Var COP 15 værdiløs?

Holte, den 5. december 2023

Det er COP-tid. Denne gang Conference of the 198 Parties i oliestaten Dubai. Ved at følge COP-udviklingen siden 1995 i Berlin opnår man billede af, hvor komplekst det er at få alle Verdens nationer til at samarbejde om vores fælles klima. Her er et par nedslag og konklusioner.

Mange husker sikkert klimatopmødet i København i efteråret 2009. Der var sat tårnhøje forventninger, og så endte det hele med kaos, og der blev overhovedet ikke aftalt noget som helst. Det var et kæmpe prestige tab for Verdens topledere, der havde planlagt at skulle afslutte COP 15 med fest og farver efter at have givet håb til Verdens befolkninger om at klimaforandringerne ville komme under kontrol. Der skulle gå seks år før klimafolkene genvandt en vis troværdighed.

Verdens lande havde store forhåbninger til klimatopmødet i København. Danmark var kendt for at være i front med miljømæssige tiltag og vores klimaminister, Connie Hedegaard, havde sammen med embedsmændene gjort et exceptionelt stort forarbejde. Forinden havde de inviteret de førende verdensledere på en tur til Ilulissat på Grønland, hvor gletsjeren havde trukket sig 15 km tilbage på få år. Det var et katastrofalt bevis på, at klimaforandringerne skulle tages alvorligt.

For Danmark blev det et kæmpe præstigemæssig nederlag i den internationale Verden. Konferencen i Bella Centret kunne sammenlignes med ”Halløj på Badehotellet” og rollen som Basil fra Barcelona blev spillet af Danmarks statsminister Lars Løkke.

Var COP 15 i København værdiløst for klimabevidstheden?

Umiddelbart ”ja”, men ved nærmere eftertanke 14 år senere kan svaret være at det udstillede toppolitikernes delvis magtesløshed og dermed opdagede vi, at kursen mod begrænsningen af CO2 udledningen kørte ned ad en blind vej. Og først da man opdager det, så vendte man om og gentænker planen. Men det tog lang tid, faktisk frem til 2017.

I 2010 blev COP 16 afholdt i Mexico, i 2011 i Sydafrika. Derefter i Qatar, Warszawa og Peru. Forventningerne var i bund og det blev resultaterne også.

COP 21 i Paris 2015

Men så kom COP 21 i Paris. Endeligt at land, der var mester i at afholde verdenskonferencer. Forventningerne var tophøje til værtslandets performance. Franskmændene havde studeret procedurerne i detaljer og analyseret alle fejlene begået i København. Budgettet var enormt og Paris var byen, som alle drømte om af besøge.

Hele COP 21 blev fra start til slut afviklet top professionelt uden synlige fejltagelser. Stemningen blandt deltagerne var i top under hele konferencen, og jubelen ville ingen ende tage, da Verdens toppolitikere kom de sidste dage og lukkede en aftale, der var langt bedre end selv optimisterne havde turdet håbe på. Obama og Xi Ping krammede hinanden og hele Verden havde fået en bindende klimaaftale, der ville begrænse stigningen i den globale opvarmning til 1,5 grader.

Men hvad skete der så i 2017? Trump opsagde Pariseraftalen med nogle hånlige bemærkninger med ”America first” begrundelsen. Kina sagde ingenting, men i det skjulte førte de politikken ”China first”. Så kom covid-19, der tog alles opmærksomhed. Derefter kom krigen i Ukraine, der stjal alle toppolitikers opmærksomhed. Og sådan blev ulykkerne ved med at stjæle opmærksomheden fra vores toppolitikere.

Hvad skete der med de bindende aftaler fra Paris? Ingenting. Alle sagde de rigtige ting og gjorde noget andet. Kina, som står for ca. 30 procent af al CO2 udledning, havde ikke tænkt sig at bidrage politisk, men købte og kopierede Europas vindmølle- og solcelle teknologi og gjorde det til en verdensdominerende og økonomisk forretning. Men det var ikke det, som der blev aftalt i Paris.

Det er nærliggende at harcelere over USA og Kinas egoisme, men i realiteten viser de den mest effektive vej til den globale omstilling: Gennem industriens langsigtede kapitalistiske investeringer.

COP 28 i Dubai – Status i 2023

Uanset hvor perfekt COP 21 blev gennemført i Paris i 2015, så konstateres det på COP 28 i Dubai, at alle lande løb fra de bindende aftaler, som deres toppolitikere havde indgået. Det skyldes ikke nødvendigvis ond vilje eller uvederhæftige toppolitikere. Men måske kan det samlede forløb siden COP1 i Berlin fortælle os en anden historie om, hvor komplekst situationen er. Det er første gang, hvor alle verdens nationer skal løse et eksistentielt globalt problem. Vi har aldrig som Verdenssamfund prøvet det før.

Anerkendelse af klimaproblemernes kompleksitet

Det største globale problem vi hidindtil har løst sammen er den nye verdensorden efter den industrielle revolution i 1800-tallet. Efter to Verdenskrige kom vi frem til en verdensorden baseret på rå magtanvendelse. Det tog endnu 45 år med den kolde krig og atombombens trussel om at gøre vores planet ubeboelig, før vi for 30 år siden fik en stabil verdensorden med USA som Verdens politimyndighed.

Denne verdensorden er i dag igen udfordret, for Kina, Rusland, Indien, Brasilien, Tyrkiet, Mellemøsten, Sydafrika og ”Det globale Syd” vil også være medbestemmende. Dette fører til proxy-krige, hvoraf vi for tiden bl.a. oplever Ukraine, Yemen og Gaza.

Disse magtkampe kommer til enhver tid til at dominere den politiske agenda. Når toppolitikerne vender hjem fra en COP, hvor de lovede hinanden politisk fokus, så kommer de hjem til nærværende problemer og konflikter – og så er aftalerne fra COP-møderne udsat på ubestemt tid.

Sådan er det i politik, og det vigtigt at forstå og acceptere disse realiteter. Politikere er tvunget til at arbejde kortsigtet, for ellers har de ikke deres befolkning bag sig. Det kan godt være, at politikere i deres skåltaler siger, at de arbejder langsigtet og strategisk, men i realiteten skal de løse de problemer, som deres vælgergrupper opfatter som presserende. Det er uanset om man hedder Putin, Biden, Xi Ping, Zelenskyj, Netanyahu eller Mette Frederiksen.

Hvad kan vores toppolitikere gøre for den grønne omstilling?

Vores politikere kan sætte fokus på de problemer, som videnskaben i mange år har påpeget, og som de mange nuværende klimakatastrofer underbygger. Vores politikere er med til, at vi som samfundsborgere opnår en fælles forståelse af den trussel, som vores nuværende adfærd medfører.

Vores politikere kan samle befolkningens forståelse af klimaproblemernes omfang og mobilisere en accept af, at vi samlet skal bekæmpe disse problemer selv om vi til gengæld må lide tab på andre områder. Den grønne omstilling koster meget mere end statsbudgetterne kan rumme.

Det, som politikerne ikke har magt til, er gennemførelsen af den globale omstilling. I realiteten har vores politikere ikke de nødvendige økonomiske midler til at gøre ret meget i forhold til, hvad den grønne omstilling i realiteten kræver. Stort set alle lande har underskud på statsbudgettet, for politikerne køber sig til accept og genvalg ved at give økonomiske gaver til den befolkning, som holder dem ved magten. Dette gælder ikke bare for de demokratiske lande. Bare spørg Xi Ping om hans samfundskontrakt, eller Erdogan eller hvem som helst.

Sagt med et gammelt dansk ordsprog, så kan politikerne trække hesten hen til truget, men de kan ikke tvinge hesten til at drikke.

Hvem kan finansiere den grønne omstilling?

Hvis politikerne ikke kan skaffe pengene til den grønne omstilling, hvem kan så?

Det kan industrien og kapitalisterne bag de store langsigtede investeringer fx kapitalfonde. Deres forretningsmodel er Return of Investment (ROI) på lang sigt.

De fleste almindelige mennesker aner ikke, hvor rige de efterhånden mange rige organisationer og enkeltpersoner er. De leder konstant efter investeringer, der på 10 – 20 års sigt vil give dem et økonomisk afkast eller på anden måde belønne giverens donationer (typisk for velgørenhedsfondene). De læser megatrends og spekulere i at være der, hvor profitten og belønningen vil være om nogle år.

Se fx på bilindustrien. Hvor tjener de pengene lige nu, hvor skatterne er i bund på deres el-biler? De betaler ikke for den grønne omstilling, men profeterer på den. Der er mange andre eksempler, som ikke skal nævnes her.

Hvorfor så COP 28 i Dubai?

”Det er da at sætte ræven til at vogte høns” skrev dagspressen. Men måske er Sultan Ahmed Al-Jaber (COB 28 præsident og enehersker i Dubai) langt smartere end vi gør ham til. Pressen skriver, at han har erobret COB 28 med sine mange penge for at forhale den grønne omstilling. Men måske har han en anden plan. Manden er ufattelig rig og indtægterne fra olie vil strømme ind de næste mange år uanset hvor stor ”klimatossernes” indflydelse måtte være. Hans problem som investor er, hvad han skal gøre med disse mange oliepenge.

Hvis man tror på, at fremtidens energi ikke blev produceret for ca. 300 millioner år siden i den geologiske Karbon tid, men vil om nogle år blive produceres via solenergi i ”Just in time”, så har Sultan Ahmed Al-Jaber måske fat i den lange ende. I Danmark kalder vi det Power-to-X. I Danmark tror vi, at det kan blive en stor eksportmulighed i fremtiden, men se så lige på de konkurrencemæssige fordele, som de Arabiske Emirater har i forhold til Danmark:

• Danmark baserer produktionsenergien på vindmøller. Emiraternes investeringer baseres på solceller, der er langt billigere i forhold til output.
• På grund af Danmarks geografiske placering er solens energi meget begrænset. Hos Emiraterne står solen lodret det meste af tiden og der er ingen skyer. På årsbasis får de tilført langt mere energi fra solen per arealenhed end Danmark.
• Danmarks arealer er meget begrænsede og dermed dyre. Typisk over et hundred tusind kr. per hektar. Emiraternes ørken er ind til nu næsten værdiløs.
• Danmarks velfærdsstat absorberer de meste af Danmarks BNP. Emiraterne har masser af overskudskapital, som skal investeres langsigtet.

Ingen kan producere den fremtidens energi billigere og i større mængder end Emiraterne. De har kapitalen, solen, arealerne og investeringslysten.

Politisk arrogance er Vestens største forhindring

Vestens overlegenhed gennem årtier har ændret vores politiske fokus til velfærd, borgerrettigheder, tryghedsinvesteringer, woke-rettigheder og andre dekadente hensyn. Imens er andre lande sultne på magt, dominans og rigdom, som i Vesten anses som værende politiske negative værdier.

Den grønne omstilling er ved at ændre spillets regler, og det er her den nye Verden ser sin chance for at indhente Vesten forspring og på udvalgte områder komme Vesten i forkøbet.

COP 28 i Dubai kan være en game changer. Tiden vil vise.

Homo Sapiens som invasiv race

Jordens liv har gennem millioner af år bestået af flora og fauna i en sårbar økologisk balance, hvor homo sapiens gennem de sidste århundreder har forskubbet den i en grad, hvor vi nu taler om ”tipping points”. Menneskets opfindsomhed og evne til at organisere sig socialt har gjort os til en invasiv race, der fortrænger andre levende væseners plads på Jorden og dermed deres eksistens som race. Vi taler om Jordens sjette masseudryddelse i Jordens antropocæne periode startende omkring 1950. Aldrig før i Jordens 4.543 millioner år har nogen landracer alene været i stand til at forårsage en masseudryddelse. Det er ikke menneskets ændringer af livsbetingelserne, der alene udgør problemet. Det er den hastighed, hvormed mennesket ændrer livsbetingelserne for andre levende væsener på Jorden. Evolution tager tid. De andre racer har ikke tid til at omstille sig i menneskets hurtige ændringer af Jordens tilstand, og sandsynligvis vil mennesket også snart selv opleve, at ændringerne sker hurtigere end menneskeracen kan tilpasse sig.

Grænsen var nået. Der opstod en global politisk magtbalance efter 2. Verdenskrig

Det er naturligt at enhver race med gode livsbetingelser vil formere sig så hastigt, at livsbetingelserne lokalt udtømmes. Det sker fx for græshopper, der tømmer et territorie for føde. Løsningen har altid været at flytte til et andet sted og fortsætte liver der, dog uden de samme gunstige livsbetingelser. Dermed reduceres flokkens størrelse og naturens balance genoprettes.

Da Homo Sapiens for lidt under ti tusind år siden ændrede livsformen fra nomader til bonde, medførte det en befolkningseksplosion, der udpinte det lokale område, og så flyttede man videre på samme måde som græshopperne. Det var en naturlig overlevelsesstrategi. I flere omgange blev problemet med overbefolkning løst midlertidigt som følge af pest og andre epidemier. Men på et tidspunkt i historien blev overbefolkningen et problem i Europa og Kina. Europæerne løste problemet midlertidigt ved at emigrere til Amerika og Australien og fortrænge den lokale befolkning (indianerne og aboriginerne). Kejseren i Kina førte krige mod sin egen befolkning og fastholdt den i undertrykkelse og fattigdom. I 1800-tallet fortsatte Europæerne med at ekspandere ved at kolonisere Afrika og Indien m.v. og udbytte ressourcerne fra disse politisk svage områder. Kina gør det samme i dag, hvor der anvendes økonomisk magt frem for voldsmagt.

For ca. hundred år siden opstod et mætningspunkt, hvor Homo Sapiens beboede hele planeten og der var ikke længere områder, hvor man kunne emigrere til. Det blev starten på to verdenskrige, hvor nationalstaternes grænser blev fastlagt ud fra en magtpolitisk dominans. Der opstod en ny verdensorden ud fra den eksisterende magtbalance som konsekvens af 2. Verdenskrig, der havde kostet ca. 75 millioner menneskers liv.

Befolkningseksplosionen fortsætter efter 2. Verdenskrig  

Befolkningseksplosionen fortsatte inden for nationalstaternes landegrænser. Tidligere havde de tilbagevendende sygdomsepidemier medført en re-balancering af befolkningen i de koncentrerede områder og især i byerne. Men lægevidenskaben eliminerede denne reduktionsfaktor, så befolkningskoncentrationen nåede nye højder. Fødevareproduktionen steg tilsvarende som følge af videnskabelige og økonomiske fremskridt

Der var også tidligere en logistisk begrænsning af den størrelse, som byerne kunne opnå uden at afstanden fra forsyningerne til forbrugerne blev for store. Disse problemer blev løst som følge af tre væsentlige opfindelser: 1) Transportmulighederne som følge af brugen af fossile brændstoffer. 2) Bureaukratiske regler for tæt sameksistens. 3) IT-løsningen i de daglige driftsopgaver. I dag kan der uden problemer bo 30 millioner mennesker i en storby. Det var en teknisk umulighed for hundred år siden. Klodens befolkning er nu på vej mod de 10 milliarder mennesker inden for de næste årtier.

Alle tidligere naturlige begrænsninger er som følge af menneskets opfindsomhed og sociale natur sat ud af funktion.

Rigdom er den anden faktor i den sjette masseudryddelse

Det er klart, at befolkningens størrelse er en væsentlig faktor i planetens nedslidning. Jo mere den invasive art breder sig, jo mere fortrænges alle andre jordens arter.

Men der er en anden væsentlig faktor, der accelererer jordens nedslidning, og det er menneskets personlige forbrug af naturressourcer. Mennesket har de seneste hundred år konstant søgt bedre vilkår gennem økonomisk vækst. Vores regeringer har tilstræbt konstant BNP vækst på flere procent årligt. Dette på bekostning af Jordens naturressourcer.

Så vi har to naturlige megatrends, som accelererer kursen mod den sjette masseudryddelse: En ustoppelig befolkningstilvækst og en indboet drift mod forbedring af overlevelsesbetingelserne (altså menneskelig rigdom).

Klimakrisen kan være Jordens modsvar

Moder Jord er begyndt at svare igen på den menneskeskabte masseudryddelse. Måske er klimakrisen Jordens mest markante advarsel: ”Hertil og ikke længere”.

Klimaforskerne (bl.a. IPCC) fortælles os konsekvenserne af en global opvarmning på 1,5 grad, 2 grader, 3 grader 4 grader osv. Den globale opvarmning er ikke lineært med CO2 udledningen som følge af selvforstærkende faktorer – de såkaldte ”tipping points”. Men hvem læser klimaforskernes rapporter? Det gør dagspressen og COP-deltagerne og mange andre. De tolker og formidler budskaberne for at få mennesket til at forstå, at de to indgroede overlevelsesstrategier fører til den sjette masseudryddelse.

Hvilke erfaringer kan vi drage til nu?

Menneskets indgroede overlevelsesstrategier er som hos vores artsfæller maksimal forplantning og forøgelse af overlevelsespotentiale i form af velstand og opsparing. På sigt fører disse overlevelsesstrategier til Jordens sjette masseudryddelse. De voldsomme klimaændringer er Jordens umiddelbare gensvar på menneskets adfærd.

Skal vi mennesket fremover ændre denne destruktive kurs, så er der tre væsentlige trin:

1. En videnskabelig forståelse af konsekvenserne af den globale opvarmning. Denne forståelse bibringes af vores videnskabsfolk, herunder IPCC under FN. Der skrives tykke rapporter, der kan være vanskelige at læse og forstå.
2. Tolkning og udbredelse af konklusionerne til den brede befolkning, som udgør inertien i den nuværende destruktive overlevelseskurs. Denne udbredelse formidles af dagspressen, COP-deltagerne, NGO’erne og mange andre og vil på sigt medføre en kursændring i den brede befolknings adfærd. Politikerne skal endvidere sætte rammerne for den globale omstilling med udgangspunkt i opbakningen fra den brede befolkning.
3. Udvikling og finansiering af de tekniske løsninger, der vil reducere den nuværende CO2 udledning fra især fossile brændstoffer. Dette kræver en omstilling til vedvarende energier baseret på sol og vind. Derudover atomkraft og på sigt Power-to-X. Det er en misforståelse, at pengene til denne omstilling skal findes i statsbudgetterne. Pengene kommer fra de superrige fonde og personer, når de har tillid til de investeringsrammer, som politikkerne har vedtaget. Investeringerne kommer, når investorerne har tillid til de politiske forudsætninger, der indgår i investorernes langsigtede business case.

Så min konklusion er, at COP-møderne er uundværlige uanset de mange skuffelser i befolkningen. Kritikken skyldes bl.a. at der bliver sat nogle urealistiske høje forventninger af dagspressen og politikkerne. Opgaven er kæmpestor og løses ikke på et 14-dages møde.

Det bliver fremover moder Jord, der via klimakatastroferne tvinger mennesket til at ændre adfærd. Så er det godt at videnskaben kan vise vejen, at politikkerne kan sætte adfærds- og investeringsrammerne, og at investorerne vil satse deres formuer i en bæredygtig omstilling i forventningen om at investeringerne på sigt betaler sig.

Til sidst

COP 15 i København 2009 blev udråbt til at være en katastrofe, hvor menneskeheden mistede muligheden for at stoppe den globale opvarmning efter en tilvækst på 1,5 grad. En senere mildere og mere korrekt dom var: ”Verden var ikke klar”. Det er den ved at være nu i december 2023 efter de mange gentagelse klimakatastrofer.

Men måske var COP 15 en vigtig påmindelse om, at den politiske magt er begrænset i forhold til problemets størrelse. COP xx kan ikke alene løse klimakrisen. Det kræver en lang og grusom erkendelsesfase at forstå konsekvenserne af den globale opvarmning og de nødvendige ændringer i menneskets adfærd. COP 15 i København var et vigtigt skridt mod denne erkendelse.

MVH / Carsten