Pandekagehuset solgt til nabo

Øster Lyng, den 8. september 2021

 For to år siden købte min søn Herluf et sommerhus, der ligger nabo til vores sommerhus på Græshoppestien. Se nyhedsbrevet fra dengang her>>

Børnebørnene kaldte det “Pandekagehuset” med associationer til eventyret “Hans og Grete“. Forfatteren Annie Brydegaard Danielsen har beskrevet pandekagehuset i sin bog “Østerlyng”. Her er et uddrag fra bogen vedrørende Pandekagehuset 2019.

Pandekagehuset september 2021.

I sommeren 2020 gik vi i gang med at trimme grunden og istandsætte pandekagehuset som et museum fra begyndelsen af sommerhusudstykningerne i Øster Lyng for 70 år siden. I dag er næsten alle de gamle sommerhuse fra starten af 1950’er enten revet ned og erstattet af nye sommerhuse, eller så er der tilbygget i så mange omgange, at det originale sommerhus er gemt væk blandt mere moderne tilbygninger. Men med Pandekagehuset har vi et originalt sommerhus, som blev nænsomt renoveret.

Da grunden er meget stor i forhold til de fleste udstykninger området, var det planen at bygge et nyt sommerhus et andet sted på grunden og dermed tilstræbe at opnå en arkitektonisk harmoni mellem de to huse. På tegnebrættet var der en bjælkehytte efter egen design og ikke noget typehus.

Men sådan skulle det ikke gå. På grund af vanskelige tilkørselsforhold var flere af naboerne kede af at skulle have trafikken tæt på deres egne sommerhuse. Vi havde adskillige møder og samtaler om, hvordan problemet kunne løses, dog uden at alle kunne være glade og tilfredse.

Løsningen kom i august, hvor en af naboerne forsigtigt spurgte, om løsningen kunne være, at de købte pandekagehuset og lagde det sammen med deres eget sommerhus og dermed løste tilkørselsforholdene. Vores første tanke var, at dermed brast drømmen og det nye bjælkehus, hvor pandekagehuset blev bevaret som anneks. Men efterhånden som der blev vejet for og imod, så vandt hensynet til et godt langvarigt naboskab. Vi kommer jo alle op i sommerhuset for at slappe af i fred fra hverdagens travlhed og problemer. Derfor vejer de gode naborelationer særdeles meget. Og stor tak til MV, uden hvis mellemkomst denne løsning nok ikke blev fundet.

 

Comments are closed.