Mit ægteskab med Sonja

Ungdomsvenner siden 1961

Sonja og jeg var barndomsvenner. Vi blev først rigtige kærester i 18-års alderen, men havde et godt øje til hinanden flere år forinden. Vi kom til at gå i skole sammen i fra 6. klasse i 1961 og to år senere, da vi startede i 1. realklasse, kom vi til at gå i samme klasse. Det var her vores nære forhold til hinanden udviklede sig.

Sonja var en køn og klog pige. Hun læste sine lektier og var superdygtig til gymnastik og sport. Selv om hun var dygtig til matematik, så kom hun ofte og spurgte mig om hjælp til opgaverne – smart gjort og jeg opdage næppe, hvad det gik ud på.

Efter realeksamen i 1966 startede Sonja som bankelev i Varde Bank og jeg startede i 1. G på Esbjerg Statsskole. Da vi boede kun 3 km. fra hinanden mødtes vi tit ved forskellige lejligheder. Det var en periode, hvor vi hver især havde kærester af kortere varighed, men Sonja og jeg blev først rigtig kærester i 1968, hvor vi begge greb chancen.

Kærestepar fra 1968

Tiden omkring 1968 var en meget spændende periode. Vi unge havde fået en god og tryg opvækst. Skolereformerne i starten af 1960érne havde også sat sit præg på ungdommen. “Den blå Betænkning” fra 1960 fastslog: “Skolen skal i fremtiden opdrage det enkelte barn til et lykkelig og demokratisk menneske, fagenes indhold forankres i videnskaberne, og elevernes skolegang skal udvides”. Vi unge havde fået en stor selvtillid og forældregenerationen var splittet. Ikke så mærkeligt at vi senere blev kaldt 68-generationen. Sonja og jeg oplevede sammen denne bølge af store oplevelser. I 1969 flyttede vi til København, da jeg startede på DTH (nu DTU) og Sonja kvittede jobbet som bankassistent og blev chefsekretær hos et stort Skandinavisk firma i det nordlige København. Det var let af få arbejde og det var let at tjene penge, og det gav os et råderum, som tidligere var forbeholdt overklassens børn.

Bl.a. var vi på en dannelsesrejse til Moskva og Leningrad, hvor den sovjetiske stat betalte det meste, men til gengæld var turen lagt i meget faste rammen og den sovjetiske propaganda ville ingen ende tage. De var vild lykkelige i Sovjetunionen måtte vi forstå.

Vi oplevede nærmest en grænseløs frihed i starten af 1970’erne – og Sonja og oplevede denne intense periode sammen som kærester.

Ægteskab fra 1972

I 1972 friede jeg til Sonja med ordene “Tøvs do ikk te din og min børn ska vær søskende?” og ventede med spænding på svaret: “Jow, de ær da en gur ide” – og var det en aftale, der holdt til døden os skilte 31 år senere.

Brylluppet blev holdt på Fyn, hvor Sonja var født. Gæsterne kom både fra “djævleøen” og Jylland, så Fyn var et godt valg. Vi var kun 40 – 50 gæster til selve brylluppet, men derefter blev der holdt fire efterbryllupper med lidt over 300 gæster i alt. Det var en fin jysk tradition, som siden er forsvundet. Men hvis du har været til bryllup i fx Tyrkiet, så mærker du det sammenhold den slags fester medfører.

Det første år i København boede vi på kollegie i Lundtofte. Det var en vild tid med druk og fester og der kunne være vanskeligt koncentrere sig om studierne og arbejdet. Friheden havde taget overhånd.

Efter et år flyttede vi til et meget smukt hus i Søllerød sammen med et par venner. Det var Marguerita Vibys (Susan Volds mor) gamle sommerhus, som Tjæreborg-præsten havde købt til sin datter og svigersøn, men de var nu flyttet til et stort moderne hus i Vejlesøen i Holte. Så det hus fik vi lov til at leje for en meget fair pris. Vi var jo studerende fra Jylland og så hjælper man hinanden.

Efter at være flyttet fra kollegiet kom der mere struktur i vores hverdag. Godt nok holdt vi mange fester, men der blev også tid til arbejde og studierne. Efter et par år købte vi vores egen ejerlejlighed i Virum og det blev vores hjem de næste fem år

I 1974 startede Sonja og jeg en privatskole sammen med Marta Bak – en erfaren lærer, der ønskede at starte sin egen skole, men behøvede nogen at arbejde sammen med for at skaffe kapital, bygningen og for at hjælpe med de komplicerede administrative opgaver. Skolen fungerer succesfuldt den dag i dag. Se her>>.

Socialt og spirituelt forbundne

Sonja og jeg har lige siden vi mødtes som meget unge haft en fornemmelse af meget nært forbundethed. Det var ikke bare en forelskelse, men en spirituel følelse af at vi havde genfundet hinanden efter lang tids afsavn. For de fleste lyder det som noget vrøvl, men nogle få ved, hvad jeg taler om. Nogle kalder det “soul mates”.

Men det er et faktum, at vi følte os meget nært forbundne. Selv over store afstande kunne vi mærke om den anden havde det godt, eller om der var problemer. Præcist hvordan kan jeg ikke forklare. Det var der bare sådan!

Vi havde det vanskeligt ved at være væk fra hinanden i længere tid. Og vores liv på dette tidspunkt medførte, at vi ikke kunne være sammen hele tiden. Året efter at vi havde startet Landsbyskolen, blev jeg tilbudt et forskningsarbejde i nær London, som jeg takkede ja til.

Opholdet i England var spændende, men Sonja og jeg savnede hinanden forfærdeligt meget. Vi besøgte hinanden i flere omgange og vi skrev lange breve til hinanden. Disse breve fylder i dag to ringbind og giver et godt indtryk af vores samliv på dette tidspunkt.

Vores liv som forældre

I foråret 1978 solgte vi vores ejerlejlighed i Virum og købte hus få hundred meter derfra. Samme år ved juletid blev Herluf født. Det var en stor omvæltning i vores liv. Jeg har senere påstået, at børnene påvirker os forældre lige så meget som vi påvirker dem. Ansvar og omsorg blev de centrale værdier i vores liv. Året senere fik vi sønnen Oluf. De to drenge var næsten som tvillinger. De havde megen glæde af hinanden, men de konkurrerede også konstant.

Sonja og jeg var ret enige om, hvordan vi skulle takle situationen. Det skyldtes nok i høj grad at vi begge havde de samme værdien med fra Vestjylland. Jeg tror også, at vi blev betragtet som lidt gammeldags blandt de unge familier med rødder i de Københavnske akademikerkredse. Sonja og jeg kaldte dem Kystbanesocialister.

Det var en travl og intens tid mens drengene var små. Heldigvis havde vi stor hjælp fra et pensioneret ægtepar, der boede et par hundred meter fra os. Uden deres store hjælp som “bedsteforældre” ville det være vanskeligt at få hverdagen til at hænge sammen. Både Sonja og jeg var karrieremennesker med gode og krævende jobs. Jeg arbejde hos IBM som systemkonsulent og Sonja var ansat hos chefsekretær i Sparekasseforeningen på Kultorvet.

Udstationering i Stockholm 1985 – 1986

I foråret fik familien en tiltrængt pause. Man kan godt kalde det et sabbatår. I forbindelse med mit arbejde blev jeg udstationeret to år på den smukke Lidingø i Stockholmsområdet. Firmaet betalte alle omkostninger og vi blev endvidere kompenseret to Sonjas manglende indtægt i denne periode. Det var en fantastisk dejlig periode i vores liv. Sonja fik mere tid til sig selv mens børnene gik i svensk skole og jeg passede mit arbejde. Sonja og drengene brugte rigtig megen tid sammen på fx cykelture i den smukke omgivende natur. Det blev til mange udflugter og skiferier af længere varighed, da jeg havde mange afspadseringsdage. Svenske arbejdsforhold var fantastiske som lønmodtager.

Vi flyttede til Sverige med mange fordomme, men erfarede hurtigt at Sverige på mange områder var langt mere børnevenlig, naturvenlig og demokratisk end Danmark. Skolen havde fx en nul-tolerance over for mobning – ganske uhørt i Danmark på dette tidspunkt. Og var svenskerne rigtig gode kollegaer og naboer. Vores ophold i den svenske skærgård var en kæmpe øjenåbner for os alle fire.

Så kom lillesøster i 1988

Drengene var blevet store og klarede sig selv på mange måder. Sonja og jeg havde været i fast arbejde i over ti år og rutinerne begyndte at komme os til gode. Vi havde begge lønninger langt over det normale. Det var en periode, som de fleste børnefamilier ser frem til. Vi var blevet overskudsagtige og hvad var så mere naturligt end at få et barn mere.

Og det blev en pige – lige hvad vi ønskede os allermest. Hun var både sød og smuk og særdeles kvik. Birgitte var et nemt barn og vi forældre var nok også bedre forældre efter at have øvet os på drengene nogle år tidligere. Birgitte blev næsten aldrig korrigeret. Hun observerede os andre og lærte af det. Jeg konkluderede at vi forældre påvirker vore børn bedst ved at være gode rollemodeller frem for at “opdrage” dem. De mange skole-hjem samtaler bekræftede også, at Birgitte var både dygtig en social. Den eneste kritik var at hun snakkede for meget, når hun ikke blev udfordret tilstrækkeligt.

Ingen tvivl – Vores tre dejlige børn medvirkede også til, at Sonja og jeg havde et rigtig godt liv sammen.

Rejsernes tid i 90’erne

Drengene var blevet store og tog sig meget af deres lillesøster. Vi havde stadigvæk vores reserve bedstemor som boede nær ved og mine forældre var gået på pension og kom ofte på besøg hos os i Virum.

For Sonja og mig blev det rejsernes tid. Hver år tog hele familien til Club La Santa i to uger og en uge på skiferie. Derudover var vi på mange ferier i egen bil forskellige steder i Europa og mine forældre havde sommerhus i Blåvand. Så det blev ofte til 6 – 7 ugers ferie hver år sammen med vores tre børn. Men derudover tog Sonja og jeg hvert år på en længere rejse alene to. Sonja var en fantastisk dejlig rejsekammerat – både gennem livet og på oplevelsesrejser til de eksotiske steder. Vi nød hinandens selskab.

Den svære tid

Sonja blev opereret for kræft i januar 2000. I starten var vi ret optimistiske, og hun blev også erklæret rask efter nogle måneders behandlinger. Men i efteråret 2002 blev det konstateret, at sygdommen havde spredt sig. Sonja døde den 8. september 2003.

I efteråret 2003 oprettede jeg et mindested i skyen til ære for hende og i taknemmelighed over alt det, som hun havde været for mig og børnene.