Sydsverige

Holte, den 15. august 2017.

For den danske kong Frederik den 3. var det et stort tab, da han mistede Skåne, Halland og Blekinge ved Københavnerfreden i 1660 efter at Danmark havde tabt krigen mod Karl Gustav den 10.

Men vi danskere har ikke mistet disse naturskønne og historisk interessante områder. Vi kan bare booke et hotelværelse over nettet, tage bilen og køre over broen til vores bestemmelsessteder. Og så behandler lokalbefolkning os i øvrigt særdeles godt.

Det var præcist det som vi gjorde (en gang til) tre augustdage efter at have studeret 5-døgns prognosen.

Vores første destination var Karlshamn og derefter Karlskrona, der figurerer på Unesco’s liste over verdensarv. Byen er særdeles idyllisk og vel besøgt at turister fra hele Europa. Vi boede på Scandic hotellet med direkte udsigt over havnen. Vi gik gennem byen op til torvet, hvor veteranbilklubben havde stillet deres biler til skue. Derefter ned gennem byen til havneområdet, hvor man bør aflægge marinemuseet et besøg.

Næste stop var Øland. Vi indlogerede os på hotel Skansen med forventningen om at det var standarden over de fem stjerner. Det antydede i hver tilfald prisen. Hotellet og dets beliggenhed og historie levede op til forventningerne, men hotel manageren havde ikke forstået, hvilken kulturarv han var blevet betroet. Så en smule skuffelse her. Men pyt – vi var ikke kommet til Øland for at sætte stjerner på hotelvurderingen. Vi tog til Borgholm og det var en stor oplevelse. Sidste gang jeg var på Borgholm var til midsommerfesten i 1986, og der var alle særdeles berusede, hvilket i sig selv var en oplevelse ud over det normale.

Øland er et besøg værd og man bør afsætte mindst to dage. Både turen til nordspidsen med ”Lange Erik” og sydspidsen med ”Lange Jan” bør opleves.

Næste stop var Kalmar med Kalmar Slottet som vores destination. Dette slot er symbolet på magtkampene mellem den de danske konger og de svenske konger. Det var stridens fokus gennem mange år.

Kalmarunionen i 1397 var en kæmpe landvinding, som vi kan takke Margrete den 1. og hendes fader Valdemar Atterdag for. Siden havde vi mindre talentfulde konger, der i deres overmod satte det hele over styr. Et besøg på Kalmar slottet bringer én tilbage i tiden og gør den særdeles nærværende. Afsæt mindst en halv dag til dette slotsbesøg.

Personligt føler jeg ikke at tabet af Sydsverige i dag er det store problem. Svenskerne passer godt på området og dets kulturværdier, og vi danske turister er særdeles velkomne. Kan vi ikke bare overbevise os selv om at vi har outsourced dette område til en særdeles kompetent forretningspartner?

Comments are closed