Antalya, den 16. oktober 2019.
Jyllands-Posten 11. oktober 2019
Vi holder for tiden ferie på den Tyrkiske sydkyst og følger selvfølgeligt med i den heftige debat om Kurdernes fortrængning fra den Tyrkisk-Syriske grænse efter den amerikanske hær har begyndt sin tilbagetrækning.
Alle er enige om, at det er en meget tragisk situation og lige nu udveksles der fordømmelser som en følelsesmæssig reaktion.
Men har vi ikke alle et medansvar?
USA: De fleste amerikaner er enige om, at den pludselige tilbagetrækning fra det nordlige Syrien var en taktisk brøler, som minder mest om en gal mands værk.
Kurderne er blevet advaret gang på gang om, at Tyrkiet ikke kan acceptere et “Kurdistan” så længe deres terrorbevægelse fortsætter deres trussel mod stabiliteten i Tyrkiet. Over 20 millioner af kurdisk afstamning lever fredeligt side om side med tyrkerne i Tyrkiet. Det er de få kurdiske terrorister, der ødelægger god naboskab for de mange.
Tyrkiet er lige nu aggressoren, men har følt sig tvunget til at reagere så brutalt af hensyn til landets sikkerhed.
Europa kritiserer alle og gør næsten ingenting for at dæmpe konflikten. Det var Europa, det skubbede til “Det arabiske Forår” i en god og naiv mening. Det fik Syrien til at vakle og gav plads IS, som amerikanerne og Kurderne derefter bekæmpede. Tak til begge parter for at befri os fra denne trussel. Har Europa gjort noget effektivt for at dæmpe konflikten mellemøsten ud over at kritisere og skubbe Tyrkiet i armene på Putin? Har Europa gjort noget for at imødekomme Nato-kravet om at investere 2 procent af BNP i et fælles forsvar, så Nato kunne indsætte en fredsbevarende styrke området – med eller uden FN mandat. Tyrkiet er medlem af Nato, så hvad ville være mere naturligt end at støtte Tyrkiet i denne kamp mod terror.
Historisk baggrund
Tyrkiet blev dannet i 1923 på ruinerne af Det Osmanniske Rige, der fra at være et imperium gennem flere hundred år efterhånden blev “Europas syge Mand” og faldt helt sammen under 1. Verdenskrig. På grund at én mands (Ataturk) stærke ledelse lykkedes det ved Lausanne-freden i 1923 at genetablere det forfaldne land, som i dag benævnes Tyrkiet. Når et imperiet falder sammen vil dets mange fjender gøre oprør og kæmpe for deres frihed og egen stat. Det gjorde Tyrkiets fjender også – heriblandt Armenierne og Kurderne. Det lykkedes at skabe fred med Armenierne, men Kurderne startede igen i 1976 et oprør mod Tyrkiet og tusindvis af unge Tyrkiske soldater blev snigmyrdet i det sydøstlige Tyrkiet. Kurderne fik hjælp fra deres brødre i Syrien. I 2002 blev Erdogan Tyrkiets leder og lovede at standse den truende konflikt med Kurderne. Dette gjorde han med fredelige midler frem til 2015, hvor Syrien var faldet sammen og Kurderne i det nordlige område fik de-facto selvstyre. Det bekæmpede sammen med amerikanerne IS, hvor kurderne tog kampene på landjorden og amerikanerne i luften.
Da amerikanerne pludselig rykkede ud stod der en kampberedt og selvsikker kurdisk hær ved den Tyrkiske grænse. Dette er en reel trussel for Tyrkisk stabilitet – og vi burde som europæere forstå og anerkende denne trussel. Amerikanerne var Tyrkiets garanti frem til starten af oktober i år. Tyrkiet ville sikkert have accepteret en fredsbevarende styrke som erstatning, men det skete ikke, så Tyrkiet tog mere hårdhændede midler i brug.
Situationen er uhyrligt komplekst og der er ingen lette løsninger. Og vi betaler alle prisen for de populistiske “løsninger”.
NB: Her en uge efter bragte Jyllands-Posten dette læserbrev om situationen. En god analyse, som bør læses her>>.