Island – Vulkanernes Ø

Holte, den 1. oktober 2023

Kraftig bil – stor frihøjde

Vi er lige vendt hjem fra en spændende rejse i det Islandske vulkanområde, med rejseleder Torben Rasmussen (forfatter til ”Turen går til Island”) og  vulkanologen Rikke Pedersen (forfatter til bogen ”Eyjafjallajøkull – Vulkanen der lammede Europa” og flere artikler i ”Nature”).

Det var ikke en klassisk rundrejse, men en tur, der fokuserede på Islands geologiske fænomener og på livsvilkårene i dette udfordrende landområde, hvor moder Jord med jævne mellemrum viser sin voldsomme kraft. Ved Eyjafjallajøkull vulkanens udbrud i 2010 blev over et hundred tusind fly aflyst på grund at vulkanens aske, der spredte sig i atmosfæren over det meste Europa. I 1783-84 viste vulkanen Laki sin vrede ved at sende 20 km2 aske ud over Europa og sænke temperaturen med et par grader over et par år og dermed skabte hungersnød i Europa. Nogle påstår, at denne hungersnød var en medvirkende årsag til den franske revolution.  Hvis asken blev fordelt på Danmark, ville det skabe en tykkelse på ca. 40 cm.

Hvis man gerne vil opleve og forstå, hvordan jordkappens energi med jævne mellemrum bryder igennem jordskorpens tynde lag, så er Island et rigtigt godt sted at studere forholdene. Forskere fra hele Verden valfarter til Island for at teste deres teorier om de tektoniske pladers bevægelse, forskellige vulkantyper, kæmpe eksplosioner, når tusind grader varmt lava brænder sig igennem en iskappe på 250 meters tykkelse. Island er endvidere et geologisk hot spot, der minder meget om Yellowstone National Park, som jeg besøgte i 2012.

Island har det hele. Uden for Reykjavik er der etableret et kraft-varmeværk, Svartsengi, baseret på geotermisk elproduktion og fjernvarme og hvor affaldsvandet ledes til den berømte Blå Lagune, hvor turisterne gladelig betaler 800 kr. for at varmt bad i vinterkulden. Fjernvarmeværket producerer langt mere varme og el end Reykjavik, hvor over halvdelen af Islands indbyggere er bosiddende, kan aftage. Derfor bruger man bl.a. det varme vand til at opvarme gaderne i Reykjavik om vinteren.

For ca. 200 millioner år siden var alle Verdens syv kontinenter samlet i en stor landmasse med navnet Pangæa. På grund af bevægelser i jordens indre begyndte de forskellige områder af ”vandre” i forskellige retninger. Den Amerikanske og Eurasiske tektoniske plade begyndte at fjerne sig fra hinanden med et par centimeter om året. Dermed opstod en sprække, hvor jordens indre flød til jordkappens overflade flere kilometer under Atlanterhavets bund. For 17 millioner år siden nåede disse lavamasser op til havets overflade, og det blev Islands geologiske fødsel. Siden er Islands landområder vokset stødt som følge af geologisk aktivitet, der fortsætter med regelmæssige jordrystelser og vulkanudbrud.

Alt dette var rejsens fokus. At studere den voldsomme geologiske udvikling på nært hold og fortolket af en verdensberømt forsker på området. Det andet studieområde var fortællingen om den befolkning, der lærte at tilpasse livsvilkårene til denne barske natur.

Næste år rejser vi atter til Island på en mere traditionel rundtur. Nu skal vi se den øvrige natur og de områder, hvor befolkningen har slået sig ned.

Tak til Rikke og Torben for en særdeles oplevelsesrig tur.

MVH/CR

Comments are closed.