Holte, den 5. juli 2022
Vi sejlede med Kystbåden på Grønlandsrejsen, som er beskrevet her>>
På Grønland har enhver familie en motorbåd, der kan sejle med en hastighed på mindst 25 knob. Befolkningen bor langs kysterne med havet som den primære motorvej mellem bygderne og byerne. I de største byer er der lokalveje og nogle familier har anskaffet sig en bil. I Nuuk er der sågar en bus, der kører mellem centrum og de nyanlagte forstæder. Om vinteren er havet frosset til og sejladsen indstilles derefter. Så er der kun hundeslæder og helikoptere tilbage som transportmulighed uden for egen by eller bygd.
Kystbåden fotograferet af Darren
Når havet tillader det, sejler kystbåden i pendulfart mellem Ilulissat og Sydgrønland. Rundturen tager en uge og priserne varierer meget eftersom man booker en kahyt med vindue eller sover på briks i sovesalen i bunden af skibet. Sejlturen er en herlig oplevelse, hvor man kommer i snak med de mange glade passagerer. Mange Grønlændere er i festligt humør, da de skal på ferie, til familiebegivenheder eller til en sportskamp langt borte fra deres egen by eller bygd. Med skibet var der også backpackere og andre turister, der foretrak lokalbåden frem for et krydstogtskib. ”Hvor kommer du fra og hvor skal du hen og hvad har du oplevet undervejs” var blandt de mange spørgsmål, der blev diskuteret.
Skibet sejler efter vejrforholdene og is-situationen. Jeg stod i lang tid på fordækket og gættede på, hvordan styrmanden ville takle de nærmeste isbjerge. Ville han gå styrbord eller bagbord og hvad så lige bagefter, hvor næste isbjerg havde stillet sig i vejen. En gang imellem lød det et ordentlig drøn og skibet hoppede til siden. Jeg kom til at tænke på Hans Hedtoft forliset i januar 1959, der fyldte meget i min barndom. I næsten en måned blev der talt om passagerernes ukendte skæbne ved aftensbordet, mens far hørte pressens radioavis, og vi børn skulle sidde musestille.
Fotografi fra Sarfaq Ittuk brochuren
Vi sejlede fra Ilulissat til Nuuk på tre dage (to overnatninger). Undervejs havde vi to timers landgang i Holsteinsborg (Sisimiut), hvor vi besøgte den meget velbevarede gamle bydel, der nu er frilandsmuseum. Kystbåden stoppede også op ud for mindre bygder, hvor der blev sat en motorbåd i vandet for at bringe og hente lokale passagerer.
Om aftenen før vi nåede til Sukkertoppen (Maniitsoq) kunne vi i flere omgange observere de store hvaler fra dækket. Der blev filmet og fotograferet og pludselig styrtede alle passagererne fra den ene skibsræling til den modsatte, når kaptajnen råbte ”Hval i sigte til styrbord”.
Klokken 22 om aftenen nåede vi i aftensolens skær til havnen i Maniitsoq, hvor hele byen var samlet med flag og horn på kajen for at tage imod en flok børn, der havde været med skivet hjem fra en sportskamp i en anden by. En mindeværdig oplevelse, hvor mit videokamera kørte det meste af tiden.
På kystbåden kom jeg i snak med en forfatter, Darren McLean, der skrev rejsebøger. Darren var oprindeligt fra Australien og havde rejst konstant i 22 år og besøgt og skrevet om ca. 230 lande og territorier (Norge og Svalbard tæller fx for to rejser).
Jeg tog dette foto af Darren, da han prøvede at fange en hval med sin store motherfucker linse.
Det blev til en lang og interessant samtale og vi har siden skrevet sammen. Han opfordrede mig til at læse uddrag fra rejsebeskrivelserne på: https://www.taste2travel.com/greenland-travel-guide/
Linket til Darrens hjemmesiden gives videre til interesserede, der skal forberede en rejse til Langtbortistan.
Læs mere om Kystbåden her>>
Den officielle rejseplan fra Stjernegaard kan ses her>>
MVH / CR