Ayers Rock – Uluru

Alice Springs, den 18. september 2018.

På vores Australiens tur i september 2018 tilbragte vi en uge i den centrale del omkring Ayers Rock – eller ”Uluru” som den hedder i dag efter at aboriginerne genovertog hele området. Vi fløj fra Darwin til Alice Springs, hvor vi lejede en bil og kørte den 465 km lange tur til Yulara – en oase-by skabt som følge af den store turiststrøm til Ayers Rock området.

Der er noget fascinerende og spirituel ved Uluru. Man ser det ikke på fotos og film, men man mærker det, når man fx går en stille morgentur på gangstierne nær den store sten, der 3½ km i diameter og har en højde på knap 350 meter i forhold til terrænet. Der er fortsat nogle turister der kravler op på den store sten selv om aboriginerne har et stærkt ønske om at lade være, da stenen for dem er en helligdom. Heldigvis er der over tredive turister der til dato er faldet ned og slået sig ihjel, så der hviler åbenbart en slags hybris-nemesis over deres respektløshed.

Uluru tiltrækker turister fra hele Verden. De fleste tager en hurtig flyvetur fra en af kystbyerne, når de alligevel er i Australien – så kan dette sted tjekkes af på listen. Og på den måde virker området turistet. Men bevæger man sig nogle kilometer bort fra området til fx Kata Tjuta (the Olgas), så får man det hele for sig selv sammen med de få, der giver sig tid til at besøge hele området.

Et tip: Vil man gerne opleve Uluru uden de mange turister, så har man chancen kort efter solopgang. At se Uluru skifte farve ved solopgang er et ”must” for alle turister, så her kommer alle turistbusserne ud til solopgangsstedet. En time senere er de væk igen, for så skal alle hjem til hotellerne og have morgenmad – og så er der fred på Uluru frem til midt på formiddagen, hvor alle busserne vender tilbage med turisterne. Vi havde lejer vores egen bil og havde derfor er langt større fleksibilitet.

Når man er i området, så bør man afsætte tid til at gå ture ved Kata Tjuta (ca. 50 km fra Uluru) og Mt. Connor (ca. 100 km fra Uluru). Kings Canyon er også et besøg værd, men kræver en hel dag ekstra, da der er langt at køre fra Uluru.

Alice Springs. Vi tilbragte et par dage i byen før vi skulle flyve tilbage til Darwin – og det var efter min mening for lidt tid. Jeg troede at Alice Springs bare var en kedelig by – og det er det til dels også, men der er 1.500 km til de nærmeste byer (Adelaide og Darwin), så den har helt sin egen kultur. For lokalbeboerne er Alice Springs den central provinsby med et opland inden for en radius på 700 km. Hvem talte om udkants Danmark? Og så er der særdeles mange flotte naturoplevelser i nærområdet, og her kan man sagtens bruge nogle dage. Alice Springs er helt sin egen. Den blev grundlagt i 1860’erne i forbindelse med den vigtige telegraflinje (Australian Overland Telegraph Line – OTL) fra Adelaide til London. Men senere blev byen en forudsætning for videreudviklingen af det centrale Australien.

Comments are closed.