Holte, den 12. maj 2026
I Danmark er vi specielt opmærksom på, hvad der sker med nedbrydningen af demokratiet i USA efter at Trump igen blev USA’s præsident i januar 2025. Trumps interesse for at overtage Grønland har skabt en direkte mistro til, hvad USA’s præsident foretager sig.
Men Trumps direkte måde at sige tingene på har også fået både Danmark og Europa til at vågne op fra en Tornerosesøvn.
Demokratiet i USA har haft sine svagheder gennem mange år. Særinteresser har fået en relativ stor opmærksomhed og det ”stille flertal” har betalt prisen. Uretfærdighedernes vrede kaldte på en ”stærk mand”, der kunne skære igennem bureaukratiet – og det fik man.
Mange demokratiske principper bliver lige nu tilsidesat, hvilket i sig selv er bekymrende, da USA gennem 250 år har været demokratiets højborg.
Men USA har en frihedskultur, og en dag vil pendulet svinge tilbage mod midten. Men de ”gode gamle dage” kommer aldrig tilbage. Det bliver en ny normal for demokratiet med en bedre balance mellem folkelig repræsentation og ledelse af landet og indflydelse på den nye verdensorden, som er ved at etablere sig.
I dette indlæg vil jeg fokusere på to vigtige emner:
- Hvordan Trump systematisk nedbryder det traditionelle demokrati for at etablere USA’s nye position i den multipolære verdensorden.
- Hvordan USA forventes at genetablerer demokratiet, når pendulet svinger tilbage mod midten, for jeg er slet ikke i tvivl om, at amerikanerne ikke lader sig kue på længere sigt.
I mine overvejelser har jeg i høj grad ladet mig inspirere af den amerikanske journalist Anne Applebaum, der har brugt hele sit liv på at analysere demokratiet og dets indbyggede styrker svagheder.
Anne Applebaum har gennem de senere år udviklet sig til en af de mest markante internationale stemmer i debatten om demokratiets skrøbelighed. Hendes analyser af Donald Trump handler ikke primært om klassisk partipolitik eller almindelig ideologisk uenighed. De handler om noget langt mere grundlæggende: hvordan moderne demokratier gradvist kan eroderes indefra, mens institutionerne formelt stadig består.
Applebaum advarer ikke om et dramatisk diktatur med kampvogne i gaderne. Tværtimod er hendes pointe langt mere subtil — og derfor måske også mere ubehagelig. Demokratier bryder i det 21. århundrede sjældent sammen gennem pludselige revolutioner. De svækkes gradvist gennem små forskydninger i normer, loyaliteter, informationssystemer og magtkultur.
Hendes analyse af Trump bygger især på fem mekanismer.
1. Loyaliteten flyttes bort fra embedsværket og institutionerne
Den første forskydning handler om loyalitet. I et liberalt demokrati er embedsværket principielt loyalt over for forfatningen, loven og institutionerne — ikke over for den konkrete leder som person. En professionel embedsmand skal kunne sige nej til en præsident, hvis noget er ulovligt eller skadeligt for staten. Netop denne uafhængighed er demokratiets sikkerhedsventil.
Applebaum mener, at Trump udfordrer denne tradition ved at kræve personlig loyalitet fra embedsværket, domstole, efterretningstjenester og offentlige institutioner. Når kritik eller faglig modstand fremstilles som illoyalitet eller forræderi, ændres statens karakter gradvist. Embedsmænd begynder ikke længere at spørge: “Hvad er fagligt korrekt?” men snarere: “Hvad ønsker lederen at høre?”
Historisk er dette et klassisk faresignal. Demokratier svækkes, når embedsværkets loyalitet mod institutionen erstattes af loyalitet mod præsidenten personligt.
2. Personalisering – staten tjener lederen og ikke folket
Den anden mekanisme handler om statens personalisering. I et sundt demokrati skal staten være større end lederen. Offentlige myndigheder må ikke bruges til private eller politiske opgør. Skattevæsen, politi, domstole og regulerende myndigheder skal fungere neutralt og efter faste regler.
Trump forsøger gradvist at omforme staten til et mere personligt magtinstrument. Når magt blandes sammen med private interesser, familieforhold og personlige loyalitetsnetværk, ophører staten med at være upersonlig. Den begynder i stedet at fungere gennem relationer, adgang og beskyttelse.
Her ses paralleller til udviklingen i flere moderne autokratier, hvor institutionerne fortsat eksisterer formelt, men hvor magten i praksis koncentreres omkring en snæver kreds af loyale støtter. Staten bliver ikke længere et neutralt regelsystem, men et redskab for lederens interesser. Vi har tidligere set denne tendens i det tidligere Østeuropa og Tyrkiet.
3. Korruption normaliseres
Den tredje mekanisme er korruptionens normalisering. Korruption er ikke et afledt problem eller som enkelte ulovlige handlinger. Korruption indgår først og fremmest en styringsformen.
I et velfungerende demokrati forventer borgerne, at reglerne gælder nogenlunde ens for alle. Men hvis magthavere konsekvent favoriserer venner, belønner loyalitet og bruger staten til at beskytte egne netværk, opstår der gradvist et andet system.
Borgerne holder op med at spørge: “Hvad siger loven?” og begynder i stedet at spørge: “Hvem kender du?” eller “Hvem beskytter dig?”
Dermed ændres demokratiets moralske fundament. Staten bliver mindre baseret på fælles tillid og mere baseret på personlige forbindelser. Mange moderne autoritære systemer fungerer netop gennem denne sammenblanding af politik, økonomi, medier og personlige magtnetværk under magthaverens kontrol.
4. Informationssystemer gøres utroværdige
Den fjerde mekanisme handler om informationssystemet. Autoritære ledere nøjes ikke med censur for at svække demokratiet. Strategien er at ødelægge tilliden til, at sandhed overhovedet eksisterer.
Demokratier fungerer kun, hvis der findes et nogenlunde fælles virkelighedsbillede. Borgere må kunne være politisk uenige, men de skal grundlæggende kunne enes om, hvad der er fakta, og hvad der er dokumenteret virkelighed.
Når medier omtales som “folkets fjender”, når domstole mistænkeliggøres, når eksperter konsekvent fremstilles som korrupte eliter, og når valgresultater uden dokumentation beskrives som svindel, sker der noget dybt destabiliserende.
Målet er ikke nødvendigvis at få alle til at tro på én bestemt løgn. Målet kan være langt mere effektivt: at få borgerne til at opgive troen på, at objektiv sandhed overhovedet findes.
Når mennesker til sidst tænker, at “alle lyver”, bliver demokratisk samtale næsten umulig. Politik reduceres til identitet, loyalitet og følelsesmæssig mobilisering.
5. Brutal magtanvendelse
Den femte og sidste mekanisme handler om anvendelsen af magt, frygt og intimidering i den daglige politiske kultur. Alle stater bruger magt. Men i liberale demokratier er magten normalt begrænset af institutionelle normer og retsprincipper. Befolkningen kan være trygge ved, at magten sjældent misbruges og at pressen forfølger forsøget på magtmisbrug.
Trump flytter gradvist magtens psykologi ind i hverdagen ved konstant at fremstille modstandere som fjender, forrædere eller trusler mod nationen. Dermed ændres det demokratiske klima. Konflikten bliver ikke længere en legitim politisk uenighed mellem borgere, men en kamp mellem “de loyale” og “de farlige”.
Moderne autoritære systemer behøver sjældent massiv vold for at ændre samfundets adfærd. Det er ofte nok, at frygten langsomt breder sig:
- Frygten for offentlige angreb, fx den måde som ICE opererer på
- Frygten for repressalier, selv republikanske kongresmedlemmer oplever personlig forfølgelse
- Frygten for juridisk chikane, fx søgsmål med det formål at ødelægge modstanderens liv
- Eller frygten for social udskamning, fx med øgenavne og grundløs kritik.
Når mennesker begynder at tilpasse deres adfærd for at undgå konflikt med magten, opstår der gradvist en form for demokratisk selvcensur.
Demokratiets overlevelse handler ikke kun om valg og formelle institutioner. Det handler også om normer, tillid og en fælles forståelse af, at staten ikke tilhører lederen.
Demokratier dør sjældent på én dag. De udhules langsomt indefra, mens mange borgere stadig tror, at systemet fungerer som før.
Demokratiets genopretning
Sandsynligheden for at USA genetablerer et fungerende demokrati er fortsat relativt høj. Men hvad bliver de nye demokratiske rammer, og hvor dybe er skaderne, som er opstået undervejs.
USA står sandsynligvis ikke over for et klassisk diktatur eller et permanent sammenbrud af demokratiet. USA har fortsat stærke institutioner, en dyb demokratisk tradition og et robust civilsamfund. Men landet har gennem Trump-perioden oplevet en gradvis erosion af de normer og den tillid, som demokratiet hviler på.
Det centrale spørgsmål er derfor ikke alene, om USA kan “overleve Trump”, men om landet bagefter kan genetablere den fælles tillid til institutionerne.
Presset fra Trump har heldigvis skabt et voksende modpres, der styrker USA’s robusthed. Domstole afviste forsøg på at ændre valgresultatet i 2020. En række republikanske embedsmænd nægtede at tilsidesætte reglerne. Militæret forblev loyalt mod forfatningen frem for mod en enkelt leder. Valgsystemet fungerede trods massiv politisk mistillid. Mange af demokratiets værn holdt derfor stand under et meget usædvanligt pres. Befolkninger erfarer endvidere, at Trump langt fra indfrier de valgløfter, der bragte ham til magten i efteråret 2024.
Men skaderne forsvinder ikke nødvendigvis blot fordi Trump en dag ikke længere er ved magten. Demokratiets største sårbarhed ligger i de langsomme kulturelle forskydninger, som kan blive permanente.
Når store dele af befolkningen gennem mange år får indtryk af, at valg er manipulerede, at domstole er politiske, at medier er fjender, og at staten er et våben i en kulturkrig, svækkes tilliden til systemet gradvist. Demokratiet bliver mere konfliktpræget og mere afhængigt af rå magtkampe mellem rivaliserende lejre.
Især informationssystemets fragmentering kan blive den mest alvorlig udfordring. Hvis borgerne lever i helt forskellige virkelighedsopfattelser, bliver det langt vanskeligere at genetablere fælles institutionel legitimitet. Demokratiet fungerer kun stabilt, hvis taberen af et valg erkender nederlaget og fortsat accepterer systemets grundlæggende legitimitet.
Genopbygningen af demokratiet handler ikke alene om nye love eller nye ledere. Det handler også om genopbygning af normer, tillid og institutionel kultur. Demokratier er ikke selvkørende maskiner. De fungerer kun, hvis både ledere, embedsværk, medier og borgere aktivt accepterer at magten begrænses og fordeles (magtens tredeling). Demokratiet fordrer dialog på trods af store uenigheder.
Konsekvenserne for Europa og Danmark
For mange europæiske ledere var chokket ikke kun Trumps stil eller retorik. Chokket var erkendelsen af, at USA’s strategiske stabilitet ikke længere kunne tages for givet. Det ændrede Europas mentale model af alliancen. Europa ”er alene hjemme” blev der sagt. Europa skal tage vare på egen sikkerhed, energiforsyning, økonomisk konkurrenceevne osv. Det kræver en stor omskiftelighed i forhold til årtiers tryghed under ”Pax Americana”.
Præsident Roosevelt fik udformet en ny Verdensorden ved afslutningen af 2. Verdenskrig. Den har vi nydt godt af i Europa i over 70 år. Det amerikanske liberale demokrati havde sat sig som en selvfølgelighed i den europæiske befolkning. Den kollektive hukommelse fra grusomhederne under 2. Verdenskrig forsvandt naturligt efter et par generationer.
Frem til Ruslands invasion af Ukraine i 2022 var det en selvfølgelighed i Europa, at vi fik billig energi fra Rusland, gratis forsvar USA og billige industriprodukter fra Kina og Fjernøsten. Europa kunne bruge det meste af statsbudgetter på at opbygge en stor offentlig sektor og et omfattende velfærdssystem. Det kan vi ikke længere.
Trends fra USA kan ramme Europa
Konsekvensen for Europa og Danmark er ikke, at vi skal forvente samme udvikling, som vi lige nu ser i USA. Vores valgsystemer, partistruktur, embedsværk, public service-tradition og højere tillid giver os en anden modstandskraft. Men vi skal tage USA som et varslingssystem: demokratier kan svækkes, længe før de formelt ophører med at fungere.
Den første lære er, at institutionel tillid er en strategisk ressource. Danmark har historisk haft høj tillid til myndigheder, medier og hinanden. Netop derfor er vi sårbare, hvis tilliden begynder at blive brugt som slagmark. OECD peger på, at misinformation underminerer tillid til institutioner og valg, skaber samfundsdeling og truer demokratisk beslutningstagning. Derfor er det vigtigt, at vi fastholder DR og TV2 som public service kanaler på finansloven.
Den anden lære er, at polarisering kan importeres kulturelt, især via sociale medier. Amerikanske konfliktmønstre kan oversættes til europæiske forhold: mistillid til medier, had til “eliter”, konspirationer, foragt for embedsværket og en idé om, at politiske modstandere ikke blot tager fejl, men er illegitime.
Lige nu afventer vi med spænding, hvilken polarisering AI-implementeringen vil medføre. Pressen har allerede nu travlt med at citere eksperternes vurdering af vindere og tabere i denne udvikling.
Den tredje lære er, at retsstat og forvaltning skal beskyttes i hverdagen. EU’s Retsprincipper (Rule of Law) vurderer medlemslandene efter netop fire søjler: domstole, antikorruption, mediefrihed og checks and balances. Det er præcis de områder, som først angribes i demokratisk erosion. Så det bør vi holde øje med.
For Danmark betyder det, at vi skal være opmærksomme på mere end ekstremisme. Vi skal også se efter normglidning: politisering af embedsværket, personangreb på faglige institutioner, strategisk mistænkeliggørelse af medier, løs omgang med habilitet, og en politisk kultur hvor “at vinde” bliver vigtigere end at bevare systemets legitimitet.
I vores eget område — kommuner, ejerforeninger, bestyrelser, lokale fællesskaber — er læren meget konkret: gode procedurer, gennemsigtighed, dokumentstyring, habilitet, ordentlig mødeledelse og respekt for mindretal er ikke bureaukratiske detaljer. Det er demokratiets mikro-infrastruktur.
Danmark skal ikke gå i panik over USA. Men vi skal lære af udviklingen dér: demokratiet forsvares bedst, før krisen bliver synlig.
Demokratiet skal levere på valgløfterne
Til sidst skal det nævnes, at demokratier overlever ikke alene på værdier, procedurer og institutioner. De overlever også på resultater.
Hvis befolkningen over længere tid oplever, at:
- problemer ikke løses,
- valgløfter ikke indfries,
- bureaukratiet vokser,
- almindelige menneskers hverdag bliver vanskeligere,
- eller at eliterne lever i en anden virkelighed (stor ulighed i samfundet),
så begynder tilliden til det demokratiske system gradvist at erodere helt af sig selv.
Hvis løsningerne opleves som langsomme, teknokratiske eller ude af kontakt med hverdagen, vokser frustrationen. Lige nu har Danmark en stor udfordring med Vurderingssystemet.
Det betyder ikke, at politikere skal love hurtige og urealistiske løsninger. Tværtimod. Demokratiets styrke er netop evnen til at balancere interesser, skabe kompromiser og undgå ekstreme udsving og dermed skabe legitimitet i befolkningen.
Demokratier må stadig kunne demonstrere handlekraft og skabe resultater. Dette gælder både for EU, dets nationalstater, landenes regioner, kommuner og frivillige foreninger.
MVH / CR