Holte, den 9. januar 2023
Hvor ser vi gerne Rusland om 5 år – altså inden for den strategiske horisont?
Det bør vi overveje grundigt nu, for ellers vil vores strategi være overladt til tilfældighederne og i følelsernes vold.
Lige nu ser den vestlige strategi ud til at være at ”Bekæmpe Putin så længe Ukraine vil”. Set fra et historisk perspektiv er det en meget farlig strategi. Hvad nu, hvis Rusland ikke kan bekæmpes og befolkningen rykker sammen om Putin som deres eneste håb om ikke at blive tilintetgjort som nationalstat?
Sidste gang et stort land blev bekæmpet, var i 1945. Først Tyskland og derefter Japan blev jævnet til jorden og genopstod som demokratiske stater. Politisk set var det en stor succes for Vesten.
Men kan Rusland bekæmpes? Napoleon prøvede, Hitler prøvede.
Rusland har tre styrker, som hverken Europa og Vesten har:
- Evnen til militær mobilisering med befolkningens accept
- En robust befolkning, der kan stå uanede lidelser igennem
- Altødelæggende atombomber, som de vil være villige til at bruge som sidste udvej.
Den militære mobilisering. Først indsatte man den professionelle hær i februar 2022. Det viste sig at deres materiel ikke var vedligeholdt og generalerne taktik fungerede ikke. Putin var skuffet og vred. Så fik han befolkningen til at acceptere mobilisering af 300 tusind mand i efteråret 2022. Her i januar 2023 er han gået i gang med at mobilisere yderligere 500 tusind mand og endvidere bliver sværindustrien omstillet til våbenfabrikation. Desuden bliver mere avanceret militært udstyr indkøbt fra Vestens fjender så som Iran. Putin har penge nok til at betale, for både Kina, Indien mf. vil gerne aftage de energiressourcer, som Vesten har boykottet.
Rusland har tidligere i historien vist en uovertruffen evne til at mobilisere militæret. Historien viser, at Rusland er længe om at komme i gang, men til gengæld tager mobiliseringen eksponentielle proportioner inden for et par år efter at alle svaghederne i militæret er erkendt i topledelsen.
Hvordan ser det ud i Vesten? Så længe Vesten ikke er truet, så sker der meget lidt. Danmark tilstræber at opnå en 2 procent BNP mobilisering af budget i 2030, men det forudsætter, at arbejdsmarkedets parter accepterer afskaffelsen af St. Bededag – ellers når vi det ikke.
En robust befolkning. Den russiske befolkning kan stå uanede lidelser igennem og så stille og rolig genopbygge en tålelig tilværelse, når freden har lagt sig. Tænk på belejringen af Leningrad i 1942. Rusland mistede ca. 27 millioner mennesker under anden verdenskrig – også kaldet Den store Fædrelandskrig. Derefter stod Rusland, som på det tidspunkt var Sovjetunionen, stærkere end nogensinde, og vi oplevede derefter 45 års kold krig mellem øst og vest. General Zhukov mobiliserede 15 – 25 millioner soldater, hvoraf de. 12 millioner døde under 2. Verdenskrig. Hvis Rusland i Ukrainekrigen bliver tilstrækkelig truet, så vil landet sandsynligvis kunne mobiliserede en hær på over ti millioner uden at befolkningen gør tilstrækkeligt oprør til at afskaffer Putin.
Så kan man sige, at Verden har forandret sig meget siden. Ja, i vesten, men ikke i Rusland. Danske forfattere som Leif Davidsen og Bent Hansen har skrevet meget om den russiske befolkning og kultur. Bent Hansen skriver, at Putin udnyttede befolkningens kulturelle arv fra Sovjettiden til komme til magten som deres nye Zar. Kulturelt har Rusland stået næsten stille siden Revolutionen i 1917 og den efterfølgende borgerkrig, der kostede 10 – 30 millioner borgere livet. Russerne hænger kulturelt fast i de dramatiske oplevelser fra dengang. Hvis Rusland i den nuværende krig bliver tilstrækkelig truet af Vestens militær, så vil befolkningen sandsynligvis acceptere militære tab i millionklassen uden at rejse sig mod Putin og hans mænd.
Hvordan ser det ud i Vesten? Det største tab, som Vesten har haft i krig i dette årtusind, var 9-11 hændelsen i New York, hvor der kun døde tre tusind mennesker. Derefter gik Vesten i ”krig mod terror”, invaderede uskyldige lande i Mellemøsten, men ikke Saudi Arabien, der fostrede terroristerne. Man brugte uanede ressourcer på politi og sikkerhed. Men endnu værre, så gik man på kompromis med værdipolitikken.
Ser man på proportionerne, så står Rusland uendeligt stærkt med hensyn til befolkningens opbakning til krig og ødelæggelse som en del af livets lidelser.
Atombombetruslen. Militæranalytikere er ret enige om, at Rusland ikke vil anvende atombomber så længe krigen kan vindes med traditionelle våben og så længe Putin føler sig sikker som leder i sit eget land. Men hvis Ukraine fortsætter deres sejrsmarch og trænger den russiske hær tilbage til den oprindelige grænse før 24. februar 2022 og måske endnu længere (Krim for eksempel), så kan et indre russisk oprør være undervejs og Putin kommer dermed til at kæmpe for sit eget liv (han har tilstrækkelig med fjender) – og kommer der dertil, så kan én desperat mand begå kamikaze, og tage resten af verdens befolkning med sig i graven.
Hvis der så ikke går så slemt efter at Putin er frataget magten, så kan der ske det samme som i Irak, og Libyen, hvor Vesten fjernede den onde diktator, eller som i Syrien, hvor Vesten forsøgte at fjerne den onde diktator eller i Afghanistan, hvor Vesten prøvede at fjerne Taliban.
Hvem ønsker at destabilisere Rusland? Konsekvenserne kan blive uoverskuelige for Europa.
Optrapning af konflikten
De fleste krige bryder først ud efter gentagende optrapninger af den initiale konflikt. Endvidere kræver en fortsat konfliktoptrapning, at aggressoren fejlvurderer magtforholdet samtidigt med at man ikke anerkender modpartens synsvinkel sagen, men i stedet dæmoniserer modparten.
Sovjetunionen gik til grunde i 1991. Dermed var det slut med denne ideologi, da den ikke kunne brødføde sin egen befolkning. Det var ikke Vesten, der fik Sovjet til at bryde sammen, men Vesten fremskyndte processen i et udfordrende militærkapløb, hvor Vestens økonomiske ressourcer var Sovjet overlegne.
Vesten konkluderede, at liberalismen og demokratiet havde sejret, og at denne ideologi nu skulle eksporteres ud i det rum, som Sovjet havde efterladt. I ni år forsøgte Jeltsin og oligarkerne at omdanne Rusland til et liberalt demokrati. Tilsvarende skete der i Ukraine og delvist i andre gamle sovjetrepublikker. Kun i de Baltiske lande lykkedes det. Men for de øvrige tidligere Sovjetstater var overgangen for stor, og anarkien bredte sig. Putin blev præsident i år 2000 og gik i gang med at genskabe kontrollen og den nationale selvbevidsthed, som russerne havde været vant til. Liberalisme og Demokrati er ikke en by i Rusland. Det er derimod stabilitet, fred i hverdagen og økonomisk fremgang. Og så må man ikke underkende religionens store betydning i den almindelige russers hverdag. Putin begyndte at genrejse Rusland på disse værdier i pagt med store dele af befolkningen. Dette er en del af den russiske selvforståelse.
Den største store konflikt mellem Vesten og Rusland tog sin begyndelse omkring 2008, hvor Putin gjorde Vesten opmærksom på, at den Ruslands suverænitet som nationalstak skulle respekteres og at det var uacceptabelt at fortsætte den Vestlige sejrsmarch mod de russiske nærområder. Det var især Nato-udvidelserne mod øst, der provokerede den Russiske sikkerhed.
Vesten havde kun hån til overs over for den russiske præsident, der svarede igen med provokationer i den asymmetriske konflikt. Det kom til militære konfrontationer i Georgien og andre steder, hvor Rusland trak sejrskortet. Det gav selvtillid og i 2014 annekterede Rusland Krim, som siden den blodige krig i 1853-56 forblev Ruslands strategiske adgang til Middelhavet. Krim har ”altid” været under Moskvas kontrol, og da den pro-russiske præsident i Ukraine, Janukovytj, blev tvunget fra posten og erstattet af en den pro-vestlige præsident blev Putin nervøs for, at kontrollen over Krim kunne mistes (til Nato), og dermed blev den strategiske havn begrænset. Krim-krigen blev igen en lille Russisk sejr over for Vesten.
Mange vestlige kommentatorer prøvede at råbe politikkerne op med henblik på at stoppe denne accelererende øst-vest konflikt. Jeg skrev derom i mit nyhedsbrev den 11. marts 2022 under titlen ”Ny Verdensorden”.
Konflikten tog sit næste trin op ad konfliktstigen den 24. februar 2022, hvor Rusland invaderede Ukraine med den stående hær af især professionelle soldater. Denne specielle operation gik helt galt for Rusland, hvor Putin tilsyneladende havde fejlvurderet tre vigtige faktorer: 1) Den russiske hærs elendige tilstand. 2) Ukraines kampvillighed. 3) Vestens kraftige reaktion. Havde Putin kendt realiteterne på disse tre faktorer, så var havde han nok afholdt sig fra denne ”specielle operation”.
Men en diktatorisk leder ”kan ikke tage fejl”, og derfor skal krigen vindes – koste, hvad det vil. Og her ligger kimen til krigens næste eskalationer. Nu har krigen fået sit eget liv så længe USA støtter Ukraine. Flere europæiske præsidenter har forsøgt at mægle i konflikten, men så længe krigen er strategisk vigtig for USA, så kommer der ingen fred.
I efteråret tog konflikten næste alvorlige trin op ad konfliktskalaen. Putin tog et skridt, som han tidligere havde sagt var utænkelig efter han havde analyseret den måde, som USA tabte Vietnam-krigen på. Han mobiliserede 300 tusind unge civile mænd og sendte dem til fronten, hvor mange af dem blev dræbt og sendt hjem til deres familier i ligposer. Putin ændrede sin narrativ fra en ”speciel operation” til ”krig mod Vesten med USA som hovedfjenden”. Tilsyneladende slap han godt af sted med denne historie, for nu har han lige indkaldt 500 tusind nye unge mænd til at forsvare landet og genopliver historien om den store Fædrelandskrig i 1941-45. Hvis han slipper godt af sted med denne mobilisering, og det taler sandsynligheden for, så vil indkaldelsen af de næste millioner soldater være et mindre problem for Putin.
Danske militæranalytikere vurderer, at Ukraine har langt den mest slagkraftigste hær i Europa. Hverken England, Tyskland eller Frankrig har en hær at tilsvarende slagstyrke i traditionel krig. Hvis krigen fortsætter som nu, så vil Vesten med Ukraine som spydspids skabe et monster af en russisk krigsmaskine, der bliver mange gange større end den var i foråret 2022.
Det bliver måske verdens stærkeste militærmaskine til at føre traditionel krig. Da den russiske hær i 1945 med general Zhukov i spidsen havde mistet over 10 millioner soldater i krig, var Rusland/Sovjet overhovedet ikke krigstræt. USA måtte endda bede Stalin om hjælp til at bekæmpe Japanerne efter tysk overgivelse, såfremt det måtte være nødvendigt, dvs. hvis atombomben (Manhattan projektet) ikke virkede, men det sidste kunne Truman selvfølgelig ikke sige højt.
De første 20 – 25 år efter afslutningen af 2. Verdenskrig var Rusland/Sovjet verdensførende på mange områder, og deres ideologi bredte sig til de meste af Verden. Man skal ikke tage for givet, at Ruslands magt og indflydelse bliver svækket af Ukraine-krigen. Den risiko bør medtages i de strategiske overvejelser.
Strategiske alternativer
Når det kommer til strategiske overvejelser, vil der være væsentlige forskelle mellem USA’s og Europas interesser.
Hvad er Europas strategi i krigen mellem Rusland og Ukraine? Er det at:
- sikre en varig fred i Europa
- svække Rusland, så de aldrig mere tør udfordre Vesten igen
- indføre Vestlige værdier i Ukraine og Rusland som forsøgt siden 1991
- genetablere det tidligere frugtbare handelsmæssige forhold (som Merkel stod for)
Der er selvfølgelig andre alternativer.
Hvis der ønskes en snarlig fred mellem Rusland og Vesten så må Ukraine sandsynligvis betale prisen ved at afstå nogle Østukrainske områder i Donetsk regionen. Putin kan ikke stoppe krigen nu uden at komme hjem med en lille sejr, der retfærdiggør de store tab. Han vil næppe vove sig ud i en krig med Vesten efter denne oplevelse. Ukraine må kompenseres med store økonomiske hjælpepakker (en slags Marshall hjælp) for at få deres samfund genetableret. Og så må Nato stoppe ambitionerne om at bevæge sig østover. Rusland skal føle sig sikker på, at Vesten har stoppet sine ambitioner om at dominere i de områder, som er Ruslands legitime nærområder.
Dette kompromis vil for mange i Vesten være uacceptabel indtil man vurderer alternativerne. Man kan sige at denne løsning er den værst tænkelige, bortset fra alle de øvrige (Churchill frit oversat).
Rusland er et stolt og stærkt imperium, der har været ubesejret lige siden grundlæggelsen i starten af 1500-tallet. Rusland kan kun ødelægges indefra. Historien viser, at Rusland styrkes ved at blive udfordret militært.
At eksportere vestlige værdier til Rusland er forsøgt og næsten en umulighed. Både religionen og kulturen er så forskellige, at de næppe kan forenes med vestlige værdier inden for en strategisk horisont.
Genetablering af de tidligere frugtbare handelsforbindelser er ikke længere en strategisk mulighed, men kan ikke afvises over en længere horisont. Faktisk har Rusland og det øvrige Europa gennem tiderne haft gode strategiske forbindelser, og de reelle interesser på begge sider er forenelige. Men den onde krig i 2022 har skabt så meget ondt blod mellem landene, at det vil tage et par generationer at hele igen.
På sigt vil Kina være Vestens udfordringer og i denne konkurrence ville Vesten have stået stærkere med Rusland som allieret partner. Lige nu betaler Rusland dyrt for Kinas opbakning ved at eksportere avancerede våbensystemer til Kina – våbentyper som Vesten med stor iver har forhindret Kina i at opnå. Så krigen mod Rusland styrker Kinas militære magt.
Konklusioner
Danmark og Europa ønsker fred og velstand via gode naborelationer. USA vil krigen og tvinger Europa til at indordne sig under ”Pax americana”. Amerikansk industri vinder stort på krigen og Ukraine og Europa betaler prisen – både økonomisk og menneskeligt.
Rusland var ikke nogen stærk militær magt inden for traditionel krigsførelse for et år siden. Det er de nu på vej til at blive og for hver dag Ukraine-krigen fortsætter, så vil Rusland opbygge en monsterfarlig militærmaskine, der vil være effektiv i angrebskrige. Det er ikke i Europas interesser.
Rusland kan ikke tabe krigen. De afholder sig fra at bruge uacceptable våben af hensyn til bevarelse af de gode sikkerhedspolitiske- og økonomiske relationer til Kina, Indien mf.
Kina, der er Vestens største strategiske udfordring, vinder stort på krigen. Rusland tilfører Kinas militær nogle våbensystemer, som Kina i årevis har søgt at anskaffe. Desuden får Kina billige energiforsyninger fra Rusland som tak for at finansiere den russiske mobilisering og krigsmaskine. En Rusland-Kina alliance er strategi, som kun kan svække Vesten.
Europas befolkning bør bakke op om de politiske ledere, der arbejder på at få stoppet denne Ukraine-krig. Det kræver at vi dæmper vreden og misfølelserne og kravet om retfærdighed. Efter denne krig vil Europa stå langt mere svækket og fattigere end før krigen, og jo længere krigen fortsætter, jo større bliver den pris, som Ukraine og resten af Europa må betale derfor.
Russerne og ukrainerne er et broderfolk med fælles historie, kultur, religion mv. De har blandet blod gennem århundrede. Det vil tage generationer at forsone denne krig.
Vestens arrogance og hegemoni har skabt stor vrede i vores nabolande. Det er vejen til at miste respekt og indflydelse.
MVH / CR