. 60 gæster, men de næste uger blev der holdt efter-bryllupper, så det blev til over 300 gæster i alt. Sådan var det dengang.

1972 var også et skelsættende år på anden vis. Næsten samtidigt begyndte vi at interessere os for det metafysiske og vores spirituelle identitet. Nogen vil sige at vi lod os påvirke af tidens strømninger – det var jo flowerpower tiden med nyreligiøse strømninger osv., men tiden siden har vist noget andet. Vi blev bevidste om at vi både har vores familie her på Jorden, men at vi også har vores kosmiske familie på den anden side. Begge steder føler vi os godt hjemme.

Ungdomstiden var meget spændende. Verden var i et stort kulturel oprør og i denne tid havde optimismen næsten ingen grænser. Efterkrigstidens forsoning og flid var begyndt at vise sine resultater. Der var en stor optimisme blandt os unge, der gjorde oprør mod de besindige, forstokkede og forsigtige: Rock’n roll med Elvis som the King i 50’erne. Derefter 60’ernes glade musik, som vi dansede meget til i skoletiden. Studenteroprørerne sidst i 60’erne, hvor vi selv ville styre vores liv på en måde, som vores forældre ikke turde gøre da de var unge. Flowerpower bevægelserne kom til os i starten af 70’erne og åbnede op for fed musik og spirituel inspiration. Vi to var med i det hele og nød det farlige liv. Du sagde aldrig nej til en udfordring eller en spændende oplevelse og det skal du have mange tak for.

I 1973 købte vi vores egen lejlighed i Virum. Det glade og selvcentrerede liv fortsatte mens vi arbejdede om dagen, gik til uddannelse om aftenen og festede i weekenderne.

Men pludselig i 1978 stoppede jeg op i en festlig tid for at trække os tilbage på livets landevej. Nu var det tid til at stifte familie. Du tøvede lidt og reagerede som på en tidlig mandag morgen. Du følte dig ikke helt klar til at sige farvel til friheden, og frygten for et borgerligt liv var skræmmende for dig. Men jeg insisterede på at nu var det tid til at få børn og du lagde p-pillerne på hylden. Vi købte et stort hus i Virum for nu skulle der skabes plads til en rigtig kernefamilie. Den 1. marts 1978 flyttede vi ind i huset på Grønnevej 111, hvor vi nu har boet i over 25 år. Du blev gravid og var utrolig flot i dine hjemmesyede kjoler. Jeg fik arbejde hos verdensfirmaet IBM, hvor jeg havde 25 års jubilæum i sidste uge. Jo, ambitionerne og selvtilliden fejlede ikke noget. Vi kunne det hele.

I julen 1978 kom så Herluf – vores dejlige dreng, som har været til stor glæde og støtte for os – ikke mindst i den seneste tid. Knapt et år senere kom Oluf – den krudtugle. Vi kaldte ham Bullermand, men det kunne han ikke selv udtale, så det blev til "bullemand". Det var hårdt for dig at være mor til to drenge så tæt på hverandre, men de havde også stor glæde af hinandens selskab og inspiration.

Disse to knægte ændrede meget i dit og vores liv. Du bevarede din optimisme og dit gode humør, men din rolle som mor kom til at fylde meget i dit liv. Drengene fyldte huset med spillopper og godt humør, men vi havde også mange besøg på skadestuen i Gentofte – så mange at rygterne fortalte at vi havde klippekort dertil.

I 1985 tog vi til Lidingö ved Stockholm, hvor jeg blev udstationeret i to år. Nogle af jer (gæster) kom og besøgte os og kan bekræfte at det var en god tid for os. Det gav dig, Sonja, en pause i dit travle liv, hvor du fik lidt mere tid til dig selv – og meget mere tid til dine drenge – os alle tre. Jeg nød at du aldrig var træt om aftenen når ungerne var lagt i seng. Du fik tænkt dit liv igennem og samlede ny energi til din næste livsfase. Det var en rigtig god tid for os alle fire.

Efter Stockholm kom der nogle travle år med karriere for os begge to, men det var som om der manglede noget i vores liv. Både Lufferne og jeg begyndte at tale højt om at det kunne være dejligt med en lillesøster. Efter ca. et års pres, hvor vi var 3 mod 1, blev p-pillerne igen lagt på hylden for en tid. Og vi fik vores lillesøster. Vi kalder hende også La Santa barnet. Hun blev født den 17. juli 1988, og siden 1984 har vi været på La Santa næsten hvert år i uge 41 og 42. Ikke mærkeligt at vore venner på La Santa fandt på dette navn.

Og det er med glæde at flere af vores venner fra Club La Santa er med her i aften. La Santa kom til at betyde meget i vores liv. Det har gennem 19 år været et fristed, hvor vi alle fem lærte mange sportsgrene fra bunden. Der var plads til at klumre og lave fejl. Men allerbedst – der opstod et venskab mellem os der kom til La Santa hver efterår i skoleferien. Vi har meget til fælles, og netop de fælles værdier er et godt grundlag for venskab. Vi kommer hinanden ved, vi konkurrerer i de forskellige sportsdiscipliner og vi oplever mange sociale ting sammen og følger hinandens liv i medgang og modgang. Det er en stor glæde at flere af jer er med i aften.

I 1990’erne kom vi i den alder, hvor der blev balance mellem energien og midlerne. Vi kunne overkomme meget og vi havde midlerne til det. Ud over at passe vores arbejde og tage os af vore tre børn, så rejste vi meget ud i den store Verden. Vi nød hinandens samvær. Ofte havde vi børnene med ud i den store Verden og det har sandsynligvis været med til at åbne deres horisont og anskue livet i et større perspektiv. De har siden rejst Verden rundt på egen hånd som backpacker, så vores fælles rejser har sandsynligvis været godt for os alle fem. 1990’erne var også en tid hvor vi så vores drenge bryde gennem teenageralderen med stor succes og Birgitte gav os en mulighed for at være forældre på en ny og mere afslappet måde.

Hele vores liv var tilsyneladende lystig og uden problemer, men der var en slange i paradisets have. Den oprindelige slange, som vi kender fra Det gamle Testamente var årsagen til at Verden blev sat i bevægelse. Mærkeligt at tænke sig at Det gamle Testamente aldrig var blevet oplevet og skrevet, hvis der ikke havde været en slange i paradisets have. Så ville der stadigvæk være et paradis uden incitament til at opleve noget nyt og opnå livets erfaringer her på Jorden.

Slangen i vores paradis ændrede vores liv radikalt sent i 1999, hvor din kræftsygdom blev konstateret. Du har nu kæmpet med denne sygdom i fire år uden store forhåbninger om at blive rask igen. Men slangen i vores paradis har også åbnet op for en dyb menneskelig og åndelig forståelse af vores liv. Din sygdom og din måde at reagere på har åbnet en ny port til forståelse af livets dybere mening. I første omgang virkede det uretfærdigt og meningsløst, men den fase er vi nu igennem. Vi oplever i dag en nærhed til hinanden og et håb om at livet fortsætter på den anden side – ikke bare for dig, Sonja, men også for os andre. Der er i livets forhold en form for retfærdig balance: Vi har oplevet megen smerte og frustration, men vi har også oplevet lige så stor kærlighed, venskab og glæde, og vi er kommet til at se hvor smuk naturen omkring os er nu, hvor vores liv på Jorden ikke længere er en selvfølgelighed.

Det er hårdt og det er trist at du, Sonja, er blevet ramt på denne måde. Men vi er kommet os over fortvivlelsen og meningsløsheden. Vi har gennem smerten fundet mange nye værdier. Festen her i aften er et dejligt eksempel på nærhed og venskab mellem os mennesker.

Til sidst vil jeg gerne sige dig, Sonja, stor tak for 35 dejlige år. Jeg har igennem hele mit liv været forelsket i dig, jeg har beundret dig for dit mod og din optimisme, dine smilende øjne kan få enhver tordensky til at forsvinde. Din støtte gennem de 35 år er uvurderlig. Du har betydet uendeligt meget for mig. Tak skal du have. Jeg elsker dig.

Kærlig hilsen

Carsten

Fællessang: "For hun er så smuk og så yndigt ser hun ud".

NB: Se også Olufs tale.