Holte, den 13. september 2026
I torsdags var vi sammen med nogle gode venner på en sejltur rundt i København. Man undrer sig over hvor meget København har ændret sig over de seneste årtier. Vi sejlede konstant rundt mellem nye flotte og meget dyre boliger og diskuterede, hvem der bor der, og hvor de kommer fra, og hvorfor så rige mennesker stemmer på venstrefløjen i byrådet. Det skal siges at bådens kaptajn og værd på turen også bor i Holte, hvor vi hovedsageligt stemmer konservativt.
Det vi mødte på sejlturen var for os et politisk paradoks. Langs Københavns havn er der gennem de seneste årtier opført tusindvis af attraktive og dyre boliger. Nordhavn, Islands Brygge, Sluseholmen og Enghave Brygge er blevet hjemsted for en veluddannet og velstående befolkning. Kører man nordpå til Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal, møder man tilsvarende velstand i villaer og ejerlejligheder omgivet af skov, søer og Øresund.
Men politisk er områderne meget forskellige. København er blevet stadig mere rød og grøn, mens kommunerne nord for København fortsat har en stærk konservativ tradition.
Den traditionelle forklaring ville tage udgangspunkt i klasse og økonomi. Men måske skal vi stille spørgsmålet på en helt anden måde: Hvad nu hvis den velstand, vi ser omkring København, ikke er problemet for de gamle folkepartier, men resultatet af deres succes?
Socialdemokratiet og Venstre har gennem mere end hundrede år på hver deres måde været centrale drivkræfter i opbygningen af det moderne danske velstandssamfund. Socialdemokratiet kæmpede for arbejdernes økonomiske og sociale tryghed, uddannelse, ordentlige boliger og velfærd. Venstre repræsenterede landbruget, selvejet, erhvervslivet og siden en bred borgerlig middelklasse med vægt på økonomisk vækst og personlig fremgang.
De to partier var politiske modstandere, men de delte et grundlæggende projekt: almindelige mennesker skulle have mulighed for et bedre og tryggere materielt liv.
Det projekt lykkedes i bemærkelsesværdig grad.
Store dele af den befolkning, som tidligere generationers politik skulle løfte, har i dag gode uddannelser, høje indkomster, pensionsopsparinger og værdifulde ejerboliger. De har opnået en økonomisk sikkerhed, som deres bedsteforældre kun kunne drømme om.
Og netop derfor kan Socialdemokratiet og Venstre være blevet ofre for deres egen succes.
Når den historiske mission lykkes
Kaare Dybvad har rejst spørgsmålet om Socialdemokratiets udfordring med de unge. Bag dette ligger et endnu større spørgsmål: Hvilket politisk projekt tilbyder man generationer, som ikke selv har oplevet den materielle usikkerhed, der skabte arbejderbevægelsen?
For en arbejderfamilie i 1930’erne eller 1950’erne var bedre løn, bolig, uddannelse, pension og social sikkerhed ikke abstrakte politiske mål. De handlede om selve tilværelsen. Tilsvarende var mulighederne for selveje, økonomisk fremgang og erhvervsfrihed konkrete spørgsmål for Venstres vælgere.
Men hvad sker der, når børnene og børnebørnene har fået uddannelsen, boligen, pensionen og sikkerheden? De holder ikke op med at have politiske behov. De begynder blot at efterspørge noget andet.
Her giver Abraham Maslows behovspyramide en interessant forklaring. Når de grundlæggende materielle behov og behovet for sikkerhed er dækket, får tilhørsforhold, anerkendelse, identitet og selvrealisering større betydning. Politologen Ronald Inglehart beskrev en beslægtet udvikling som fremkomsten af postmaterielle værdier.
Det betyder ikke, at penge bliver ligegyldige. Men når økonomisk tryghed først er blevet en naturlig baggrund for livet, behøver spørgsmålet om yderligere materiel fremgang ikke længere afgøre, hvor krydset sættes.
Man begynder at spørge: Hvilket samfund ønsker jeg at leve i? Hvad giver livet mening? Hvordan beskytter vi klimaet og naturen? Hvilke fællesskaber vil vi tilhøre? Hvilken verden efterlader vi til vores børn?
København har fundet ét svar
I København har denne udvikling fået et tydeligt politisk udtryk.
En stor del af den nye velstand findes blandt højtuddannede professionelle: læger, jurister, ingeniører, IT-specialister, konsulenter, embedsmænd, forskere, kommunikationsfolk og ledere. Mange har to gode indkomster i familien og ejer boliger, hvis værdi er steget dramatisk.
De er økonomisk vindere i det samfund, Socialdemokratiet og Venstre var med til at skabe. Men det betyder ikke, at de føler sig politisk hjemme hos nogen af de to partier.
Når de materielle behov i vid udstrækning er dækket, søger de politisk mod spørgsmål, der ligger højere i behovspyramiden. Klima, miljø, mangfoldighed, ligestilling, livskvalitet og internationale spørgsmål får større vægt.
Her har SF, Enhedslisten og Alternativet tilbudt stærke politiske fortællinger.
Det interessante er derfor, at Københavns venstredrejning ikke nødvendigvis skal forstås som et oprør fra økonomisk udsatte mennesker mod de velstående. En del af den moderne storbyvenstrefløj består tværtimod af mennesker, som selv har fået betydelig del i velstanden. De efterspørger blot noget andet af politik end deres forældre og bedsteforældre gjorde.
Boligformen understøtter værdierne
Storbyens livsform kan forstærke denne udvikling. Den yngre københavner kan være stærkt individualistisk i sit private liv og samtidig være vant til kollektive løsninger. Når mennesker bor tæt, må de dele gader, parker, kollektiv trafik, cykelarealer, institutioner og mange andre begrænsede ressourcer. I en ejerforening ejer man sin egen lejlighed, men samtidig tag, facader, installationer og udearealer sammen med andre.
Storbyen bliver dermed en daglig øvelse i at kombinere individuel frihed med kollektiv organisering.
Den erfaring kan gøre det naturligt at se kommunen og staten som redskaber til at løse fælles problemer. Klima og miljø passer næsten perfekt ind i denne forståelse: Den enkelte kan gøre meget, men problemet kan ikke løses individuelt. Dermed opstår en moderne storbyvælger, der økonomisk kan være ganske velstående og samtidig politisk ønske omfattende fælles løsninger.
Nord for København findes et andet svar
Kører man nordpå, forsvinder velstanden ikke. Men værdierne får et andet politisk udtryk. I Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal findes mange af de samme højtuddannede og økonomisk privilegerede grupper. Alligevel står Det Konservative Folkeparti stærkt.
En del af forklaringen ligger i historien. Der findes en ældre borgerlig tradition, hvor familie, ejerskab, personlig ansvarlighed, lokalsamfund og ønsket om at bevare noget værdifuldt til næste generation har været centrale værdier. For især ældre generationer har Det Konservative Folkeparti fortsat en naturlig forbindelse til denne livsform.
Men hvis dette var hele forklaringen, ville den konservative position sandsynligvis langsomt forsvinde med generationsskiftet.
Derfor er en anden udvikling mindst lige så interessant: Det Konservative Folkeparti har samtidig placeret natur, miljø og klima tydeligere i sin politiske identitet og fremstår på flere områder som den grønne del af blå blok.
Dermed kan partiet bygge bro mellem to generationers værdier. Den ældre konservative vælger kan genkende ansvarlig økonomi, ejendomsret, familie, kontinuitet og respekt for eksisterende institutioner. Den yngre veluddannede familie kan samtidig genkende ønsket om at beskytte natur, klima og de fysiske omgivelser, som er en væsentlig del af årsagen til, at familien netop har valgt at bo i Nordsjælland.
Skoven, søen og landskabet er ikke abstrakte miljøpolitiske begreber. De findes uden for vinduet. Her mødes klassisk konservatisme og moderne grøn politik omkring et fælles begreb “at bevare”. Eller sagt på den konservative måde: At ændre for at bevare.
To svar på det samme behov
Dermed bliver forskellen mellem København og Nordsjælland mindre paradoksal.
Begge steder møder vi mennesker, der i betydelig grad har opnået den materielle tryghed, som det 20. århundredes store politiske bevægelser kæmpede for. Derfor søger begge grupper videre mod værdier højere i behovspyramiden.
Men de finder forskellige politiske svar. I København forbindes ønsket om mening og ansvar i højere grad med forandring, klima, mangfoldighed, lighed og kollektive løsninger. Derfor bliver SF, Enhedslisten og Alternativet naturlige politiske muligheder.
Nord for København forbindes det i højere grad med natur, familie, lokalsamfund, personligt ansvar, kontinuitet og ønsket om at bevare noget værdifuldt. Her kan Det Konservative Folkeparti tilbyde en kombination af klassiske borgerlige værdier og moderne grøn ansvarlighed.
Det er ikke nødvendigvis forskellige økonomiske interesser, vi ser. Det kan være forskellige svar på det samme postmaterielle spørgsmål: Når vi har fået velstanden, hvad skal vi så bruge den til?
Folkepartiernes nye problem
Her bliver udviklingen alvorlig for både Socialdemokratiet og Venstre.
De to partier har været med til at levere noget af det, deres historiske vælgere efterspurgte. Socialdemokratiet var med til at skabe social sikkerhed og bred adgang til uddannelse og velfærd. Venstre var med til at skabe et samfund præget af selveje, økonomisk vækst og muligheder for personlig fremgang.
Men politiske partier kan ikke leve evigt af gårsdagens mission – heller ikke når den lykkedes.
Hvis nye generationer tager materiel tryghed for givet, må partierne kunne fortælle, hvad næste projekt er. Her ligger måske Socialdemokratiets egentlige udfordring med de unge. Problemet er ikke nødvendigvis, at de unge har forkastet det samfund, Socialdemokratiet var med til at bygge. Tværtimod. De er vokset op inde i det og betragter mange af dets resultater som selvfølgelige.
De spørger derfor efter næste etage.
Det samme problem rammer Venstre. Økonomisk vækst, erhvervsvenlighed og skat er fortsat nødvendige politiske spørgsmål, men de giver ikke nødvendigvis en tilstrækkelig fortælling om det gode liv for mennesker, der allerede har opnået betydelig økonomisk sikkerhed. Det er måske derfor, fremtidens politiske konkurrence i stigende grad vil handle om værdier, som tidligere blev betragtet som sekundære i forhold til økonomien.
Klima. Natur. Familie. Identitet. Kultur. Fællesskab. Tilhørsforhold. Ansvar over for kommende generationer.
Det 20. århundredes store politiske spørgsmål var i høj grad, hvordan vi skabte velstand og fordelte den. Det 21. århundredes spørgsmål kan i stigende grad blive: “hvordan kan velstanden fremover tjene os og vore efterkommere?”.
Og måske er det netop derfor, vi i dag kan se velstående københavnere stemme på SF, Enhedslisten og Alternativet, mens lige så velstående borgere få kilometer mod nord fortsat stemmer konservativt, dog med kravet om en fuld tilslutning til den grønne omstilling..
De har ikke glemt økonomien. Men de har fået råd til at efterspørge noget mere.
Til sidst
De gamle skillelinjer mellem erhverv og politisk tilhørsforhold er i opbrud. Nye partier opstår mens de gamle partier taber tilslutning hos de unge. Når livet ikke længere er en kamp for at opnå økonomisk velstand kommer personlige værdier, præferencer, boligformer og tilhørsforhold til fællesskabet til præge vores valg.
MVH / CR