Nekrolog

Startside
Farvel Sonja
Bisættelsen 2003

Lad os kalde dem engle

Lad os kalde dem engle

som vender vor opmærksomhed

bort fra døden og gravene

så vi ikke forvilder os ind

i hadet og lukketheden

disse engle som færdes netop her

for at føde det skred i vore hjerter

der som et jordskælv drejer opmærksomheden

vælter stenen væk

så vi kan komme tilbage til livet

tilbage til smerten og ømheden

tilbage til kærligheden og opstandelsen

der som spurvene kvidrer selvfølgeligt

om dagligdagen og optagetheden

så du pludselig eller lidt efter lidt får at vide

at den som du søgte forgæves blandt døde

skal findes og genkendes

her mellem de levende.

Uddrag fra digt af Jens Rosendal, 1985

Hvis der findes engle på Jorden så må Sonja have været en af dem. Hun spredte glæde og kærlighed gennem hele livet, og i den vanskelige sygdomsperiode bekymrede hun sig mere over familiens og vennernes reaktioner på døden end på hendes egen situation. Hun var overbevist om at der findes et godt liv ”på den anden side” og brugte derfor kræfterne på at hjælpe os andre til at forstå døden lidt bedre, så vi ikke forvilder os ind i håbløshed, vrede og lukkethed.     

Sonja blev født den 16. juni 1949 på Nislevgaard på Nordfyn. Sonja er født i Tvillingens tegn, hvilket kan være med i forståelsen af hendes identitet.

Kort tid efter flyttede hun til Bryndum nord for Esbjerg, hvor hun voksede op som adoptivbarn på en gård. Hendes forældre gav hende trygge omgivelser og livet på gården bekom hende vel.

Som barn var Sonja et glad og optimistisk væsen, der ofte på egen hånd udforskede Verden for dens hemmeligheder. Sonja har senere fortalt, at hendes egen selvforståelse betød mere for hende end at være populær i skolen.

Efter at have gået fire år i Bryndum landsbyskole kom Sonja til Tarp Centralskole, hvor jeg mødte Sonja for første gang i 1961.

Da Sonja og jeg kom i samme klasse (1. Real) i 1963 lærte jeg Sonja at kende som en meget venlig og hjælpsom klassekammerat. Hun brugte hellere tiden på skole, sport og idræt end på klikkedannelse – en holdning der også har præget hendes børn.

Efter overstået Realeksamen anbefalede skolens lærere at hun skulle starte i gymnasiet, men det blev i stedet til en læreplads i Varde Bank. Dengang var det ikke så almindeligt at pigerne fra landet tog studentereksamen. Selv om Sonja var til det humanistiske klarede hun sig godt som bankfunktionær og fik høje karakterer og gode anbefalinger. Sonjas karriere var grundlagt.

Der var altid noget hemmelighedsfuldt over Sonjas personlighed og de unge fyre havde et godt øje til hende. I 1968 gjorde Sonja sit valg og jeg blev den heldige. Det blev til et varmt og kærligt parforhold mellem Sonja og mig.

Efter afsluttet bankuddannelse i 1969 tog Sonja skæbnen i egen hånd og flyttede fra Vestjylland og startede på Gjerlev Idrætshøjskole ved Slagelse for derefter at flytte til Københavnsområdet, hvor hun boede resten af sit liv. Ved denne omplantning, der gav mange nye muligheder, blomstrede Sonja virkelig op og fik selvtilliden styrket. Hun tog job som sekretær og fik kundevendte opgaver. Senere fik hun den opgave at holde trådene samlet i et ingeniørfirma.

Aftenerne blev flittigt brugt på videreuddannelse på det humanistiske område. På arbejdspladsen var Sonja flittig og pligtopfyldende, men det var uddannelsen i de menneskelige kvalifikationer, der interesserede hende mest. Og Sonja foretrak at lære tingene fra bunden. Med grundighed startede hun i det fjerne hjørne, og så var det op ad bakke i meget lang tid. Men modstanden gjorde hende stærk på det mentale niveau.

Den 3. juni 1972 blev Sonja og jeg gift i Langesø Skovkapel i den smukke natur på Fyn. Det var et meget romantisk bryllup, hvor vores kærlighed til hinanden blev stadfæstet i form af en kirkelig vielse.

Efter en spændende og livsbekræftende ungdomsperiode var det tid til at få børn, hvilket ikke var nogen let overgang. Da Sonja stod med vores førstefødte, Herluf, anede hun ikke hvad hun skulle gøre med det lille barn. Men hun lærte hurtigt rollen som mor (typisk for en Tvilling) og Oluf, der blev født året efter, var med til at udvide denne rolle. Sonja udviste børnene stor kærlighed og tillid – ofte så meget tillid at det skræmte mig. ”De skal selv have lov til at udforske livet” var hendes holdning.

Knap ti år senere fik vi Birgitte, og her demonstrerede Sonja rollen som den perfekte mor. Sonja kombinerede sin medfødte kærlighed og tillid med det praktiske jordeliv. Birgitte blev det barn, der gav Sonja mulighed for at vise sin kærlighed og omsorg i de daglige handlinger. Disse to væsener kom til at betyde rigtig meget for hinandens udvikling. Det at kunne give sin datter den perfekte omsorg, tillid og stimulering var i høj grad med til at rehabilitere moderens egen barndom i det Vestjyske, hvor kulturen i efterkrigsårene ikke levnede meget plads til den følelsesmæssige udvikling.

Arbejdsmæssigt vendte Sonja tilbage til finansverdenen, hvor hun arbejdede i Sparekasseforeningen og Finansrådet i over 21 år. Det var dog ikke de tørre tal, der fyldte hendes hverdag, men diverse supportfunktioner, hvor hun organiserede hverdagen for de høje chefer. Derudover fik hun med årene forskellige tillidsposter på den humanitære front, hvor hun arbejdede for og repræsenterede medarbejdernes trivsel på arbejdspladsen.

Ingen tvivl om at finansverdenen var en god arbejdsplads, men for Sonja var familien det vigtigste, og det respekterede hendes arbejdsplads fuldt ud.

Sonja, fik det hele til at hænge sammen uden at det tilsyneladende besværede hende: børn, familie, arbejde, venner, en krævende husbond, hus og have, rejser verden rundt, sport og fitness osv.  

Men hun lærte først at sige fra den dag, hvor sygdommen havde taget sit faste greb i hendes smukke krop i 1999. I lang tid bekæmpede Sonja sygdommen med traditionel og komplementær behandling, og det gav hende fire gode leveår med døden i hælene. Det var i denne periode at vi for alvor fik hendes menneskelige kvalifikationer at se. Her kom hendes sande identitet frem, hvor hun for alvor præsterede det, som hun havde forberedt sig på igennem hele livet.

Med reference til Jens Rosendal digt om engle, så tilstræbte Sonja at efterlade familie og venner med et håb om en god fremtid og en større selvforståelse i forhold til døden. Hun lærte os at leve livet positivt til den sidste dag, og at mennesket kan dø uden frygt og dramatik, når man har troen på at Jesus står på den anden side og tager imod én.

Sonjas eksempel inspirerede os til eftertænksomhed selvforståelse. Hun var med til at vise os vejen ud af den tomhed og forvirring, som det postindustrialiserede samfund efterlader os i. Hun havde overskuddet til at vise os andre omsorg, tro, håb og kærlighed til hendes sidste time her på Jorden.

Den 8. september 2003 sov Sonja stille ind i det hjem, som hun selv havde skabt og plejet i over 25 år. Hun nåede at afslutte relationerne til familie og venner på bedste vis før hun forlod os.

Kære Sonja. Tak for at vi lærte dig at kende på denne måde. Du har kastet meget lys over livets skyggesider og ved dit eksempel vist os vejen til et godt liv. Du har betydet uendeligt meget for din mand og vore tre børn.

Ære være dit minde.

Carsten

To uger før Sonja døde holdt vi en fest for venner og bekendte. Ved denne lejlighed takkede jeg Sonja for vores samliv i 35 år.