| |
Olufs tale til Sonja ved festen den 23/8-03
Kære mor og
far
Ærede familie medlemmer og venner af familien. Vi
er samlet i dag for at fejre en milepæl i Sonja og Carstens liv. Ved sådan en
begivenhed bliver hovedpersonerne mindet om deres fortid, deres nuværende
situation, samt den uudforsket tid som ligger foran dem. Og derfor har jeg
skrevet denne tale, for hvad er bedre end at høre om sig selv, fra én som man
selv har skabt?
Fortid
Vores
familie er mærkelig! Altså ikke mærkelig ligesom dengang Herlufs uldsweater på
mystik hvis krympede til dukkestørrelse efter en kogevask på Håndværkerkollegiet
hvor han boede lige efter at han var flyttet hjemmefra. Men vores familie er
mærke-lig på den måde at den er lig med mærket på en god familie. Det er et unik
mærke som vores familie har udarbejdet gennem de sidste 35 år, ligesom de
fineste vinslotte i Frankrig også værger over deres omdømme og produktion af
anerkendte og respekterede dråber, har vores familie udviklet sig til en
blomsterne vinstokkemark efter at være startet som små grønne druer, der kom til
København 1969.
Jeg
var ikke selv med fra starten, men jeg husker tydeligt, at tingene i vores
familie ikke altid foregik ligesom i mine kammeraters familier. Fra en alder af
5 år, løb jeg med min storebror til Lyngby Svømmehal med mor og far for at
svømme 1 km, for derefter at løbe hjem igen. Fritidshjem var ikke noget som blev
foretrukket, da tiden menes, at kunne blive brugt mere effektivt derhjemme. Som
12-årig skulle vi selv begynde at finansiere vores liv, da kun kost og logi blev
tilbudt derhjemme. I gang med aviserne, ik’ Herluf? Og i en alder af 18, blev
støtten skåret til kun at omfatte logi!
Lad mig se at komme hjemmefra! Jeg føler mig uretfærdigt behandlet! Hvorfor kan
vores familie ikke bare være som de andres?
Fordi det er den bare ik´? I vores familie, blev vi opdraget til at tage ansvar
for vores eget liv. Vi blev uddannet til at færdes og overleve i den virkelige
verden. Som selvkritiske og selvreflekterende mennesker ændrede vi os i forhold
til udviklingen. Birgitte er et eksempel på dette: Hun har ikke fået samme
opdragelse som Herluf og jeg, da tiden er forskellig fra dengang vi var børn.
Verden ændrer sig, livet at ændre sig, og mennesket ændre sig. Det er kun dig
selv der kan fastholde din identitet.
Jeg vil gerne på vegne af børnene, sige tak til vores forældre, for at have
styrket os i udviklingen af vores egen identitet, for at være åbne overfor
forskelligheder fra deres egen personlighed, og for at have haft tillid til at
fornuften i sidste ende måtte sejre. Uden dem, ville vi ikke have haft det glade
liv vi lever i dag.
Nutid:
I dag er vi så alle samlet – ikke for første gang og ikke for sidste gang. Disse
to helt specielle mennesker som sidder foran os, har et talent til at tiltrække
glade folk. Folk som spreder fornøjelse og opmuntring. Men det er også folk som
deler livstider og hjælper når nød er. Mor har specielt haft brug for os her i
den svære tid.
Det er altid svært at spørge om hjælp. Selvom folk sige: ”du skal bare ringe”,
så bliver man nød til at være stærk for at løfte talerøret. Mor har dog altid
været stærk! Ta’ ikke fejl af det, mine venner. At kunne opdrage sine børn til
at være selvstændige og uafhængige for så bagefter at bede om deres hjælp,
omsorg og medkærlighed – det kræver en stærk identitet. Ikke at være bange for
at spørge om hjælp, hos dem man selv har hjulpet. Vi vil altid være der for dig,
mor.
Jeg mærker megen glæde i dette lokale i dag. Og mange positive følelser. Brug
denne dag som en indikator for det som I har opbygget sammen i dette liv. De
materielle goder er en forældet indikator. De materielle goder kan du ikke tage
med dig, når din tid er forbi her på jorden.. De materielle goder efterlader
intet minde om den person du var. De materielle goder husker ikke sådan en dag
som i dag. Det gør mennesker, og deres kærlighed er din, og den kan du altid
tage med dig.
Fremtid:
35 år er lang tid. Jorden er 7 milliarder år gammel, der har fandtes levende
organismer i 4 milliarder år – men 35 år er stadig lang tid, når man kan nå, at
finde pigen i sit liv, forelske sig, løbe bort sammen, bygge hus sammen, få børn
sammen, rejse sammen og fungere sammen. Dog er det lige pludselig ikke nok tid,
når der er én i familien som er ved at forlade os. Så er der aldrig tid nok.
Min mor og far har altid været de stærkeste mennesker jeg kender. De har
opdraget mig og mine søskende. De har vist os verdenen. De har altid været dér
for os, hvis vi havde brug for dem. Men nu er har sygdommen ramt min mor –
vores mor – vores ven – vores livsgiver – vores lys. Hvorfor?
Mange gange har jeg stillet dette spørgsmål, og selv om mit rationelle ”jeg” har
prøvet at besvare spørgsmålet, så er jeg ikke tilfreds med besvarelsen. Hvorfor
skal hun ikke have et liv som os andre? Hvorfor skal hun ikke have lov til at
være farmor og mormor som andre? Hvorfor er det, den kærligste person i verdenen? Hvorfor...?
”Hvorfor” er et spørgsmål – det må findes et svar – der må findes en løsning.
Men der findes ingen løsning! Vi kan ikke sætte os ned og snakke om det og lave
nogle beregninger og give mor liv. Hvad kan vi så?
Vi kan vise hende hvad hun betyder for os. Vi kan vise hende den kærlighed, vi
har for hende. Og vi kan være åbne og snakke med hende, mens der stadig er tid.
Sonja sidder her i aften og ser så yndig ud. Hun smiler altid, når man kigger på
hende. Hun udsender en kærlighed som breder sig som ringe i havet. Hun bærer
altid sin identitet med værdighed, også nu hvor kroppen er blevet gammel og syg.
Og min mor har altid haft varme hænder. Lad Jer ikke narre af sygdommen, fordi
Sonja er stadig alt hvad hun har opnået i dette liv. Hendes alder er 54 år,
sygdommen har forældet hendes krop til 90 år, men hun har erfaring og oplevelser
fra dette liv som var hun 130 år. Hendes ambitioner her i livet, har været med
til at udvikle denne familie til at være fremadrettet og dynamiske. Vi har alle
haft plads til at udvikle os – dog ikke altid i samme retning og med samme
hastighed – men der er altid noget nyt at fortælle, når vi mødes derhjemme på
Grønnevej til middag om søndagen.
At være en dynamisk person har været afgørende for at vores familie kunne holde
sammen. Herluf fortalte mig engang: ”at det som gør vores familie så ens, er at
vi er så forskellige.” Alle har udviklet sig såvel karriere- som
følelsesmæssigt, og derefter kunne komme tilbage til familien og dele det med
medlemmerne, fordi de andre også have oplevet noget tilsvarende.
I den sidste stykke tid har familien oplevet en meget alvorlig hændelse sammen.
Sonja har
været med til at opbygge denne familie. Og på det sidste har hun i familien
åbnet op for det følelsesmæssige område. Familien har på det sidste udviklet
sig sammen på en ny måde. Vi er blevet i stand til at vise følelser og sige ting som tidligere
ikke var normalt i denne familie. Mors sygdom var midlet til dette.
Derfor siger jeg nu til sidst. Mor du vil aldrig blive glemt. Din kærlighed vil
altid kunne føles. Du lever videre i os alle. Hav tillid til at din mand og dine
børn. De vil klare denne svære tid, fordi de har hinanden. Du har hjulpet dem.
Du har levet livet, skab glæde hos mange mennesker og sikret at din sjæl lever
videre i os alle.
Med disse ord vil jeg gerne takke jer alle for at bidrage til denne festaften.
Og til dig mor, tak for alt det som du har været for os.
|