Sne i Torrevieja

Torrevieja, 18. januar 2017.

Ja, der kom sne i Torrevieja den 18. januar 2017. Det må man kalde en 100-års begivenhed, da der ikke har faldet sne på disse kanter siden 1926.

Dagene forinden havde der været smukt sol fra morgen til aften, og T-shirt var den normale beklædningsgenstand. Men uvejret var varslet og vi planlagde dagen med småindkøb og personlig skønhedspleje. Billedet her blev taget lige da jeg forlod frisørens salon.

Et uvejr havde ramt det sydlige Europa dagene før. Vi hørte om den forfærdelige ulykke med Hotel Rigopiano i den italienske by Farindola, hvor man senere konstaterede at 20 gæster var blevet dræbt af en lavine.

TV2 News rapporterede om snevejret i Torrevieja. Det kan ses her>>

Gennem de senere år har vi som regel holdt en uges ferie i Spanien i januar. Sydens sol er med til at bryde den danske vinters mørke og kulde. Rejsen derned er ekstrem billig på dette tidspunkt. Denne gang betalte vi 1.020 kr. (alt inklusiv) for to returbilletter med Norwegian. Biludlejning og hotelværelser er også særdeles billige på dette tidspunkt. Vejret kan være koldt om natten, men solen skinner som hovedregel hele dagen. Det er behageligt klima for lange gåture ved stranden og i bjergene og i de smukke gamle byer på Spaniens Costa Blanca område. Desuden plejer vi at besøge de termiske bade, Banos de Fortuna og Banos de Balneario, nordvest for Murcia.

Her en Youtube video fra området nordvest for Murcia, hvor de termiske bade ligger.

 

 

Comments are closed.