Holte, den 2. august 2026
Sidste uges flygtningestrømme til Spansk Ceuta har skabt kraftige politiske udmeldinger på tværs af EU. Toppolitikere reagerer følelsesmæssigt i en situation, hvor der er behov for en ledelsesmæssig analyse og reaktion. Måske er problemet slet ikke migranter som i 2015, men et iscenesat forløb, hvor migranter udnyttes kynisk i en påvirkningskampagne.
Migranthændelsen i Ceuta
Titusinder af unge marokkanere bevægede sig på få dage mod den spanske enklave Ceuta. De var blevet overbevist om, at grænsen stod åben, og at adgang til Ceuta kunne blive adgangsbilletten til arbejde og ophold i Europa.
Reaktionen fra Europas ledere var næsten lige så voldsom som selve hændelsen.
Der blev talt om suspension af Spanien fra Schengen-samarbejdet, skærpet grænsekontrol og risikoen for en gentagelse af migrantkrisen i 2015. Europæiske statsledere reagerede, som om Europas sydlige grænse var brudt sammen. Men det var den ikke.
Situationen blev bragt under kontrol på mindre end to døgn. De fleste migranter blev sendt tilbage eller vendte selv hjem. Der opstod ingen ny folkevandring gennem Europa. Der var ingen varig åbning af grænsen, og der var ingen grund til at behandle Spanien som en stat, der havde svigtet det europæiske fællesskab.
Alligevel gik store dele af Europas politiske ledelse i panik.
Det er måske den mest bekymrende del af historien.
En digital løgn flyttede titusinder
Hændelsen i Ceuta viser, hvor lidt der i dag skal til for at skabe en international krise.
Udgangspunktet var efter alt at dømme en spansk retsafgørelse om, at personer, der ankom til Ceuta ad søvejen, ikke uden videre måtte sendes tilbage uden en individuel juridisk behandling.
Afgørelsen gav ikke ret til ophold. Den gav ikke arbejdstilladelse. Den gav ikke adgang til det spanske fastland.
Men på sociale medier blev en kompliceret juridisk afgørelse omsat til et enkelt budskab: “Grænsen er åben. Spanien kan ikke sende dig tilbage”.
Det var usandt, men det var effektivt. Videoer viste mennesker, der faktisk krydsede grænsen. På TikTok, Instagram, Facebook og WhatsApp blev der delt kort, svømmeruter, oplysninger om bølger og strøm samt meldinger om politiets placering.
Sociale medier fungerede som propaganda, transportvejledning og operationscentral på én gang.
De første vellykkede krydsninger skabte flere videoer. Videoerne fik flere til at rejse. De større menneskemængder overbelastede grænsekontrollen. Den svækkede kontrol gjorde rygtet endnu mere troværdigt.
Sådan ser en moderne informationsoperation ud. Den behøver ikke være styret fra et mørkt lokale med mænd foran store computerskærme. Den kan opstå ved en blanding af misinformation, sociale frustrationer, algoritmer og myndigheder, der vælger at se den anden vej.
Marokko kendte sin magt
Det er vanskeligt at tro, at titusinder af mennesker kunne bevæge sig mod et stærkt kontrolleret grænseområde, hvis de marokkanske myndigheder fra begyndelsen havde ønsket at standse dem.
Der er ikke dokumentation for, at Marokko organiserede hele forløbet. Men der er god grund til at spørge, hvorfor kontrollen i en afgørende periode var så utilstrækkelig.
Marokko havde næppe nogen interesse i permanent at miste så mange unge mennesker. Mange havde uddannelse og kunne tale fremmedsprog. En varig udvandring ville have været et tab for landet. Myndighederne måtte desuden vide, at de fleste ville blive returneret.
Hændelsen giver derfor mere mening som en politisk demonstration end som et egentligt forsøg på at eksportere arbejdsløse unge. Marokko viste, hvor hurtigt landet kan skabe problemer for Spanien og EU ved i kort tid at lempe kontrollen med sin side af grænsen.
Migration er ikke kun et socialt og humanitært spørgsmål. Det er også blevet et udenrigspolitisk våben, Og det er velkendt, at der for tiden er store politiske spændinger mellem Spanien og Marokko.
Europæiske lande betaler Marokko, Tunesien, Egypten og andre lande for at standse migranter, før de når Middelhavet. Disse lande ved derfor, at de kontrollerer en ventil. Når de lukker den, er Europa tilfreds. Når de åbner den, opstår der panik i Bruxelles og i de europæiske hovedstæder.
Ceuta var en påmindelse om, hvem der kan dreje på ventilen.
Marokko har USA i ryggen
Marokkos voksende selvtillid skal ses i lyset af landets tætte forhold til USA.
Marokko er en vigtig amerikansk sikkerhedspartner i Nordafrika. Landet samarbejder med USA om militær træning, terrorbekæmpelse, efterretninger og amerikansk indflydelse i Afrika.
I december 2020 anerkendte Donald Trump marokkansk suverænitet over Vestsahara. Til gengæld normaliserede Marokko forholdet til Israel som led i Abraham-aftalerne.
Det var en klassisk geopolitisk handel.
Marokko gav USA og Israel et diplomatisk gennembrud. USA gav kongedømmet den anerkendelse, som det havde arbejdet for gennem årtier.
Joe Biden ophævede ikke beslutningen. Efter Donald Trumps tilbagevenden er støtten til Marokko blevet endnu tydeligere, og det militære samarbejde er blevet udbygget.
Det betyder ikke, at USA stod bag begivenhederne i Ceuta. Det er der ingen dokumentation for, og det ville være useriøst at påstå.
Men amerikansk støtte har givet Marokko en større udenrigspolitisk handlefrihed. Landet ved, at det er strategisk vigtigt for Washington. Det gør det lettere at presse Spanien og EU uden at frygte alvorlige internationale konsekvenser.
Europa forstår stadig ikke sin situation
Den store historie handler derfor ikke kun om Ceuta.
Den handler om et Europa, der har gjort sig afhængigt af andre på næsten alle afgørende områder.
- Vi var afhængige af Rusland for vores energi.
- Vi blev afhængige af Kina for vores industrielle produktion.
- Vi er afhængige af USA for vores militære sikkerhed, vores digitale infrastruktur og en stor del af vores avancerede teknologi.
- Samtidig er vi afhængige af nordafrikanske regimer for at kontrollere vores ydre grænser.
Det er ikke strategisk selvstændighed. Det er strategisk hjælpeløshed.
Når der opstår en hændelse som den i Ceuta, reagerer Europas ledere derfor ikke med ro, analyse og fælles handling. De peger på hinanden, truer med at suspendere samarbejdspartnere og indkalder til krisemøder. Det er ikke styrke. Det er nervøsitet forklædt som handlekraft.
Amerikanerne har en pointe
USA’s kritik af Europa er ofte brutal, selvoptaget og præget af amerikanske økonomiske interesser. Men det betyder ikke, at kritikken er forkert.
USA ønsker, at Europa bruger flere penge på forsvar, producerer mere ammunition og selv kan afskrække Rusland. Amerikanerne ønsker, at vi begrænser ukontrolleret migration og beskytter vores ydre grænser. De ønsker, at vi bliver mindre afhængige af fjendtlige regimer og genvinder noget af vores industrielle konkurrencekraft.
Det er svært at være uenig. Men USA ønsker også, at vi køber amerikanske våben, amerikansk energi og amerikansk teknologi. Amerikanerne vil gerne have et stærkere Europa, men ikke nødvendigvis et Europa, der kan klare sig uden USA. Sådan fungerer stormagter. De hjælper deres venner, når det også gavner dem selv.
USA er vores vigtigste allierede, men USA er ikke en velgørende organisation.
USA er vores allierede ven – men Europa må vågne op
Jeg tror grundlæggende, at USA ønsker et frit, stabilt og stærkt Europa. Et russisk domineret, kinesisk afhængigt eller politisk opløst Europa ville være en katastrofe for amerikansk sikkerhed.
Men et venskab mellem stater bliver kun ligeværdigt, hvis begge parter kan stå på egne ben. Europa må derfor holde op med at opføre sig barnagtigt ved først at forsømme sine pligter og derefter bliver fornærmet, når USA stiller krav.
Vi skal opbygge vores eget forsvar. Vi skal sikre vores energiforsyning. Vi skal styrke vores industri og teknologi. Vi skal kontrollere vores ydre grænser. Og vi skal lære at håndtere digitale påvirkningskampagner uden at miste besindelsen.
Ceuta var ikke en ny migrantkrise. Det var en provokation og en prøve, som derefter kan blive analyseret.
Marokko viste, at landet kunne skabe panik ved at lempe grænsekontrollen. Sociale medier viste, at en løgn kunne flytte titusinder af mennesker. Europas ledere reagerede hurtigere end de tænkte.
Jeg antyder ikke, at USA står bag denne hændelse. Men den Marokkanske regering har måske hjulpet den amerikanske regering med at få budskabet igennem. Vennetjenester bliver altid belønnet på et senere tidspunkt.
Måske skal vi se mod øst. Putin og hans nære stab sidder sandsynligvis lige nu og slår sig på lårene af grin over den naivitet, som de Europæiske ledere udviser. De løber rundt som en flok hovedløse høns. Herregud, hændelsen er sandsynligvis en avanceret påvirkningskampagne som en del af den hybridkrig, som FE i øvrigt beskriver på troværdig vis.
Måske var det en nyttig provokation for at få Europa til at vågne op.
USA er vores allierede ven. Men USA kan ikke for evigt beskytte et Europa, der ikke vil beskytte sig selv.
MVH / CR