Holte, den 21. marts 2018.
Valencia er et af Spaniens smukke og spændende byer, som vi har besøgt flere gange. Denne gang med det hovedformål at opleve Fallas Festivalen, som har været under forberedelse i flere måneder for derefter at blive ”fyret af” i løbet af en uge.
Vi var tre vennepar, der holdt ferie i Spanien i marts og vi blev enige om at mødes i Valencia og nyde festivalen sammen. Ikke overraskende så var hotel- og parkeringspriserne langt dyrere end det normale, men så var der også underholdning for alle pengene.
Oprindelig var Fallas en hedensk fest, hvor man fejrede forårets komme og bad for en god vækst på markerne. I 1500-tallet udviklede den sig til en festdag til ære for St. Josef (på spansk San José), Jesu far, som er skytshelgen for tømrerne. På St. Josefs dag den 19. marts brændte man de træbeslag, som byens lamper havde hængt i hele vinteren – nu gik det jo mod lysere tider. Disse løsslupne fester var længe en torn i øjet på kirken og myndighederne, som i 1851 fik løjerne forbudt. Efter protester fra befolkningen indførte man i stedet en beskatning, jeg tror, det hedder “en adfærdsregulerende skat” – men intet hjalp. Med tiden er festivalen vokset til at fylde ca. en uge med den store afslutning den 19. marts, og i den periode går byen amok i fest og farver og fyrværkeri.
Mere end 350 steder i byen (og de omliggende byer) bliver der ugen før den 19. marts opstillet enorme figurer, Fallas, lavet af træ, gips, voks og mapmaché. En falla består almindeligvis af et antal figurer, typisk 30-50, som i den lokale dialekt benævnes “Ninot”. De er særdeles livagtige. Ofte afbilder man scener med spanske eller udenlandske berømtheder – ofte kendte politikere.
Forstokket og erotiske, som de sikkert har været, blev de hyldet af den almindelige befolkning og afskyet af spidsborgere og puritanere, som altid blev holdt for nar. I dag går det ud over politikere, kunstnere, de rige, populære sangere, fodboldspillere, tyrefægtere osv. Der har været rapporter om Fallas fra 1751, 1783, 1789, 1792, 1796 og 1820. I 1851 forbød myndighederne og de gejstlige dem på grund af deres spøgefuldheder over samfundets spidser. Men Fallas havde dybe rødder, og befolkningen gjorde indsigelse mod afgørelsen. I 1883 beskattede Rådhuset hver Falla med 30 pesetas. I 1885 blev skatten hævet til 60 pesetas, og der var kun en. I 1886 var byen helt uden dens fest, men folkemængden protesterede så voldsomt i gader, at myndighederne sænkede skatten til 10 pesetas, og valencianerne kunne nyde 29 fallas mere frække og næbbede end nogensinde.
I løbet af ugen står byen på den anden ende: der er tyrefægtning i arenaen, historiske og religiøse processioner, paella konkurrencer, optog af kandidater til den årlige skønhedskonkurrence. Hver morgen kl. 8 marcherer brass bands ned ad gaderne fulgt at børn og voksne, som kaster fyrværkeri over alt. Ofte er fyrværkeriet så voldsomt, at bilernes tyverialarmer går i gang og blander sig i musikken. Midt på dagen antændes der det mest øredøvende fyrværkeri på torvet (Plaza Anyuntamiento).
Figurerne forbliver på deres pladser indtil den 19. marts. Denne dag kaldes “La Crema” – “afbrændingen”. Først på aftenen kører unge mænd rundt og laver huller i figurerne med økser, og hullerne fyldes med fyrværkeri. Folkene i gaderne begynder at synge og huje, og al gadebelysning slukkes. Præcis kl. 24 sættes der ild til alle dukkerne. Lokale “brandmænd”, “bomberos” sørger for, at de tilstødende bygninger ikke tager skade af ilden. Denne begivenhed er blevet beskrevet som: “en krydsning mellem en sjofel udgave af Disneyland, den 4. juli i New York og jordens undergang!”.
Den figur, som har fået flest stemmer, bliver sparet for flammerne og optages på the det lokale Ninot Museum.
Læs mere om Valencia og Fallas på www.aerenlund.dk/valencia/valencia5.html