Anders og Margrethe Bruun
Anders Thomsen Bruun (ATB) blev født den 25. november 1876 på Blaabjerggaard i Gjesing, Bryndum Sogn, Skads Herred. Han døde i en høj alder den 18. januar 1970 i Spangsberg. Hans forældre var gårdejer Jørgen Thomsen Bruun og Mette Andersen, der ejede Blaabjerggaard i Gjesing.
Marianne Margrethe Madsen (MMM) blev født den 4. januar 1882 på Brøndsagergaard i Forum, Bryndum Sogn, Skads Herred. Hun døde den 28. februar 1963 på Blaabjerggaard. Hendes forældre var gårdejer Niels Kristian Madsen og Elisabeth Kirstine Lauridsen, der ejede Brøndsagergaard i Forum.
De blev gift i Bryndum Kirke den 13. november 1903. De fejrede guldbryllup på Blaabjerggaard den 13. november 1953 med mange gæster til morgenmad og efterfølgende stor på Tarp Kro om aftenen.
Familiefoto fra 1903. Brudeparret Anders og Margrethe Bruun er i midten i bagerste række.
Om Anders Thomsen Bruun:
Vestkysten 7. januar 1970
En andelspionér er her ikke mere
Fhv. gårdejer Anders Bruun, Gjesing er død, 93 år gammel
Selv
de store ege har deres tid. En af dem er segnet. Fhv. gårdejer Anders
Thomsen B r u u n, Gjesing, er død, godt 93 år gammel — og dermed vil
for altid savnes en af de mænd, der stille og målbevidst, men med
betydelig styrke prægede sin stands vilkår, og som bar det bedste fra
fortiden ind i nutiden, hvis vilkår han med skønsomhed forstod at
tilpasse sig. Ikke underligt, at der stod respekt om hans navn — og en
respekt, der ikke udsprang af hans myndighed, men af hans afbalancerede
væsen, hans rolige overlæg og hans afklarede målsætning.
Anders Bruuns livsværk blev driften af fødegården „Blåbjerggård" I Gjesing, hvor han så dagens lys 25. november 1876. Han følte ingen trang til at flygte fra fædrenes gerning, men forstod, at den krævede nye forudsætninger for at kunne bære. Han søgte højskolen for at udvikle sit verdens billede, og han søgte landbrugs skole, Dalum, for at skærpe sit værktøj til dagens gerning, og han blev en af landets første kontrolassistenter. Det var på Vejle-egnen, som han siden bevarede kontakt med gennem mangfoldige år. I 1902 vendte han tilbage til fødesognet og overtog fødegården, som han året efter også gjorde til et hjem, da han førte sin unge brud ind over gårdens skel. Det blev et hjem, hvor arbejdsomhed var højt kurs, men hvor man heller ikke sad ledige i fristunderne. Anders Bruun bar meget af højskolen med sig.
Og hvad den såede i sindet, bar frugt i dagens gerning — hos Anders Bruun som hos hans standsfæller i landbruget. Han veg ikke uden om de opgaver, egnens landmænd fandt ham skikket til. I årene 1906 til 14 var han formand for Esbjerg og omegns landboforening. Han blev i 1916 indvalgt i Esbjerg andelsslagteris bestyrelse, og i 1950 blev han dets formand, en tillidspost han varetog til 1951. — Esbjerg andelsmejeri valgte ham til formand i 1929, i 1934 blev han medlem af kredsledelsen for Andelsbankens afdeling i Esbjerg og var i årene fra 1940 til 62 dens formand. I perioden 1937 til 1951 var han formand for Andelsslagteriernes Kødfoderfabrik. I 1934 indtrådte han også i bestyrelsen for Dansk andels Kulforretning og var siden dennes formand indtil 1959. I perioden 1947-59 var han medlem af landbrugsrådet. I de tunge tider for landbruget valgtes han til formand for akkordudvalget for Ribe amt. Det skete i 1929, og i årene derefter øvede han en betydningsfuld indsats for, at flest muligt af amtets landbrugere kunne ride den økonomiske storm af, fortsætte gerningen med deres jord og blive ved deres hjem. I årene 1934-51 var Anders Bruun medlem af skatterådet.
En udadvendt tak for et langt livs uselvisk gerning var det ridderkors, han fik; men inderst inde har Anders Bruun nok været mest stolt ved den sølvmedalje for landboflid, hvormed Samvirkende Jydske Landboforeninger i 1957 viste deres anerkendelse af Anders Bruuns og hans hustrus trofaste og fremsynede drift af deres: egen gård. For vel trådte Anders Bruun dybe spor der, hvor han sagde ja til at virke i landbrugets interesse; men han glemte aldrig, at de spor, han trådte i egne agre, var de vigtigste for ham og hans. Margrethe og Anders Bruuns gård kunne tjene til mønster. Mekanisering blev moderne — og påkrævet — da Anders Bruun havde nået en fremskreden alder; men han forstod til fulde, hvad tiden krævede, og også på hans jorder kom maskinernes sang til at høre. Alligevel tog han I ikke helt afsked med de gamle tider, og et spand heste fandtes endnu på gården indtil et årstid, før han i 1961 afstod bedriften til en datter og svigersøn. Han vedkendte sig to bevæggrunde til sin trofasthed mod dyrene: Kærligheden til det levende, som han elskede se gro omkring sig, og erkendelsen af, at hesten ikke behøvede at være overflødig i en bedrift.
Der var måske også noget symbolsk i Anders Bruuns
hestespand. Igennem andelsbevægelsen, som han med fremsyn havde tjent i
mange år, havde han set rige frugter af samvirket og enigheden mellem
mennesker, og i sine heste fornam han nok stadig fællesskabets styrke,
når levende organismer trækker på samme hammel.
Anders Bruun er ikke mere; men han fik lov at gå ind i sin alderdom med
levende ånd og frisk hukommelse og et helbred, der tillod ham at følge
sin gamle livsrytme, også længe efter at han med sindsro og god
samvittighed kunne have hengivet sig til vegeteren.
Om Marianne Margrethe Bruun:
Vestkysten 6. marts 1963
Jordefærd
Under stor deltagelse begravedes i går fru Margrethe Bruun fra Bryndum kirke.
Højtideligheden indledtes med salmen „Se nu stiger solen". — Derefter talte provst Schmidt, og han mindedes hendes virke i hjemmet som det første holdepunkt. Hun var et rigt og levende menneske, der glædede sig i samværet med familie, slægt og venner. Hun havde en stærk vilje til at kæmpe mod den sygdom, der i mange år truede hende og som hun til sidst måtte bøje sig for, men i vor menneskelige nederlag lyder opstandelsens budskab til os, og i den tro sov Margrethe Bruun ind.
Ved graven takkede afdødes søn, gdr. Arne Bruun, „Bryndumdam", for deltagelsen og indbød det store følge til en mindehøjtidelighed i forsamlingshuset. — Her holdt Anders Bruun en smuk mindetale over sin hustru og gav udtryk for det, hun havde været for ham og hjemmet. Hun havde været som et smukt og stille lys, der havde vejledet ham i hans lange gøremål. Hun veg aldrig tilbage for noget og bevarede sit livsmod i de svære sygdomsperioder. Sønnerne, gdr. Arne Bruun og konsulent Herluf Bruun, takkede for det hjem og den påvirkning, hun havde givet sine børn. Desuden blev der talt af fabrikant Ebbe Grue, Kolding, gdr. Holger Hansen, Gjesing, fru Ingrid Hansen, Forum, og fru Grethe Jørgensen, Gørløse.
Inden det store følge skiltes, sang man „Lover
Herren, han er nær".
-------------------------
Kilder:
-
Dagbladet Vestkysten, den 7. januar 1970
- Dagbladet Vestkysten, den 6. marts 1963