Portugisisk for begyndere

- en rejsebeskrivelse af Herluf Riddersholm

(Uddrag fra "Sletten" i 2001)

Dybt inspireret af en rejseartikel i Sletten besluttede jeg sidste vinter at tage et semester i udlandet. Jeg vidste ikke hvorhen, men valget faldt hurtigt på Portugal, da jeg intet kendte til landet og kulturen. Derudover ville jeg gerne et sted hen, hvor undervisningen foregik på et fremmedsprog. Ville det være muligt at lære et sprog på 9 måneder? De første par måneder brugte jeg på at lære sproget. Om morgenen havde jeg tre timers undervisning, og om eftermiddagen sad jeg på mit lille værelse hos en hyggelig chilensk dame, og terpede sprogets grammatiske mangfoldighed. Måske lyder det tørt, men der var en fantastisk inspiration at kunne lære nogle nye ord og vendinger og straks derefter gå ud og bruge dem i en lang række af samtaler med min vært. Jeg må have lært mest portugisisk ved de mange samtaler i hendes lille køkken, fuldt af store planter og altid med en let brise fra baggården, hvor de evigt mange katte miavede i solens varme stråler.

Jeg fik hurtigt opbygget et socialt netværk på sprogskolen. Alle elever var enige om, at den bedste måde at lære dette djævelske men smukke sprog var ved at være sammen med portugisere og konstant prøve at kringle vores tanker sammen til nye lyde. Så hvorfor ikke på stranden, i Lissabons festlige og ungdommelige kvarter, Bairo Alto, eller på en af de uendelige mange cafeer, der er en lige så stor del af en Portugals hverdag som hjemmet?

Efter to måneder, hvor jeg havde forelsket mig i den charmerende, gamle, ja faldefærdige hovedstad, besluttede jeg mig for at se resten af landet. Jeg købte en gammel 250cc motorcykel, og brugte de næste to måneder på at tøffe rundt og udforske landet og befolkningen. Da kun en lille del af den landlige befolkning taler andet en portugisisk (eller krydsningssprog mellem spansk og portugisisk), har de været afskærmet for den globalisering resten af Europa (og de større portugisiske byer) har undergået, og beholdt en næsten uberørt levevis og kultur. Min rejse gennem denne mangfoldighed af originale kulturer var som en rejse i tiden, ja de to måneder var næsten som en rejse i et fjernt eventyrland. Jeg glemte fortiden, og min egen kultur og sprog, for at blive opslugt af et fremmed sprog, et fremmed landskab, en fremmed befolkning og en fremmed fortid.

Portugal er et lille land (det dobbelte af Danmark), hvor landskab og kultur spænder meget bredt. Det er landskabet, der former befolkningen i et land, hvor mennesket lever så meget af naturen. Fra den lille fiskerlandsby ved den bjergrige grønne kyst i nord, hvor fiskernes hverdag formes af det store dybblå salte hav, til fårehyrden, der lever på de frodige grønne skråninger i de tungt skovbevoksede og sneklædte Serra da Estrela, stjernebjergene. Fra de små landbrug i Minho, hvor appelsintræer, blommetræer, små marker med grønsager, og huse gemt under vinranker gør husbonden næsten selvforsynende, til de kæmpestore plantager i det varme syd, Alentejo. Jeg kunne køre i flere timer af disse små veje uden at se andet end gyldne svajende enge med korktræer, sjældent afbrudt af små hvidkalkede landsbyer. Jeg var i to forskellige verdener, da jeg surfede en uge ved sydkysten, Algarve, og da jeg kørte fra borg til borg i den verdensfjerne grænseområde op til Spanien.

Efter fire måneders sommerferie startede jeg på Instituto Supérior Tecnico. Jeg var nervøs i starten, for hvordan det ville være, og om jeg kunne følge med På portugisisk. Til min lettelse viste det sig, at lærerne havde et personligt forhold til eleverne og var derfor meget hjælpsomme over for mig. Min lærer i biofysik bed f.eks. mærke i, hvis man ikke kom til en af hans forelæsninger. Dette kan være svært at forstå for en DTU studerende. Jeg var den eneste dansker på skolen, og andre nordeuropæere hørte jeg heller ikke om. Efter skolestart fik jeg kun talt portugisisk, og derfra gik det rigtigt stærkt. Mit råd er, at hvis man skal lære et sprog, skal man gå i sprogskole, til man lige nøjagtig kan holde en samtale i gang, uden den bliver kedelig. Når man først har nået dette vendepunkt, går det rigtigt stærkt, for så lærer man ved hver en samtale. Vendepunktet havde jeg nået i løbet af min fire måneders sommerferie.

At gå i skole var en virkelig god måde for mig at komme ind på livet af portugiserne. Det er netop i hverdagen, man kommer ind på deres traditioner, fornemmer deres moral og begynder at forstå deres tanker. Ikke mindst gruppearbejdet, som altid foregik hjemme hos familien. Mine medstuderende var fagligt dygtige, og meget flittige, som i høj grad skyldes, at de skulle leve op til forældrenes forventninger i det tætte familiebånd. Jeg boede på et kollegium, hvor halvdelen var udlændinge mest fra Carbo Verde,Angola og Italien. Dette skabte et multikulturelt miljø, og sjældent får man en mulighed for at komme så tæt på to afrikanske kulturer, og samtidigt leve sin hverdag op ad portugisernes. Med angolanerne samledes vi tit på et af de små værelser for at blæse trommerytmer ud af højtalerne, og danse til eksotiske rytmer eller snakke om deres hjemland. Eller jeg blev inviteret med når de samledes for at spise, hvor kvinderne lavede de lækreste, krydrede afrikanske specialiteter. Italienerne og Carbo Verdianerne kom hurtigt tæt ind på hinanden, nok fordi de mandlige italienere var meget betagede af de mange mørke skønheder, deres sensuelle fremtræden og indre mystik. Nogle gange var vi på afrikansk diskotek, hvor natten forsvandt i afrikanske bongorytmer og mørke svedige danse. Portugiserne var mere tilbageholdende og rolige. Her så jeg en levevis i familiens tætte nærhed, og i weekenderne var næsten alle hjemme i familiens skød. Min nabo, Catia, inviterede mig til at besøge hendes familie i Coimbra, Midtportugal. Jeg har sjældent oplevet så stor gæstfrihed og så stor interesse,lige fra lillesøster til bedstemoder. Hele familien kørte med rundt for at vise mig de kendte, såvel som de mindre kendte, seværdigheder i den charmerende gamle universitetsby. Kærligheden til familien og kæresten er essentiel for en portugiser. Jeg vil altid betragte Portugals ungdom som en nation af kærestepar. Det synes som om, at alle har fundet den helt rigtige i deres liv. Den tid de ikke tilbringer med familien bruger de på kæresten, som også er genstand for anvendelsen af størstedelen af deres penge. I alt var jeg dernede i ni måneder. Hvis jeg skal summere op, var det klart det kulturelle jeg lagde vægt på, mere end det faglige, og opnåede kun 20 point. Det var en prioriteringssag. Jeg skulle vælge mellem et ekstra fag eller glæden Ved at læse portugisisk og brasiliansk litteratur, ved at lære mere avancerede former for grammatik, se portugisiske teaterforestillinger og gå på Lissabons mange museer. Alt i alt har det ikke kun været et studieophold, men en opdagelsesrejse i en anden kultur, og i nye hjørner af min egen sjæl, som naturligt blev udfordret og udfoldet.

Viagar é a vida - Livet er at rejse.