USA’s Ultraliberalisme

Holte, den 14. juni 2024

Demokratiet i USA under pres

Sidste efterår udgav Steffen Kretz bogen ”Storm på Vej” i USA med undertitlen ”Angrebet på kongressen var ikke afslutningen. Det var begyndelsen.

Det er en anderledes fortælling om USA, der kan virke bekymrende for Danmarks og Europas fremtid. Vi har levet i pagt med USA siden de hjalp os Europæere med at afslutte 1. Verdenskrig på demokratisk vis for godt hundred år siden. USA har været Europas og dermed også Danmarks storebror lige siden. Men vil det også være sådan fremover?

USA har siden Reagan i 1980erne strukturelt bevæget sig i en ultraliberalistisk retning, hvor demokratiet er under pres og hvor ”Pax americana” ikke længere er en selvfølgelighed.

Det er ikke min hensigt at tegne et skræmmebillede, men at belyse de strukturelle forskelle mellem demokratierne i USA og Europa. Dermed kan man bedre vurdere demokratiernes robusthed.

Stormen på kongressen den 6. januar 2022

Efter over tusind anholdelser og to års retssager kender vi til detaljerne bag hændelsen den 6. januar 2022. Steffen Kretz betegner den samlede hændelse som et ”mislykket statskup”. Historien har lært os, at politiske kupmagere bliver jaget i landflygtighed eller slået ihjel. Men i USA står hovedpersonen bag kuppet (ifølge retssagerne) til at blive USA’s præsident i 2025.

Dette er et helt usædvanligt mønster, som bør analyseres og forstås. Det får Steffen Kretz til at konkludere, at stormen på kongressen kun var begyndelsen og at kupmagerne lever i bedste velgående og forbereder næste kup mere grundigt. Det lyder som en konspirationsteori, men Steffen Kretz fortsætter med at analysere de strukturelle forskelle, der er mellem de Europæiske demokratier og USA’s styreform. Disse analyser er faktuelle og ikke konspirationsteorier. Så kan læseren selv konkludere, om situationen er alvorlig.

Personligt accepterer jeg det alvorlige narrativ, som Steffen Kretz fremfører. Ikke fordi journalisten er overbevisende, men fordi han sætter ord på mine observationer gennem flere år. Min egen opvågning kom som investor i et større antal amerikanske aktier, der på uretfærdig vis har forøget min formue mens jeg har været pensionist. Jeg spekulerede over, hvorfor amerikanske aktier over flere årtier var så gode investeringer, og kom frem til, at det var selve det amerikanske system, der var årsagen. Jeg spekulerede også over, hvorfor kræfterne bag finanskrisen i 2008-2009 blev økonomisk belønnes efterfølgende. Det var særdeles uretfærdigt at ”Main Street skulle belønne Wall Street”. De amerikanske aktier faldt i en kort periode for derefter at tredoble deres værdi kort efter. Hvor er logikken og retfærdigheden? Min konklusion for flere år siden var, at det var den amerikanske ultraliberalisme, som favoriserede virksomhederne i et omfang, som ikke kan sammenlignes med europæiske forhold.

Historisk tilbageblik på amerikansk liberalisme

USA er et indvandreland, hvor især europæiske unge mennesker søgte friheden i mulighedernes land. USA blev beboet af mennesker, der i høj grad havde et liberalistisk grundsyn. Den amerikanske grundlov (Constitution of the United States skrevet i 1787) tilsikrede, at regeringen ikke fik for stor magt i modsætning til det daværende politiske system i England. Ved samme lejlighed blev den amerikanske højesteret etableret med det formål at sikre borgernes grundlovssikrede rettigheder. Den amerikanske højesteret har siden været en politisk kampplads, der har favoriseret de ultraliberalistiske kræfter i USA.

Den amerikanske højesteret har en usædvanlig stor indflydelse på den langsigtede og strukturelle udvikling i USA. De ni højesteretsdommere er politisk valgte og for livstid. Der er stort set aldrig konsensus om de afgjorte domme, men en partipolitisk votering. Jeg vil påstå, at magtens tredeling ikke er implementeret på føderal niveau, men kun på delstatsniveau, idet højesteret er politisk styret.

Ifølge den danske højesteretsdommer professor Jens Peter Christensen er den amerikanske højesteret en politisk kampplads, hvor dommerne dynamisk fortolker grundloven. I Danmark kalder vi det ”juridisk frihåndstegning”. Se JP 1. november 2020 side 27.

Vi har set adskillige eksempler på, at den amerikanske højesteret har forsvaret de ultraliberalistiske lovforslag, når præsidenten eller kongressen vedtog dem. Modsat har højesteret stoppet love, der begrænsede den personlige frihed i forsøget på at skabte social retfærdighed eller en mere balanceret fordeling af den amerikanske velstand.

Reagan sikrede i 1980’erne store lempelser i finanspolitikken med skattelettelser og offentlige investeringer – især en styrkelse i militæret, hvor Sovjet tabte pusten i rustningskapløbet og faldt sammen i 1991. Herefter var USA suveræn dominerende i det globale spil – både økonomisk, magtpolitisk, kulturel osv. Yderligere liberalisering tillod de rige at blive endnu rigere og de store globale selskabers monopolisering fortsatte. Aktierne fik som konsekvens er langt kontinuert bullmarked frem til IT-krisen i 2001. Man kaldte demokratiets sejr, men i realiteten var det ultraliberalismens og ultrakapitalismens sejr.

Siden Reagan er har magtpolitikken flyttet sig gradvist fra det politiske system til det økonomiske system. Der har være endeløse politiske tovtrækkerier mellem Republikaner og Demokrater, hvor lovgivningen er haltet bagefter og hvor de almene sociale problemer ikke er blevet løst. Der har medført en fest på aktiemarkedet, hvor der rige er blevet meget rigere.

Utilfredsheden ulmede i den almindelige befolkning, der ikke nød godt af den voksende velstand og i 2015 var polariseringen så stor, at Trump blev valgt med løftet om at ”dræne sumpen” i Washington DC. Ultraliberalismen og globaliseringen havde tilsammen skabt den befolkningspolarisering, som nu truede demokratiet. Obama har omhyggeligt beskrevet fænomenet i bogen ”Et forjættet land” efter har afgik som præsident i 2016. Man skal huske, at Obama har en baggrund som professor i historie.

Strukturelle forskelle mellem USA og Europa

Steffen Kretz peger på tre væsentlige strukturelle forskelle mellem USA og Europa. De tre strukturelle forskelle et væsentlige for demokratiernes robusthed. Det er disse, der skal grundigt analyseres for at forstå, hvorfor demokratiet i USA er udfordret og kan blive yderligere svækket uden at bryde loven. Det er set før i historien.

  1. I USA er det pengene, der styrer politikken
  2. I USA fake news big business. Det betaler sig at producere og udbrede falske historier
  3. Valgsystemet i USA favoriserer magtkoncentration og minimerer folkets indflydelse

1. Penge og politik

Den første store strukturelle forskel mellem USA og Danmark/Europa, skal findes i analysen af, hvordan valgkampene bliver finansieret.

USA. De allerrigeste i USA har ingen væsentlige interesser i USA som land og nationalstat. Deres hovedinteresser er af bevare deres rigdom og privilegier for dem selv og deres efterkommere. De har indrettet sig i private paradisområder med hegn rundt om og med private vagtværn til at beskytte dem. De er verdensborgere og har flere residenter andre steder i Verden. De har private jetfly og private landingsbaner, så de ikke behøver at møde offentligheden. Deres liv og de russiske oligarkers liv har meget til fælles med den undtagelse, at de amerikanske rigmænd aldrig falder ud af vinduerne.

De amerikanske rigmænd investerer deres formuer med henblik på at maksimere afkast. Deres investeringer i ejendom, land, firmaer og aktier giver høje afkast over længere tid.

Men den allerbedste økonomiske investering er placere pengene i politisk indflydelse. Man har med tiden via højesteret fået etableret et system, hvor man sponsorerer politikere med milliarder til kampagner og lobbyisme. Her er et eksempel. I julen 2017 landede Trump den største reform af USA’s skattesystem siden 1980’erne. Den gav skattelettelser til langt de fleste amerikanere, samtidig med at virksomhedsskatten blev sænket fra 35 til 21 procent. Skattelettelserne gav lidt til middelklassen og meget til de rige. Statsgælden blev tilsvarende større og efterladt til næste generation.

Doug Deason fra Texas er en af de få milliardærer, der åbent udtaler sig om sine store investeringer i politikere og har opnået skattelettelser, der har mangedoblet investeringerne.

Hvordan kom demokratiet i USA til det punkt, hvor få rige overtog det politiske system og dermed gjorde folkestyret til en illusion? Igen skal vi se på den indflydelse, som højesteret har haft. Fra omkring 2010 og årene frem overbeviste højesteret sig selv om, at donationer til politikere kunne forsvaret inden for ytringsfrihedens rammer. At begrænse de økonomiske donationer var en krænkelse af ytringsfriheden, som var givet folket i grundloven. Derefter blev der åbnet en stor sluse mellem den politiske verden og den økonomiske verden.

Danmark og Europa. Her er meget snævre grænser for politiske donationer, som til gengæld skal være transparente. Personer, firmaer og interesseorganisationer kan investere i lobbyister og tænketanke, men det binder ikke politikkerne til at svigte partilinjen for at vedtage aftalte modydelser.

Konklusion. De Europæiske partier kan ikke købes til at gennemføre aftalte politikker, der kun favoriserer donatorerne. Politikkerne har deres loyalitet hos de folk, der stemte dem ind i det politiske system. Hvis der er større afvigelser, så er der en fri presse, som bider dem i haserne. I Europa står de valgte politikere til ansvar over for folket. I USA er det over for de investorer, der sikrede dem en plads i det politiske system.

2. Fake News er big business

Den anden store strukturelle forskel mellem USA og Danmark/Europa, skal findes i analysen af, hvordan vælgerne bliver informeret om politiske forhold.

USA. Under valgkampen i 2015 undrede det mig, at Trump kunne stå og udbrede løgne for åben skærm. Jeg forventede, at journalisterne straks udfordrede ham med faktatjek, men det skete ikke. Hans modkandidat Hillary Clinton stod måbende tilbage i TV-duellerne og anede ikke, hvad hun skulle sige til disse helt usandsynlige løgne og konspirationsteorier. Og derefter vandt Trump valget. Det var for mig helt ubegribeligt, hvad vi så for åben skærm.

Da Trump i 2016 var flyttet til det hvide hus stod hans pressechef (seniorrådgiver Kellyanne Conway) gang på gang for åben skærm og løj direkte ud i æteren. Hårdt presset i en konkret situation mente hun, at den udfordrende journalist måtte være i besiddelse af ”alternative fakta”. Det mindede om komiske Ali fra Bagdad.

Året efter læste jeg bogen “Fake News”. Her fortæller Vincent F. Hendricks og Mads Vestergaard letforståeligt om, hvordan opmærksomhedsøkonomien hos politikere, i medierne og blandt borgere kan føre til et postfaktuelt demokrati, i hvilket eventyrlige historier erstatter kendsgerninger som grundlag for politisk debat og lovgivning.

I USA er store befolkningsgrupper blevet efterladt i den velstandsstigning, som store dele af Verden oplevede siden globaliseringen tog fart i slutningen af 1980’erne. De er vrede og frustrerede og slutter op omkring Trump, der har været i stand til at sætte ord på deres følelser. Det er en gruppe på omkring 80 millioner – og de fleste har næsten ingen uddannelse og vanskeligt ved at skelne falsk fra sand. Deres amerikanske drøm er blevet knust. De har ingen fremtid, der giver mening. En del af dem er ”working poor” De læser ikke aviser, men finder sammen i ekko kamre, hvor deres vrede bliver gentaget som fakta. De er lette ofre for løgnehistorier. De søger hen mod medier, der udtrykker vreden over samfundets elite og de institutioner, der har svigtet dem.

På den anden side står leverandørerne af fake news og tjener store penge på at fastholde de vrede borgere og udsætte dem for produkt reklamer. Det er en særdeles givtig forretning. Fx tjener Fox News milliarder årligt på denne forretning. Mindre producenter har etableret sig som influencer på de sociale medier og tjener let over en million om året. De er skrupelløse med at digte løgnehistorier. Hele formålet at få og fastholde opmærksomheden så lang tid som muligt for dermed at kunne tjene penge på de annoncer, som borgeren udsættes for.

Hermed har de sociale medier overtaget den forretning, som lokalaviserne tidligere havde. Dengang var der en ansvarshavende redaktør. Nu har vi Facebook, Instagram, Tik TOK osv., der tjener milliarder på at levere vrede budskaber uden faktatjek.

Kort og godt. I USA er det blevet en fed og næsten risikofri forretning af levere fake news. Og der er masser af kunder.

Hvordan kom det dertil. Her skal vi igen se på den underliggende struktur. Tidligere skulle den ansvarshavende redaktør for lokalaviserne eller de lokale radio og tv-stationer stå til regnskab for de nyheder, der blev udsendt. I dag er kongressen uvillig til at gøre de sociale medier tilsvarende ansvarlige. Big business sejrer hver gang. Elon Musk slap godt fra at købe Twitter og fyre staben af moderatorer med den bemærkning, at han ønskede ytringsfriheden tilbage. Nu hedder mediet ”X”, og er ikke nær så troværdigt som tidligere. Jeg ser det som et ultraliberalt initiativ.

Igen har højesterets dynamiske tolkning af ytringsfriheden fjernet en stor del af ansvarligheden for at være faktuel i pressen.

I USA er demokratiet blevet svækket idet en stor del af befolkningen tror mere på fake news end de faktuelle beretninger.

Konklusion. USA er i dag i en tilstand, hvor det politiske system via fake news kan manipulere den kollektive borgerlige opfattelse langt bort fra en realistisk konstatering af tingenes tilstand. Dette er helt normalt i autoritære systemer (fx Rusland og Kina), men at det skulle blive en realitet i USA er bekymrende.

Danmark og Europa. Historien har smerteligt lært os, at demokratiet kun fungerer i en oplyst samfund, hvor medierne medvirker til, at sandheden kommer frem til borgerne. I vores samfund forarges vi, når fx en politiker lyver for åben skærm. Vi stiller store krav til DR og TV2 i deres historiefortælling. Vi beskytter persondata så godt vi kan med fx GDPR, og EU giver store bøder til de sociale medier, når de misbruger deres magt og bryder lovgivningen. Den slags sker ikke i USA. I Europa tilstræber vi at fastholde demokratiet ved at gennemføre frie valg blandt oplyste borgere. Det er næsten umuligt at lyve sig til større politisk indflydelse.

3. Det politiske valgsystem

Den tredje store strukturelle forskel mellem USA og Danmark/Europa, skal findes i analysen af, hvordan valgsystemet fungerer.

USA. I USA er der indirekte valg. De registrerede borgere vælger de 538 valgmænd, der udgør valgmandskollegiet. Der arbejdes konstant med at justere på de 50 staters grænser for valgmænd. Resultatet er at de fleste stater en blå stater eller røde stater og så er der nogle få svingstater. Princippet er at ”the winner takes it all”. Derefter er det valgmandskollegiet, der vælger præsidenten. Præsidentkandidaterne vælges på et primærvalg. Her er rige muligheder for at systemet fravælger de præsidentkandidater, som man ikke bryder sig om.

Kort sagt. Det amerikanske valgsystem har en stor kompleksitet, som der løbende manipuleres med. På den måde er der meget lang afstand fra borgerne til de politikere, der overdrages magten efter valget.

I mange autoritære lande har det også demokrati, hvor borgerne får valget mellem kandidater, der på forhånd er udvalgt og godkendt af autoriteterne. USA er tæt på at have et tilsvarende system.

Det skal også medtages, at de to partier, demokraterne og republikanerne, i realiteten udgør et duopol, hvor magtstrukturen forhindre andre partier og kandidater at udfordre systemet ved at danne et nyt parti. I et demokratisk system er det sundt, at give plads til ”protest partier”, der fortæller magthaverne, at en væsentlig del af befolkningen vil en anden vej. Denne mulighed er stort set elimineret i USA.

Danmark og Europa. Her er der tradition for direkte valg, dvs. at borgerne stemmer på de opstillede kandidater. I Danmark er barrieren for, at en person kan blive valgbar meget lille. Det giver ind imellem nogle useriøse kandidater, men erfaringerne viser, at de sjældent gør skade i det politiske system.

I Danmark og i de fleste europæiske lande er der direkte valg. Borgerne stemmer på den kandidat, som de vil have ind i det politiske system. Inger Støjberg har lige udstået en fængselsdom, som rigsretten dømte hende. Alligevel er hun tilbage med sit eget parti og har for nyligt fået en kandidat valgt til EU parlamentet. Det bevidner, at folkets vilje bliver taget seriøst.

En anden forskel mellem den amerikanske struktur og de europæiske demokratier er, at en mindre utilfreds gruppe vælgere kan oprette deres eget parti og få deres egne kandidater ind i det politiske system. Dermed bliver det politiske system hurtigt klar over, at der er behov for en kursjustering. De Alternative (liste Å) i Danmark fik et overraskende godt valg i 2015 på den grønne omstilling. De kom ind i Folketinget med mange mandater, men formøblede det hele, da de ikke havde en seriøs politik på alle andre områder. Men befolkningens valg af de Alternative fik de andre partier til at vågne op og ved næste valg havde de alle en grøn politik – og så døde de Alternative. Sådan er det, når demokratiet fungerer på bedste vis.

I USA skulle 80 millioner vælge Trump i 2015 før det etablerede system anede uråd. I Danmark kan få tusind borgere  vælge et protestparti, som efterfølgende bliver trykprøvet ved et demokratisk valg.

Det svenske system er meget mere træg. Her er de siddende magthavere så selvsikre, at de bekæmper Sverigesdemokraterne i stedet for at forstå, at borgerne har en bekymring, som det politiske system burde tage sig af. I dag ser vi konsekvenserne af det svage demokrati i Sverige, hvor borgerne har fuld tillid til det etablerede system.

Generelt skal vi i et demokratisk land være glade for protestpartierne – uanset hvor uenige vi kan være med den. De indikerer behovet for nødvendige politiske tilpasninger, som bliver trykprøvet ved det næstkommende valg.

I Danmark taler vi om jordskredsvalg. Disse indikerer at afstanden mellem det politiske system og vælgerne trænger til en kraftig justering.

Konklusion. I USA skal de have en Trump og et mislykket statskup før magthaverne forstår, at den politiske kurs ikke er den demokratiske vilje. I Danmark/Europa tillader vi protestbevægelser, som med undtagelse af Sverige gør magthaverne bekymrede i god tid, så korrektive handlinger kan gennemføres.

Konsekvenserne for Danmark/Europa

Det demokratiske system i USA valker. Der er gennem længere tid etableret strukturelle ændringer, der har eroderet det demokratiske fundament. I USA er man særdeles bevidst om denne diskurs og den nuværende Biden administration har gennemført mange love og dekreter, der imødekommer den aggressive befolknings frustrationer. Om det lykkes vil valget den 5. november 2024 afsløre.

Men i Danmark og i Europa har vi gode grunde til at være bekymrede, og det viste EU parlamentsvalget den 6-9. juni også. Hvad sker de USA fremover:

  • Er ”Pax americana” æraen ved at være slut efter over hundred års beskyttelse?
  • Vil USA genetablere en demokratisk struktur eller fortsætte den udemokratiske ultraliberalistiske kurs?
  • Har vi stadigvæk fremover en storebror, der passer på os?

Hvis Europa genvinder sin selvtillid efter de to verdenskrige, så ser jeg en ny æra, hvor Europa bliver mere selvstændig udenrigspolitikken og dermed kommer til at spille et større rolle i den nuværende verdensorden.

Europa ved ikke, hvilken vej USA vælger, men risikoen for at USA svækker demokratiet yderligere, er til stede. Hvis det sker, så vil Europa være tvunget til at tage lidt større afstand til USA – både i værdipolitikken, handelspolitikken og sikkerhedspolitikken.

Afsluttende bemærkninger

USA vil altid være vores allierede. Vi har en fælles kulturarv. USA er beboet af Europæere, der udvandrede i protest eller i fortvivlelse over deres livskonditioner i et tidligere europæisk system.

Men når søskende bliver store og flytter hjemmefra, så er det tid til at vælge sit eget liv og sin egen skæbne. Demokratiet er langt fra en selvfølgelighed, men jeg vil påstå, at demokratiet er langt bedre rodfæstet i Europa end i USA.

Hvis vi virkelig vil demokratiet fremover, så må vi i Europa selv tage ansvaret for vores styreform og politiske præferencer, og ikke bare lægge os i sporet på USA.

USA vil stadigvæk være vores bror, men ikke nødvendigvis vores altdominerende storebror.

Holte, den 14. juni 2024

Carsten Riddersholm

Comments are closed.