Vaccinationer og Vinterdæk

Holte, den 3. december 2021

NB: Dette indlæg var ironisk ment og skal læses som sådan / CR.
Vinterdæk

Jeg bliver så harm, når andre tvinger mig til at gøre noget, der krænker min frie vilje. Tag for eksempel vinterdæk, som man bør sætte på bilen for ikke at blive krænket.

Jeg nægter at sætte vinterdæk på min bil. Det er min bil, mit valg og min frihed.

Effekten af vinterdæk er ikke bevist, undtagen af undersøgelser udført af producenterne selv. Min nabo kom ud for en ulykke efter at have sat vinterdæk på bilen. Jeg har hørt om en anden bilist, der efter at have monteret vinterdæk blev påkørt bagfra af en bil uden vinterdæk. Bilisten med vinterdæk fik en alvorlig nakkeskade (whiplash) mens bilen uden vinterdæk slap uskadt.

Vinterdæk er ikke bare uvirksomme, men også en økonomisk belastning. Jeg kender en, som nu kører på det tredje sæt vinterdæk, hvilket beviser dækkenes manglende holdbarhed og ineffektivitet.

Vi ved ikke, hvad vinterdækkene er lavet af. Dækgiganterne skræmmer os om vinteren bare for at berige sig selv. Faktisk opfandt dækgiganterne sneen og spreder den ud om natten, mens du sover. Dermed kan de spore dine whereabouts, og sælger disse informationer til reklamebranchen, så de narrer og påtvinge dig produkter, der er lige så ineffektive som vinterdæk. I visse lande sælges dine whereabouts til regeringens efterretningsvæsen. Det har jeg læst på WikiLeaks.

Jeg har også læst på de sociale medier, at hvert eneste par dæk har sit eget unikke dækmønster, så din kørsel kan spores fra satellitterne. Da dine personlige data i forvejen ligger i skyen lige ved siden af satellitterne, så tager det kun få mikrosekunder og overføre dine kørselsdata til computerne i skyen. Dermed kan det automatisk registreres, når du kører for hurtigt, og bøden kan sendes direkte til din E-boks og pengene trækkes på din NemKonto. Dermed kan politiet afskaffe deres dyre og personaletungen ATK-system. “Det er fandme uhyggeligt, du“!

Uddan dig selv, åben dine øjne og stop med at være et får eller en lemming.  Sig NEJ til vinterdæk, og forsvar din frihed og selvstændighed.

Vacciner

Jeg orker næsten ikke at gentage historien. Samme sag.

Tak til min gode ven Torben, der fik mig til at vågne op og se sandheden i øjnene.

 

 

Comments are closed.