Familie Weekend 2021

Øster Lyng, den 25. august 2021

SUP’en ved Skærby Strand

Så kom det fine sommervejr – netop den dag vores familie weekend startede. Familien fra Warszawa kom fredag formiddag og blev til tirsdag. På grund af coronaen havde vi ikke krammet på Leon og Mia i 1½ år, men vi havde talt sammen mindst hundred gange via FaceTime. Skønt at være sammen med dem igen.

I løbet af eftermiddagen kom de andre familier. Derudover kunne vi byde velkommen til to nye gæster, Vigga og George. Begge er firbenede familiemedlemmer, der blev adopteret under corona krisen. Desværre kunne Charlotte ikke deltage, da hun assisterede Magnussen teamet i Le Mans løbet den 22. og 23 august. Den slags arbejde kan man ikke sige nej til.

Fredag eftermiddag og aften hyggede vi os i haven og kunne sidde ude til over midnat i det varme sommervejr. Menuen stod på grill mad og snakken gik liveligt. I løbet af aftenen faldt børnene i søvn rundt omkring. Det hele var som det skulle være.

Romersk Onager (kastemaskine)

Hele lørdagen var vi samlet i haven og ved stranden. Børnebørnene var samlet omkring forskellige lege, hvoraf flødebollekasteren nok var mest populær. Kastemaskinen blev vistnok udviklet af romerne til indtagelse af fjendernes forskansninger. I starten benyttede man sten og brændende materialer som kasteskyts. Senere under epidemierne sendte man smittede soldater i livende tilstand ind over fjendens mure og lod sygdommen gøre resten af arbejdet.

Men vi brugte kun fredelige midler i form af flødeboller fra Spangsberg.

Om søndagen tog vi alle, traditionen tro, i Sommerland Sjælland og slap børnebørnene løs. På grund af det fine vejr blev badelandet flittigt benyttet. Mit job var at riste pølser til frokosten.

Sidst på eftermiddagen skiltes vi efter tre dejlige dage. Heldigvis havde vi en dag ekstra med familien fra Warszawa.

 

 

Comments are closed.