Global politisk rivalisering

Holte, den 7. maj 2024

For to år siden skrev jeg om den nye verdensorden kort efter at Ukraine-krigen var blusset op efter den 24. februar 2022. Det var skrevet som en konsekvens af, at den unipolare verdensorden med USA som den eneste supermagt var blevet kraftigt udfordret af andre regionale supermagter – i første omgang Rusland og Kina. For godt et år siden skrev jeg en opdatering på den Russiske strategi, hvor jeg trækker på militærhistoriske erfaringer i forsøget på at forstå den udvikling, der sker for øjnene af os.

Set over en lidt længere historisk periode har Verdensordenen været under konstant forandring. Resultatet at 1. verdenskrig blev, at 5 regionale imperier forsvandt med USA som den dominerende sejrherre. Resultatet af 2. verdenskrig førte til den kolde krig med to rivaliserende supermagter. Sovjet imploderede i 1991, og så var der kun én supermagt tilbage og verden kunne nyde Pax-America de næste tre årtier, hvor globaliseringen gav stor velstand til omfattende befolkningsgrupper. Globaliseringen medførte også mange negative konsekvenser, som først for alvor gik op for de fleste efter at Trump blev valgt til præsident i USA i 2015. Hvad skete der, spørger vi os selv? Dette er emnet for nærværende dokument.

Fundamentale historiske erfaringer

Et centralt fundamentalt spørgsmål er: ”Hvad er homo sapiens for et dyr”? Og hvordan har dette fysisk svage dyr erobret hele planetens overflade og fortrængt store dele af den oprindelige fauna og flora. Hvilke egenskaber karakteriserer dette dyr – kaldt homo sapiens. Og kan vi lære noget om mennesket ved at studere dets nære slægtninge så som aber, ulve, løver osv.

Alle nulevende dyr og planter har en strategi om artens overlevelse. Ellers var de for længst uddøde. Nogle arter er invasive og andre må vige lokalområdet og finde nye steder, hvor der er fred til artens overlevelse. De har alle en fælles strategi om overlevelse (Survival of the fittest).

Men de har vidt forskellige taktikker, som ikke skal beskrives nærmere her. Homo sapiens har været forbandet god til at tage kampen op mod truende rivaler. Homo sapiens har udviklet en hjerne, hvor taktiske overlevelsestaktikker kan udtænkes virtuelt. Hjernen arkiverer også erfaringer, der kan anvendes umiddelbart efter lagringen. Mange andre dyrearter lager overlevelsestaktikker i deres gener, der har en responstid på tusinder af år før justeringer og tilpasningen finder sted.

Så homo sapiens har i kampen om overlevelse en lynhurtig responstid i at uddrage læren fra tidligere erfaringer. Homo sapiens blev på det individuelle plan langt mere responsiv end alle konkurrerende arter.

Homo sapiens havde en anden vigtig iboende egenskab, som også prægede de nærmeste slægtninge, og det var at arbejde sammen til det fælles bedste. Mennesket er fundamentalt set et flokdyr. Man jagede i flokke, man forsvarede sig i flokke, man søgte sammen i flokke for at overleve hverdagens udfordringer. I stenalderen var en typisk flok mellem 50 og 150 individer. Det tillod en arbejdsdeling, hvor manden var skaffedyret og kvinden passede bopladsen og holdt orden i eget hus.

Overgangen fra jæger-samler til bondekulturen for nogle tusind år siden gav mulighed for at mennesket kunne samarbejde i langt større flokke. Store flokke kræver en organisering med en ledelsesstruktur. Ramses II (Egypten 1.300 år f.Kr.) er et godt eksempel på en tidlig statsdannelse. Tilsvarende statsdannelse forekom i Anatolien (nu Tyrkiet) og i 1274 f.Kr kom de to statsdannelser i krig med hinanden i Slaget ved Kadesh.

Arkæologerne har med alt tydelighed afdækket, hvordan jæger-samler stammer rivaliserede om land og andre værdier, men Slaget ved Kadeth viser, hvordan statsdannelsen ikke bare førte til småkrige, men til en alvorlig krig med mange døde.

Så homo sapiens voldsparathed er tilsyneladende en del af menneskets natur.

Konklusioner:

Fundamentalt set er mennesket et flokdyr, der holder sammen internt i rivaliseringen med andre flokke i nærområdet.
Agerbrug og statsdannelsen tillod at flokken blev større og rivaliseringen blev langt mere omfattende og tabsgivende end tidligere observeret.
Udviklingen siden har ført til meget større og mere komplekse statsdannelser, der konstant rivaliserede om magt og dominans. Til tider blev rivalisering så intens, at det førte til åben krig.

Behovspyramiden

Stenalderens bopladser og den senere statsdannelse imødekom menneskets mest fundamentale behov, som er mad og beskyttelse (food and protection). Så længe flokkens ledelse kunne sikre disse to fundamentale behov, så opførte mennesket sig loyalt. Man gjorde, hvad lederen forlangte for at sikre egen og flokkens overlevelse.

Når de fundamentale behov er opfyldt har mennesket et behov for at stifte familie og forsamle sig i mindre interessegrupper. Dermed tillader statsdannelsen, at der opstår mindre grupper med egne særinteresser – dog så længe de ikke udfordrer den overordnede magt- og ledelsesstruktur.

Mennesket havde tillige et stort behov for at rodfæste sig mentalt, hvilket førte til religionsdannelse. Der opstod mange lokale naturreligioner. For knap to tusind år siden blev disse sporadiske religioner til dels afløst af tre monoteistiske religioner (jødedom, kristendom og islam) i den vestlige verden. Indien og Kina udviklede deres egne religioner. Disse tre monoteistiske religioner har siden formet et stærkt tilhørsforhold og medført en kraftig rivalisering, der til tider førte til krig (fx korstogene).

Homo sapiens stræbte efter velstand i form af kvalitetsvarer i store mængder. Det er trist at leve i fattigdom selv om de fundamentale behov i form af mad og beskyttelse er dækket. Velstand er et vigtigt behov både for hele flokken (fx nationalstaten) lokalsamfundet (fx kommunen), familien og individet.

I Europa opstod i oplysningstiden for ca. 300 år siden et behov for at kunne realisere sine individuelle behov. Det blev i et vist omfang tolereret, da det bl.a. førte stor individuel opfindsomhed, der kom flokken (staten) til gode. Det blev medårsagen til, at Europa distancerede resten af verden med opfindelser, der gjorde Europa overlegen i krig og i kulturel dominans. Det førte til omfattende skibsfart og den industrielle revolution.

De menneskelige behov tilgodeses mere eller mindre i den ledelsesstrategi, som repræsenterer flokken. Her kan ”flokken” være alt fra statsdannelsen, firmaet, kommunen osv.

Konklusion: De behov, der karakteriserer menneskets drivkræfter er:

Behov for mad og beskyttelse
Behov for at danne familie og interessegrupper
Behov for kunne have sin tro og religion (uden at blive forfulgt)
Behov for at komme ud af fattigdommen og opnå relativ større velstand
Behov for individuel personlig frihed (demokrati og menneskerettighed)

Rivaliserende politiske ideologier

Politiske ideologier har konstant ført til rivalisering gennem flere tusind år. Det har i flokken skabt en ”dem og os” kultur. Nationalstaten er kendetegnet ved en meget stærk intern sammenhold med veludviklede fjendebilleder. Nationalstaten har mange positive egenskaber, men den negative konsekvens er, at rivaliseringen med andre nationalstater let fører til voldelig krig med katastrofale ødelæggelser og mennesketab som konsekvens. Et godt eksempel er 1. verdenskrig.

Når man vurderer de forskellige politiske ideologier og deres lokale relevans, kan man med fordel evaluere, til hvilken grad ovennævnte menneskelige behov bliver tilgodeset og prioriteret.

Her er nogle eksempler:

Erdogan i Tyrkiet prioriterede religionen op og reducerede borgernes potentielle velstand og personlige frihed ved at fjerne sig fra Vesten
Xi i Kina har opprioriteret velstanden og nedprioriteret den individuelle frihed
Putin har prioriteret sammenholdet i den russiske nationalstat op og sikret et bedre religionsfrihed mod at reducere den personlige frihed og demokratiet. Desuden er befolkningens velstand blevet forbedret.
Ukraine har prioriteret demokratiet op og dermed sat landets sikkerhed over styr
UK har prioriteret den personlige frihed op mod at prioritere velstanden ned ved at gennemføre Brexit
Israel har prioriteret religionen (jødedommen) op og dermed nedprioriteret landets sikkerhed.

Alle disse små politiske forskydninger har medført store spændinger i landenes indbyrdes rivalisering, og på to områder (Ukraine og Israel) har det ført til åben krig med store ødelæggelser og mange døde.

Fra unipolær til multipolær verdensorden

Det er min påstand, at vi for tiden oplever store globale kriser som konsekvens af en ændret verdensorden fra at være unipolær til at være multipolær med 3 – 5 dominerende stormagter, der indbyrdes rivaliserer om lokal politisk dominans.

Men for at forstå de nuværende kriser og krige kan man med fordel analysere de karakteristika, som henholdsvis unipolar og miltipolar verdensorden repræsenterer.

USA som den unipolære stormagt

Man skal være over 50 år for at have mærket den personlige usikkerhed, som kunne opleves under den kolde krig. Personligt er jeg gammel nok til at huske og føle Cuba-krisen i 1962. Jeg var 14 år og min far udbrød at nu kommer atomkrigen og vi risikerer alle at blive udslettet. Hård kost for en 14-års dreng. Min mor trøstede mig med at Gud holder hånden over os og at Guds rige stod klar til at tage imod os.

Men langt fra alle i vores nuværende samfund har fået et politisk chok af denne størrelse.

For 40 år siden kom der en begyndende forsoning mellem de to stormagter (Reagan og Gorbatjov) og i 1991 blev Sovjetunionen opløst. Dermed var den alvorlige rivalisering mellem verdens to stormagter slut og en ny unipolær verdensorden tog sin form.

I realiteten var den sovjetiske union ikke længere tidssvarende og Rusland med Jeltsin i spidsen formede en union bestående af de gamle Romanov imperieområder: Rusland, Belarus og Ukraine. Det er en medvirkende årsag til at Ukraines tilnærmelse til Vesten gør så ondt på Rusland.

Liberalt demokrati

Den vestlige verdens politik kan kort beskrives et liberalt demokrati. Det kan være vanskeligt at beskrive liberalisme, da vi er opvokset i en kultur baseret på liberale værdier.

For 25 år siden arbejdede jeg i Kina gennem længere tid og diskuterede ofte politik med mine kinesiske kollegaer. Her fik jeg et helt andet syn på liberalisme, som kineserne høfligt kritiserede som værende uansvarlig. De var lige så kritiske over for den vestlige liberalisme, som vi var over for deres måde at behandle menneskerettigheder på. Siden da har jeg forholdt mig kritisk over for Vestens liberale demokrati og var helt sikker på, at resten af verden ville hade den og bekæmpe den, hvis man turde. Jeg lærte også i Kina, at man kun udtalte kritik, hvis man havde et stærkt fortroligt forhold, da ”ingen måtte tabe ansigt” og at konfrontationer blev anset som værende uciviliseret.

Bogen ”Why Liberalism Failed” af Patric Deneen (2017) giver en god forståelse af den vestlige liberalisme. Her er udsnit frit oversat og i forkortet form:

Liberalisme handler om individets frihed. Det enkelte menneske er bedst til at definere sine egne mål, sine egne værdier og sin egen lykke. Derfor er det vigtigste ved liberalismen dens syn på mennesket. Et autonomt væsen, der træffer selvstændige valg. Flertallet ved ikke, hvad der er bedst for den enkelte, og derfor skal vi så vidt muligt kunne vælge selv.

Staten skal ikke blande sig i personlige moralske valg. Seksualitet, ægteskaber, venskaber osv. I det hele taget skal staten forsøge at holde sig neutral og lade være med foretage værdidomme om, hvorvidt den ene måde at leve på er bedre end den anden. Ligesom den skal beskytte os mod vilkårlighed, så ens muligheder ikke afhænger af, hvor man bor, eller hvilken sagsbehandler eller embedsmand man tilfældigvis har med at gøre.

Liberal demokrati har både en venstreorienteret og en højreorienteret ideologi og derfor ikke et spørgsmål om at være venstreorienteret eller højreorienteret. “Woke” bevægelsen er fx venstreorienteret, og modstand mod statens indblanding er fx højreorienteret.

Liberal demokrati har givet os det politiske system og samfund, som vi har i dag. Vi vælge de politikere (både højre og venstresiden), der understøtter den liberale tankegang.

Som et kuriosum kan nævnes regeringens afskaffelse af St. Bededag. Befolkningens protester er fuldstændig ude af proportion, da man bare kan holde en fridag eller forhandle sig til en fridag uden politisk indblanding. Vreden fra både venstre- og højrefløjen kommer sandsynligvis fra SVM-regeringens krænkelse af de liberale værdier. Så det er en værdikamp mere end et spørgsmål om arbejdstider.

Kritik af Liberal demokrati

Det er min påstand, at den liberale demokrati på trods af mange fordele også er ødelæggende for vores samfund og skaber stor fjendtlighed, når Vesten forsøger at påtvinge denne ideologi på resten af Verden. Det vil jeg forsøge at forklare i det følgende.

Liberalismen anerkender ikke i tilstrækkelig grad, at vi mennesker er forbundne kulturelt, sikkerhedsmæssigt, religiøst osv. Mennesket er grundlæggende set et flokdyr, der accepterer at arbejde sammen under en ledelse, der tilgodeser menneskets grundlæggende behov, som beskrevet ovenfor.

De fleste antropologer, der studerer kulturer og fællesskaber, er overbevist om, at mennesket i kraft af sin biologi, kultur og opførsel er dybt forankret i sociale relationer.

Liberalismen nedbryder familiestrukturen og vores lokale fællesskaber. Den skaber unødig intern rivalisering mellem mennesker, der ellers burde holde sammen og styrke flokkens samlede overlevelse. Lokalkulturer bliver erstattet af detaljeret lovgivning fra samfundets top i forsøget på at stille alle lige og reducere den interne fjendtlige rivalisering, som er indbygget i liberalismens grundstruktur.

Men ikke nok med, at vi svækker og ødelægger vores egen samfundsstruktur med vores liberale ideologi. I den bedste mening har den vestlige verden gennem de seneste 30 – 40 år udnyttet sin stormagtsposition (hegemoni) til at udbrede denne ideologi til resten af verden.

Resten at verden hader den vestlige hegemoni.

Den vestlige verdens moderne korstog har fået andre lande og kulturer til at protestere og modarbejde denne ideologiske dominans.

Men protestlandene gør det stille og de gør det taktisk klogt, for Vestens teknologi og penge har skabt en gensidig afhængighed. Den vestlige kapitalisme og ideologi har hjulpet den øvrige verden til at opnå større velstand i egne områder. Men Vesten kan ikke fortsat købe sig til ”lydighed” i resten af verden.

De små er ved at blive store og gør oprør som vi i familien kender det fra vores teenagerbørn. Vi kan til en vis grad købe deres accept med penge og velstand, men de køber ikke forældregenerationens forstokkede ideologier.

Oprør mod vestlig dominans (hegemoni)

Vi ser det i sportens verden. Får et hold kun sølv eller bronze, da de gik efter guldet, så går man hjem og slikker sårene og analyserer, hvad der gik galt. Homo sapiens giver aldrig op, men lægger nye taktikker, som forhåbentlig vil bringe en sejr i en revanchekamp.

Første alvorlige protest mod den vestlige verdens hegemoni kom fra den muslimske verden. Det blev tydeligt i 2001 med 9/11 hændelsen. Siden da har den muslimske trang til frigørelse fra den vestlige verden kun blevet større. Iran har længe forhandlet med USA og Europa for at vinde tid til at cementere sin magt yderligere.

Anden alvorlige protest kom fra Putin på München konferencen i 2007. Her advarede Putin uden omsvøb, at den vestlige ekspansion mod øst var uacceptabel. Putins advarsel blev gentaget på Nato topmødet i Bukarest i 2008. Dagbladet Information har genlæst Putins taler gennem de sidste 30 år og overskriften hedder ”Burde man have set krigen komme”. Rusland kan på ingen måde acceptere, at Nato ekspanderer til Moskvas forhave og at den vestlige demokratiske liberalisme indføres i Ukraine. Så hellere smadre hele Ukraine til ukendelighed.

Den tredje alvorlige protest kom i efteråret 2015 i USA, hvor Trump blev valgt til præsident. Han lovede at ”dræne sumpen” i Washington, afslutte krigene med den øvrige verden, begrænse den illegale emigration ”Make America Great Again” (MAGA). Kun Trumps uduelighed under Covid-19 forhindrede ham i at blive genvalgt i 2019, og i dag frygter mange, at han bliver genvalgt til efteråret 2024.

Den fjerde alvorlige protest er kommet gentagende gange fra præsident Xi i Kina, der truer med krig, hvis vesten blander sig i Taiwan anneksionen og Kinas dominans i det Sydkinesiske hav.

Den nye verdensorden

Hvis man var i tvivl, da Rusland invaderede Ukraine i 2022, så bør man ikke længere være i tvivl om, at den unipolare Verdensorden er slut.

Vestens reaktion på den russiske aggression havde et økonomisk omfang, som aldrig før set. Desuden forsynede Vesten den ukrainske hær med våben og topteknisk udstyr for omkring tusind milliarder kroner. Vi ser nu resultaterne. Ukraine taber på slagmarken og den russiske økonomi har det bedre end før krigens start. Omstillingen til krigsindustri har boostet den økonomiske vækst i Rusland. Embargoen mod russisk olie og gas har jaget priserne op, så de russiske indtægter er større end nogensinde. Når krigen er slut, så har Rusland den største krigskapacitet siden midten af 1980erne. Det giver mulighed for eksport af russiske våben til Afrika, Mellemøsten og andre lande, der har behov for oprustning.

Vesten gør klogt i at anerkende Rusland for værende en regional stormagt og som konsekvens bidrage til en fredsordning i Ukraine krigen – sandsynligvis der, hvor fronterne står lige nu.

Kina er i dag en økonomisk stormagt. Den industrielle produktion er uden sammenligning den største i Verden. Kina har en befolkning, der overstiger USAs og Europas tilsammen.

Set fra en strategisk synsvinkel, så har Vesten uklogt bidrages til Kinas al for hurtige vækst. Som en amerikansk politiker sagde: ”We have been feeding the beast for years without considering the consequences”. Vestens jagt på velstand kombineret med vestens tro på at vores liberale demokrati ville sejre på resten af planeten har vist sig at være en forfejlet strategi.

Den nuværende verdensorden består af tre rivaliserende stormagter:

USA som fortsat er absolut førende, men nu ikke alene om at diktere verdensordenen
Rusland som det land, der har erklæret vesten militær konfrontation
Kina som en økonomisk stormagt, der sidder på størstedelen af de sjældne metaller og tillige dominerer industriproduktionen. Den økonomiske magt udbredes til andre lande og især Afrika (Det globale Syd).

Inden for få år vil vi nok se to nye medlemmer blandt de regionale stormagter:

Indien, som har en befolkningsstørrelse på samme niveau som Kina, men i modsætning til Kina har Indien en ung befolkning, hvoraf mange er veluddannede. Indien frygter Kinas militære ekspansion og ser det som en nødvendighed at afskrække Kina militært. Indien har rivaliseret med Pakistan i årtier og er som følge deraf en atommagt.
Europa som en ”blød stormagt”, men som også vil opruste med henblik på at afskrække Rusland og holde orden i nærområderne. Europa vil fortsat være tæt allieret med USA, men kan ikke længere trække på fredsdividenden.

Rivaliseringen er tiltagende

På grund af menneskets natur og den måde, som vi organiserer os på i nationalstater, så vil der næsten altid være rivalisering mellem staterne. I den uskyldige ende har vi rivalisering i sport, hvor en fodboldsejr på hjemmebane kan få et land eller en by til at gå i ekstase. Tilsvarende kan et nederlag medføre flere dages kollektiv sorg. Endvidere konkurrerer landene på markedet med deres produkter og den økonomiske rivalisering kan til tider blive ganske heftig. Den civile rivalisering kan blive intens, men medfører sjældent dødsfald, men derimod nedværdigelse, ydmygelse, straf o.l. så der er rigtig meget at kæmpe for, hvilket generelt virker opildnende for homo sapiens.

Mange former for rivalisering

Det er menneskets natur at rivalisere. Det er sandsynligvis hovedårsagen til, at homo sapiens er endt på toppen af naturens magtpyramide.

Rivalisering i sport. I fredstider er store dele af det civiliserede menneskes liv optaget af rivalisering i sport. Verdensmesterskaber, Olympiader, Europamesterskaber, Danmarksmesterskaber, klubmesterskaber tiltrækker størstedelen af befolkningerne og er en multimilliard aktivitet. Sport er relativt ufarligt, da der findes regler og sanktioner. Og dommerens afgørelse kan næsten aldrig omgøres.

Rivalisering i velstand. Kapitalismen er i dag en global aktivitet, hvor staterne kun har en begrænset indflydelse på investeringer, finansieringer og pengestrømmene. Aktiemarkedet er global og påvirkes kun i meget begrænset omfang af de enkelte staters politiske handlinger. Krigen i Ukraine har ikke fået aktierne til at gå ned, men kun forårsaget interne forskydninger. Aktierne på tyske Rheinmetall er på knap tre år steget fra kurs 80 til 550. Aktierne på Carlsberg faldt, da Putins venner overtog bryggeriets aktiviteter i Rusland. Der kan siges meget mere om økonomisk rivalisering, men dette er ikke formålet i denne beskrivelse, der fokuserer på politisk rivalisering.

Rivalisering i IT. Stormagternes rivalisering inden for IT tog sin begyndelse i rumkapløbet i 1960’erne, hvor Sovjet på daværende tidspunkt var førende. Men efter Kennedys ”Put a man om the moon” talen i 1961 kom der gang i IT udviklingen, der få år senere satte USA/NASA i en førerposition. Siden har både rumkapløbet og den militære oprustning haft IT-udviklingen som den absolut afgørende faktor. Vi ser også, at hybrid krig er blevet en vigtig faktor i styrkelse af egen magt og i destabiliseringen af fjendens domæne.

Magthierarki i rivaliseringen

Mennesket rivaliserer konstant på alle nævnte områder, men der er en form for præference afhængigt af, hvor alvorlig rivaliseringens resultat kan medføre. Selv om det er katastrofal, når FC Barcelona taber til Real Madrid, så medfører det ikke død og store ødelæggelser. Det bliver højst til slagsmål i gaderne til politiet genvinder kontrollen.

Rivalisering i sportens verden. Så i fredstid rivaliserer mennesket i sportens verden, men når den politiske rivalisering spidser til, at aflyses deltagelse i OL osv. Så rivaliseringen i sporten må vige for de andre typer rivaliseringer, når den politiske rivalisering tilspidses.

Økonomisk rivalisering. Mennesket rivaliserer konstant på den økonomiske front. Økonomisk velstand giver fred i nationalstaten. Både rige og de fattigere opnår et bedre liv, så alle vinder – dog ikke lige meget, når der er økonomiske fremgang. Alligevel kæmpes der både mellem stater og inden for staten om fordelingen af velstanden.

IT-rivalisering. I dag er rivaliseringen inden for IT stærkt tiltagende. I dag er The Magnificent Seven blevet en samlet en betegnelse for Alphabet, Amazon, Apple, Meta, Microsoft, Nvidia og Tesla, der styrer befolkningernes adfærd på niveau med økonomien. IT-rivaliseringen er for opadgående i et tempo, hvor selv økonomierne ikke kan følge med.

Politisk rivalisering. Kun politisk magt kan påvirke ovenstående rivaliseringsformer, selv om det er i begrænset form i fredstid. Men når den politiske rivalisering bliver meget tilspidset, så bliver de øvrige rivaliseringsformer udkonkurreret og underlagt politisk kontrol.

I yderste konsekvens bliver den politiske rivalisering til militær krig. Som Clausewitz (død 1831) sagde: “Krigen er en fortsættelse af politikken med andre midler”.

Se på Ukraine i dag 2024. Ingen sport af betydning. Alle pengene bruges til krigsindustrien. Al IT-udvikling er rettet mod våbenindustrien og sabotage af fjendens IT-systemer.

Krig er den mest alvorlige form for rivalisering. Som der beskrives lide senere i dokumentet, så kan krigen gå ud af kontrol og dermed mistes også den politiskske kontrol. Krigen bliver altdominerende og resultaterne er uforudsigelige.

Politisk rivalisering blandt stormagter

Der er to typer af rivalisering, der udarter sig vidt forskelligt. Når stormagterne rivaliserer, så er det uden dommer, der kan stoppe kampen. Når andre stater og grupperinger rivaliserer, så vil stormagterne agere som dommere og dermed inddæmme konflikterne.

Stormagterne kan kun sikre deres egen overlevelse som stormagt ved at kunne true andre til lydighed og ved at have et militær, der kan afskrække andre stormagter fra at krænke landets territorier og interesser. Vi kan i årene fremover forvente en kraftig rivalisering mellem de nævnte stormagter, der vil føre til militære konfrontationer. Det betyder ikke, at der vil komme en storkrig, men som Clausewitz siger: “Krigen er en fortsættelse af politikken med andre midler”. Mange konflikter vil blive deeskaleret via diplomatiet, da politikkerne ikke ønsker at miste kontrollen i en konflikt. Konflikter har det med at overtage kontrollen, når tabene når en vis størrelse. Det ser vi lige nu i Gaza konflikten, hvor den israelske vrede har elimineret den politiske strategi. Nu er det krig for enhver pris. Militæret (IDF) har overtaget kontrollen og politikkerne i Knesset, der har mistet kontrollen. Det var præcist denne reaktion, som Hamas havde planlagt i forsøget på at få verdens opmærksomhed og sympati.

Heldigvis er der ingen eksempler på, at en stormagt siden 2. Verdenskrig har mistet den politiske kontrol over hæren. Tidligere skete det fx i 1933, da Weimarrepublikken mistede den politiske kontrol og Hitlers hær satte brand fjendtlighederne, der førte til 2. Verdenskrig. . Den mest alvorlige situation siden 2. Verdenskrig var Cuba-krisen i 1962. Hæren på begge sider var parat til at gå i krig med deres atombomber, men det lykkedes heldigvis for præsidenterne Kennedy og Khrusjtjov at bevare den politiske kontrol. Den hændelse lærte vi meget af.

I stormagternes rivalisering er der ingen overordnet myndighed, der kan dæmpe konflikten og genskabe ro og retfærdighed. Det er kun et brutal magtrivalisering, hvor det stærkeste dyr på savannen forbliver magtfuld fremover. Alpha hannen dræber eller bortjager udfordreren og straffer denne ganske alvorligt med hensigten om, at situationen aldrig gentager sig. Det kan vi se på de mange dyrefilm på TV. Det samme gælder, når en stormagt udfordres. En stormagt med atomvåben vil sandsynligvis hellere bruge disse våben end at lade sig udslette som stormagt. Så længe Rusland klarer sig fint på slagmarken i Ukraine, så vil våbenkapløbet være proportionalt. Men skulle modstanderne (Ukraine + USA + EU) true med at udslette Moskva og dermed udslettet og Rusland som stormagt, så må man forvente at Rusland tager de taktiske atomvåben i brug.

Konklusion: Når stormagter rivaliserer er politikkerne særdeles opmærksom på, at krigen kan gå ud af kontrol og føre til en altødelæggende atomkrig. Derfor tilstræbes en magtbalance forstået på den måde, at enhver form for gengældelse skal være proportional.

Politisk rivalisering blandt de øvrige stater og grupperinger

Stater, der ikke er stormagter og andre grupperinger rivaliserer også til stadighed. Engang imellem bliver rivaliseringen voldelig og fører til krig med død og ødelæggelser. Et godt eksempel er Balkan krigen (Krigen i Eksjugoslavien 1991 – 1999). Både sikkerhedsrådet i FN og nabolandene prøvede med fredelige midler at stoppe krigen, men uden held. Til sidst kom overdommeren (USA bombede Beograd i 1999) ind på banen og fløjtede kampen af – og så stoppede den krig.

Ofte er stormagterne ikke interesseret i at stoppe en voldelig rivalisering – altså krig mellem to mindre grupperinger, idet krigen udgør en faktor i stormagternes indbyrdes rivalisering. Den type krige betegnes som proxy-krige. Blandt de nuværende krige kan nævnes:

Krigen mellem Aserbajdsjan og Armenien (Tyrkiet versus Rusland)
Krigen mellem Gaza og Israel (Rusland og Iran versus USA)
Ukrainekrigen er i realiteten en proxy krig mellem Rusland og USA. Sidstnævnte har Europa som allieret partner.

Det positive ved krige mellem ikke-stormagter er, at når krigen bliver for voldsom, så bliver den stoppet af stormagterne. Overdommeren kommer ind på banen og fløjter kampen af.

Konklusion: Når ikke-stormagter rivaliserer, så tilstræber politikkerne at skabe alliancer med stormagterne for enten at vinde krigen eller for at få den stoppet. Her er der ikke så meget fokus på magtbalance i rivaliseringen, men i at smadre modstanderen (eskalations dominans). Israels krig mod Hamas viser tydeligt taktikken om eskalations dominans samtidigt med en vis form for lydighed mod USA. Det er en yderst følsom balancekunst.

Hvornår er det ok at starteop en krig?

Vores verdensorden har de facto regler for, hvornår det er ok at starte en krig og hvornår det ikke er ok at starte en krig. Det er ok at aktivere militæret når:

Når man bliver angrebet (fx Ukraines selvforsvar den 24. februar 2022)
Når FN beslutter det (fx Kuwait krigen i 1990)
Når der opstår et folkemord (fx Rwanda 1994)

Det er ikke acceptabel at starte en krig når:

Når krigen er rettet mod egen befolkning (fx borgerkrigen i Syrien 2013)
Når krigen startes af præventive årsager (fx Tyrkiets krige mod Kurderne)
Når krige har til formål at berige sig på andres bekostning (fx Kinas erobring af Tibet 1950 )

For stormagterne er den moralske dimension mindre vigtig. Her er den rå militærmagt afgørende, men stormagten vinder ikke den diplomatiske accept, hvis krigen er uacceptabel. Kina bliver stadigvæk kritiseret for erobringen af Tibet i 1950. Hændelsen gjorde fx et stort indtryk på Indien, der fortsat forbereder sig på forsvarskrig mod Kina, så krigen kan have en høj diplomatisk pris.

Generelt straffes de ikke-acceptable krige ganske hårdt på den diplomatiske front.

Eksempel: Kinas aggressioner mod Taiwan og i det sydkinesiske hav gør nabolandene ganske bekymrede. Kina har mange fjender i nærområdet, hvilket kan føre til forsvarsmæssige alliancer. Kinas ekspansive politik opfattes som ikke-moralsk acceptabel. Lige nu er det USA, der truer Kina med krig, hvis de gør alvor af erobringsplanerne. Men om få år er det måske Indien, der vil være den mest faretruende modstander. Japan opruster og det gør Taiwan og Sydkorea også. Allerede nu føres der handelskrige mod Kina. Præsident Xi bør tænke sig ganske grundigt om før han starter en umoralsk erobringskrig. Han vil få mange fjender på nakken.

Hvorfor blev Ukrainekrigen så omfattende?

Ukrainekrigen er den mest triste historie i nyere tid. Krigen er en kæmpemisforståelse fra mange sider. USA ville denne krig i liberalismens hellige navn. Europa (især Merkel) protesterede, men havde ingen indflydelse som følge af Europas manglende kontingentbetalinger til Nato. Kun UK havde en anstændig hær. Tyskland lider stadigvæk over nederlaget fra 2. Verdenskrig. Frankrig har ingen taget alvorligt siden deres kapitulation i 1940. USA havde fuldstændigt overtaget forældremyndigheden over Europa, så hvem i USA gad lytte, når mutti-Merkel advarede om krigstruslen fra Rusland. Hun blev nedladende kaldt en ”Putinversteher”. Havde man lyttet til Merkel og Putins taler, så havde man forstået, at Rusland, trods korruption og brud på menneskerettigheder, var et vigtigt land i det økonomiske og sikkerhedsmæssige samarbejde. At beskylde Putin for at være en trussel mod hele Vesten er måske mere et skræmmebillede end et faktum. Putin er i modsætning til Trump en person, som siger det, som han gør. I dag frygter adskillige krigsanalytikere, at hvis Putin mister magten, så vil den nye regering være en større trussel end tidligere. Putin er forudsigelig. Det er hans evt. efterkommere ikke.

USA ville denne krig af mange årsager og har beviseligt gennem de seneste 10 – 15 år brugt mange milliarder på at støtte Ukrainernes oprør mod Moskva. For det første håbede man at kunne inddæmme den gamle rival fra den kolde krig. For det andet har den amerikanske våbenindustri haft store fordele af krigen og for det tredje, så har krigen skræmt Europa til at opruste militært, så USA fremover kan koncentrere sig om den kinesiske imperialisme og overlade regionale konflikter til Europa. Uden Ukraine-krigen havde USA sandsynligvis ikke haft den nuværende højkonjunktur med store aktiestigninger til følge. Så USA bliver tilsyneladende den store vinder. Noget overraskende, så ser det ud til at Rusland også vinder økonomisk og militært på krigen. Ukraine bliver tilsyneladende den store taber med et smadret land, mange døde og med afståelse af de østlige landområder. Som en del at fredsslutningen vil Rusland sandsynligvis kræve, at Ukraine forbliver et neutralt område – en såkaldt bufferzone.

Havde vesten før Ukrainekrigen accepteret Rusland som en regional stormagt, så var Ukrainekrigen næppe opstået. I dag må vi konstatere, at Rusland er en regional stormagt, men det har været særdeles dyre lærepenge. Og Ukrainerne betaler prisen med mange døde soldater og civile samt et ødelagt land. Den vestlige indblanding i Ukraines interne anliggender har haft alvorlige geopolitiske konsekvenser. Om nogle år vil historikerne evaluere hele forløbet ud fra en magtpolitisk og moralsk synsvinkel.

Afslutning

For Europa og især Danmark er krigen en profession, som i de politiske kredse er gået tabt gennem den lange fredsperiode siden midt 1980erne. Militærstrategikere og forsvarschefen er reduceret til en styrelseschef i et af forsvarsministeriets 8 styrelser. Danmark er i sin egen selvforståelse blevet forsvarsløs og bruger milliarder af kroner til at støtte en krig i Ukraine. Politikkernes falske skræmmebillede er, at hvis Ukraine taber krigen, så kommer Russerne og tager os alle.

Med en solid historisk forståelse i bagagen, så er situationen langt mere kompleks. Jeg tror og håber, at Europa igen kommer til at leve sammen med vores store nabo mod øst uden alvorlige militære konfrontationer, når amerikanerne ikke længere vil acceptere udgifterne til krigen. Men rivaliseringen vil fortsætte med alle andre midler. Det er menneskets natur.