Holte, den 1. september 2026
Når hundredvis af traktorer ruller mod København og andre byer, og vrede landmænd samles for at protestere mod L 5, bør Christiansborg lytte. For protesten handler om mere end en gødningslov. Den handler om en voksende oplevelse af, at lovsjusk, overregulering og teknokratiske modeller har erstattet sund fornuft, retssikkerhed og respekt for borgerne. Fortsætter den udvikling, risikerer vi at skabe vores egen danske udgave af ”de gule veste” – og at nedbryde den tillid og sammenhængskraft, som gennem generationer har været en af Danmarks største styrker.
Danmark er et af verdens mest regulerede samfund. Det behøver ikke i sig selv at være et problem. Tværtimod har klare regler, en kompetent offentlig administration og en høj grad af tillid mellem borgere og myndigheder været en væsentlig del af den danske samfundsmodel.
Problemet opstår, når reguleringen bliver så omfattende og kompliceret, at borgeren ikke længere kan gennemskue den, politikerne ikke længere har fuldt overblik over konsekvenserne, og embedsværket i praksis får overladt stadig større dele af den lovgivende magt.
Så risikerer vi at bevæge os fra et retssamfund med regler, som borgerne forstår og grundlæggende accepterer, til et forvaltningssamfund, hvor borgeren møder staten gennem bekendtgørelser, beregningsmodeller, algoritmer og administrative afgørelser, som han eller hun kun vanskeligt kan efterprøve.
Den nye gødskningslov, L 5, er efter min opfattelse et godt eksempel på denne udvikling.
Jeg anfægter ikke, at Danmark har et alvorligt problem med næringsstoffer i vandmiljøet. Vi skal reducere udledningen af kvælstof og fosfor, og Danmark skal naturligvis leve op til sine internationale og europæiske forpligtelser. Men netop fordi indgrebene er nødvendige og kan få meget store konsekvenser for enkelte borgere og virksomheder, bør kravene til lovgivningens kvalitet være tilsvarende høje.
Det er her, jeg bliver bekymret.
L 5 indebærer et grundlæggende skifte i reguleringen af dansk landbrug. Tidligere regulerede man i vidt omfang landmandens anvendelse af gødning gennem forholdsvis konkrete normer. Nu flyttes fokus mod den beregnede eller målte udledning og udvaskning fra den enkelte bedrift.
I princippet lyder det både logisk og moderne. Hvorfor regulere input, hvis det egentlige problem er output?
Problemet er blot, at naturen ikke fungerer som et industrielt produktionsanlæg, hvor man forholdsvis enkelt kan måle, hvad der kommer ind i den ene ende, og hvad der kommer ud i den anden.
Udvaskning fra en mark påvirkes af jordbund, nedbør, temperatur, mikroklima, afgrøder, tidligere dyrkning, biologiske processer, drænforhold og en lang række andre faktorer. To marker ved siden af hinanden kan derfor opføre sig forskelligt.
Alligevel ønsker vi at gøre denne komplekse biologiske virkelighed administrerbar gennem beregningsmodeller. Det minder mig ubehageligt meget om erfaringerne med de nye ejendomsvurderinger.
Også her var ambitionen sympatisk. Vi ville skabe et moderne, digitalt og ensartet system, hvor enorme datamængder og avancerede modeller skulle sikre mere korrekte vurderinger.
Virkeligheden viste sig vanskeligere. Fast ejendom er trods alt noget relativt stabilt. Et hus flytter sig ikke, fordi det regner, og jordens mikrobiologi ændrer ikke husets størrelse fra år til år. Alligevel har det vist sig overordentlig vanskeligt at konstruere et vurderingssystem, som pålideligt kan omsætte den virkelige verden til én administrativ værdi.
Med landbrugsjorden forsøger vi nu noget endnu vanskeligere. Det centrale beregningssystem NUAR (Næringsstof-Udlednings- og Areal-Reguleringsberegneren) skal kunne omsætte en biologisk, dynamisk og lokalt forskellig virkelighed til tal, der efterfølgende får juridiske og økonomiske konsekvenser for den enkelte landmand.
Hvis en ejendomsvurdering er forkert, kan skatten i princippet efterreguleres. Processen er relativt reversibel.
Hvis en beregningsmodel derimod betyder, at en landmand må reducere sin produktion, ændre sin drift eller i yderste konsekvens opgive dyrkningen af jord, er skaden ikke nødvendigvis reversibel. Man kan ikke fem år senere blot sende en check og forestille sig, at virksomheden igen befinder sig, hvor den var.
Derfor burde forsigtighedsprincippet også gælde staten.
Inden staten gennemfører meget vidtgående indgreb i borgernes råderet på grundlag af modeller, må staten kunne dokumentere, at modellerne faktisk virker med en rimelig grad af sikkerhed.
Ramme- og bemyndigelseslove misbruges
Det burde være elementær retssikkerhed. Men L 5 illustrerer også et andet problem i moderne lovgivning.
Folketinget vedtager i stigende grad ramme- og bemyndigelseslove. Politikerne vedtager de overordnede principper, mens de konkrete krav, grænseværdier, beregningsmetoder og administrative regler senere fastsættes gennem bekendtgørelser og myndighedsafgørelser.
Der kan være gode praktiske grunde til denne arbejdsdeling. Et moderne samfund er kompliceret, og Folketinget kan naturligvis ikke lovgive om enhver teknisk detalje.
Men der findes et punkt, hvor fleksibilitet bliver til demokratisk afstand. Når det, der reelt bestemmer, om en virksomhed kan fortsætte sin produktion, ikke står klart i den lov, Folketinget har vedtaget, men først fremkommer gennem modeller, bekendtgørelser og administrative beregninger, bør alarmklokkerne ringe.
For hvem har så reelt truffet beslutningen? Politikeren kan sige, at den konkrete afgørelse er myndighedens ansvar. Myndigheden kan sige, at den blot administrerer efter loven. Og eksperterne kan sige, at resultatet følger af modellen.
Tilbage står borgeren med konsekvensen. Det er efter min mening en farlig og udemokratisk udvikling.
Den Grønne Trepart bør være hovedstrategien
Den Grønne Trepart gør problemstillingen endnu mere principiel. Jeg støtter tanken om, at sårbare arealer kan tages ud af intensiv landbrugsdrift gennem frivillige aftaler, jordfordeling og offentlige opkøb. Det er netop den type løsninger, som den danske samarbejdsmodel burde være god til.
Men frivillighed bliver et vanskeligt begreb, hvis staten samtidig gennem regulering kan reducere den økonomiske værdi af det aktiv, som den bagefter tilbyder at købe. Hvis en lodsejer først får begrænset sin mulighed for at dyrke sin jord og derefter tilbydes at sælge jorden til staten, opstår et principielt spørgsmål om balancen mellem almindelig regulering og ekspropriation.
Man behøver ikke være jurist for at forstå problemet. Hvis staten med den ene hånd reducerer værdien af en borgers ejendom og med den anden hånd tilbyder at købe den, skal vi være ekstraordinært opmærksomme på retssikkerheden.
Det handler ikke kun om landmænd. Det handler om, hvilket samfund vi ønsker. For Danmark er bygget på noget langt mere værdifuldt end love og bekendtgørelser. Danmark er bygget på tillid.
Vi betaler en meget stor del af vores indkomst i skat, fordi langt de fleste danskere grundlæggende accepterer statens legitimitet. Vi følger reglerne uden at have en politibetjent stående ved siden af os. Virksomheder indberetter oplysninger. Borgere accepterer myndighedsafgørelser, også når de går dem imod.
Denne tillidskapital er opbygget gennem generationer. Men den kan også slides ned.
Det sker, når borgere gentagne gange møder regler, som forekommer urimelige eller uforståelige. Det sker, når staten bygger store administrative systemer, før man ved, om de fungerer. Og det sker ikke mindst, når bestemte befolkningsgrupper oplever, at beslutninger om deres liv og erhverv bliver truffet langt væk af mennesker, som ikke selv skal leve med konsekvenserne.
Her ligger efter min opfattelse den alvorligste risiko ved overreguleringen. Den ødelægger sammenholdet.
Landmanden begynder at opfatte embedsmanden som modstander. Borgeren på landet oplever, at beslutningerne træffes i København. Byboeren får omvendt indtryk af, at landbruget modsætter sig enhver miljøregulering. Politik reduceres til en kamp mellem grupper, hvor den ene sides levevis fremstilles som problemet, der skal reguleres væk.
Det er en dårlig udvikling for Danmark.
Vi har brug for miljøregulering. Men vi har også brug for landbrug. Vi har brug for embedsmænd. Men vi har også brug for borgere og virksomheder, som oplever staten som legitim. Vi har brug for eksperter og modeller. Men modeller må være redskaber for den politiske beslutning – ikke erstatninger for politisk ansvar.
Derfor burde vi stille nogle meget enkle krav til fremtidens lovgivning.
Store indgreb bør så vidt muligt baseres på faktiske målinger frem for teoretiske beregninger. Modeller, som får økonomiske eller retlige konsekvenser for borgerne, bør valideres uafhængigt, før de anvendes som grundlag for sanktioner. Bemyndigelseslovgivning bør begrænses, når de efterfølgende administrative regler kan ændre menneskers ejendomsret eller erhvervsgrundlag væsentligt. Og staten bør ikke kunne påføre en borger betydelige tab gennem regulering uden en åben diskussion af proportionalitet og erstatning.
Frem for alt bør Folketinget genvinde respekten for den gode lov. En god lov er ikke den lov, der hurtigst muligt viser politisk handlekraft. Det er den lov, der stadig virker, når pressemeddelelsen er glemt.
Problematiske IT-systemer som risikofaktor
Vi har i de senere år fået en forestilling om, at næsten ethvert samfundsproblem kan løses med mere regulering, flere indberetninger, bedre data og mere avancerede IT-systemer.
Så enkelt er et samfund ikke. Og så enkelt er naturen heller ikke. Nogle gange er den største politiske ansvarlighed at erkende, at vi ikke ved nok endnu. At måle, før vi sanktionerer. At afprøve, før vi udruller. At lytte til dem, som lever med reglerne. Og at være villig til at bruge lidt mere tid på en lov, hvis alternativet er årtiers administrative problemer og mistillid.
Miljøet bliver ikke bedre beskyttet af dårlig lovgivning. Men dårlig lovgivning kan gøre noget andet: Den kan svække den tillid mellem stat og borger, mellem land og by og mellem forskellige grupper i befolkningen, som er en af Danmarks allerstørste styrker.
Den tillid bør vi behandle som en knap ressource. For når den først er brugt op, kan den ikke genskabes med endnu en ramme- og bemyndigelseslov, nye bekendtgørelser og et opgraderet IT-systemet.
MVH / CR