Romertjald i Tyrkiet

Antalya, den 25. Maj 2017.

Aspendos maj 2017

Min hustru kalder det respektløst “Romertjald” eller “Romersk Byggesjusk”. Selv mener jeg at den korrekte betegnelse er “Romerske kulturskatte” i Tyrkiet.

Sammen med et vennepar drog vi et par uger til Tyrkiet for at nyde det dejlige vejr ved Middelhavet samt at besøge de store kulturelle rigdomme, som den Hellenistiske- og Romerske tidsalder har efterladt i det sydvestlige Tyrkiet. På to uger når man kun en lille del, men man bliver klar over, hvor meget der er at vende tilbage til på et senere tidspunkt.

Det sydvestlige Tyrkiet er et pragtfuldt land for os turister. Der er rigtig meget at se og opleve og Tyrkerne er særdeles gæstfrie. Vi har været der mange gange og de lokale husker os, når vi møder dem igen. I Tyrkiet betyder familie og venner alt. Der er en dyb mistro til staten og myndighederne. Og desværre svigter de europæiske turister lige nu Tyrkiet som følge af politisk fjendtlighed mod Europa. Men den tyrkiske befolkning er dyb splittet. De vil bare have fred til at passe deres forretning og deres familie og deler ikke de politiske ambitioner.

Nå, men på vores tur nåede vi bl.a. at besøge og studere:

  • Fæstningen i Alanya. Den har de fleste turister besøgt ind til flere gange. Det har vi også, men vi nyder besøget og udsigten hver gang. Lige nu er der begrænset adgang fordi store dele er under renovering.
  • Lybre ruinbyen nord for Manavgat. Et sted som få turister finder. En forladt by efter et stort jordskælv for mange hundred år siden. Kun fordi danskeren Allan Huglstad har trævlet området igennem og beskrevet alt, så fandt vi denne interessante ruinby i midten af ingenting.
  • Aspendos er et klassisk turistmål. Et meget velbevaret romersk colosseum og et fantastisk arkitektonisk bygningsværk. Efter besøget på Aspendos kørte vi op i bjergene mod nord, hvor de har et af de bedste River Rafting områder.
  • Apollo Templet i Side er en perle ligesom Aspendos. Vi har været der mange gange tidligere og vender altid tilbage, for ruinbyen er under kraftig udvikling. Lige nu kommer der arkæologer fra hele verden og bidrager med at restaurere de næsten to tusind gamle bygninger. Nu begynder ruinerne for alvor at fortælle historien, så vi dødelige kan forstå det.

Ud over de kulturelle oplevelser nød vi tilværelsen i Tyrkiet. Min opfordring er: Svigt ikke Tyrkiet fordi regeringen udviser en fjendtlighed mod Europa. Lokalbefolkningen er lige så frustrerede som os over situationen. Vi er særdeles velkomne og vi støtter lokalbefolkningen ved at være deres gæster.

Comments are closed.