Olufs tale til Sonja ved festen den 23/8-03

Kære mor og far

Ærede familie medlemmer og venner af familien. Vi er samlet i dag for at fejre en milepæl i Sonja og Carstens liv. Ved sådan en begivenhed bliver hovedpersonerne mindet om deres fortid, deres nuværende situation, samt den uudforsket tid som ligger foran dem. Og derfor har jeg skrevet denne tale, for hvad er bedre end at høre om sig selv, fra én som man selv har skabt?

Fortid

Vores familie er mærkelig! Altså ikke mærkelig ligesom dengang Herlufs uldsweater på mystik hvis krympede til dukkestørrelse efter en kogevask på Håndværkerkollegiet hvor han boede lige efter at han var flyttet hjemmefra. Men vores familie er mærke-lig på den måde at den er lig med mærket på en god familie. Det er et unik mærke som vores familie har udarbejdet gennem de sidste 35 år, ligesom de fineste vinslotte i Frankrig også værger over deres omdømme og produktion af anerkendte og respekterede dråber, har vores familie udviklet sig til en blomsterne vinstokkemark efter at være startet som små grønne druer, der kom til København 1969.

Jeg var ikke selv med fra starten, men jeg husker tydeligt, at tingene i vores familie ikke altid foregik ligesom i mine kammeraters familier. Fra en alder af 5 år, løb jeg med min storebror til Lyngby Svømmehal med mor og far for at svømme 1 km, for derefter at løbe hjem igen. Fritidshjem var ikke noget som blev foretrukket, da tiden menes, at kunne blive brugt mere effektivt derhjemme. Som 12-årig skulle vi selv begynde at finansiere vores liv, da kun kost og logi blev tilbudt derhjemme. I gang med aviserne, ik’ Herluf? Og i en alder af 18, blev støtten skåret til kun at omfatte logi!

Lad mig se at komme hjemmefra! Jeg føler mig uretfærdigt behandlet! Hvorfor kan vores familie ikke bare være som de andres?

Fordi det er den bare ik´? I vores familie, blev vi opdraget til at tage ansvar for vores eget liv. Vi blev uddannet til at færdes og overleve i den virkelige verden. Som selvkritiske og selvreflekterende mennesker ændrede vi os i forhold til udviklingen. Birgitte er et eksempel på dette: Hun har ikke fået samme opdragelse som Herluf og jeg, da tiden er forskellig fra dengang vi var børn. Verden ændrer sig, livet at ændre sig, og mennesket ændre sig. Det er kun dig selv der kan fastholde din identitet.

Jeg vil gerne på vegne af børnene, sige tak til vores forældre, for at have styrket os i udviklingen af vores egen identitet, for at være åbne overfor forskelligheder fra deres egen personlighed, og for at have haft tillid til at fornuften i sidste ende måtte sejre. Uden dem, ville vi ikke have haft det glade liv vi lever i dag.

Nutid:

I dag er vi så alle samlet – ikke for første gang og ikke for sidste gang. Disse to helt specielle mennesker som sidder foran os, har et talent til at tiltrække glade folk. Folk som spreder fornøjelse og opmuntring. Men det er også folk som deler livstider og hjælper når nød er. Mor har specielt haft brug for os her i den svære tid.

Det er altid svært at spørge om hjælp. Selvom folk sige: ”du skal bare ringe”, så bliver man nød til at være stærk for at løfte talerøret. Mor har dog altid været stærk! Ta’ ikke fejl af det, mine venner. At kunne opdrage sine børn til at være selvstændige og uafhængige for så bagefter at bede om deres hjælp, omsorg og medkærlighed – det kræver en stærk identitet. Ikke at være bange for at spørge om hjælp, hos dem man selv har hjulpet. Vi vil altid være der for dig, mor.

Jeg mærker megen glæde i dette lokale i dag. Og mange positive følelser. Brug denne dag som en indikator for det som I har opbygget sammen i dette liv. De materielle goder er en forældet indikator. De materielle goder kan du ikke tage med dig, når din tid er forbi her på jorden.. De materielle goder efterlader intet minde om den person du var. De materielle goder husker ikke sådan en dag som i dag. Det gør mennesker, og deres kærlighed er din, og den kan du altid tage med dig.

Fremtid:

35 år er lang tid. Jorden er 7 milliarder år gammel, der har fandtes levende organismer i 4 milliarder år – men 35 år er stadig lang tid, når man kan nå, at finde pigen i sit liv, forelske sig, løbe bort sammen, bygge hus sammen, få børn sammen, rejse sammen og fungere sammen. Dog er det lige pludselig ikke nok tid, når der er én i familien som er ved at forlade os. Så er der aldrig tid nok.

Min mor og far har altid været de stærkeste mennesker jeg kender. De har opdraget mig og mine søskende. De har vist os verdenen. De har altid været dér for os, hvis vi havde brug for dem. Men nu er har sygdommen ramt min mor – vores mor – vores ven – vores livsgiver – vores lys. Hvorfor?

Mange gange har jeg stillet dette spørgsmål, og selv om mit rationelle ”jeg” har prøvet at besvare spørgsmålet, så er jeg ikke tilfreds med besvarelsen. Hvorfor skal hun ikke have et liv som os andre? Hvorfor skal hun ikke have lov til at være farmor og mormor som andre? Hvorfor er det, den kærligste person i verdenen? Hvorfor...?

”Hvorfor” er et spørgsmål – det må findes et svar – der må findes en løsning. Men der findes ingen løsning! Vi kan ikke sætte os ned og snakke om det og lave nogle beregninger og give mor liv. Hvad kan vi så?

Vi kan vise hende hvad hun betyder for os. Vi kan vise hende den kærlighed, vi har for hende. Og vi kan være åbne og snakke med hende, mens der stadig er tid.

Sonja sidder her i aften og ser så yndig ud. Hun smiler altid, når man kigger på hende. Hun udsender en kærlighed som breder sig som ringe i havet. Hun bærer altid sin identitet med værdighed, også nu hvor kroppen er blevet gammel og syg. Og min mor har altid haft varme hænder. Lad Jer ikke narre af sygdommen, fordi Sonja er stadig alt hvad hun har opnået i dette liv. Hendes alder er 54 år, sygdommen har forældet hendes krop til 90 år, men hun har erfaring og oplevelser fra dette liv som var hun 130 år. Hendes ambitioner her i livet, har været med til at udvikle denne familie til at være fremadrettet og dynamiske. Vi har alle haft plads til at udvikle os – dog ikke altid i samme retning og med samme hastighed – men der er altid noget nyt at fortælle, når vi mødes derhjemme på Grønnevej til middag om søndagen.

At være en dynamisk person har været afgørende for at vores familie kunne holde sammen. Herluf fortalte mig engang: ”at det som gør vores familie så ens, er at vi er så forskellige.” Alle har udviklet sig såvel karriere- som følelsesmæssigt, og derefter kunne komme tilbage til familien og dele det med medlemmerne, fordi de andre også have oplevet noget tilsvarende.

I den sidste stykke tid har familien oplevet en meget alvorlig hændelse sammen. Sonja har været med til at opbygge denne familie. Og på det sidste har hun i familien åbnet op for det følelsesmæssige område. Familien har på det sidste udviklet sig sammen på en ny måde. Vi er blevet i stand til at vise følelser og sige ting som tidligere ikke var normalt i denne familie. Mors sygdom var midlet til dette.

Derfor siger jeg nu til sidst. Mor du vil aldrig blive glemt. Din kærlighed vil altid kunne føles. Du lever videre i os alle. Hav tillid til at din mand og dine børn. De vil klare denne svære tid, fordi de har hinanden. Du har hjulpet dem. Du har levet livet, skab glæde hos mange mennesker og sikret at din sjæl lever videre i os alle.

Med disse ord vil jeg gerne takke jer alle for at bidrage til denne festaften. Og til dig mor, tak for alt det som du har været for os.