Holte, den 6. oktober 2019.
Folketingets åbningsdebat 1. oktober 2019 copyright Altinget
Jeg har med stor interesse fulgt Folketingets åbning i den forgangne uge. Vil det lykkes for socialdemokratiet at “sætte en ny politisk retning for Danmark”, som første linje i “Forståelsespapiret” beskriver.
I min erhvervsmæssige karriere har jeg gennem mindst tyve år arbejdet med “Change Management”. Derfor fulgte jeg også meget tæt den politiske metode, som Anders Fogh anvendte fra regeringsdannelsen i 2001 og som er delvist dokumenteret i Regeringsgrundlaget 2001. Erhvervslivet kan lære meget af politik – og omvendt.
Én ting er fælles for Forståelsespapiret fra 2019 og Regeringsgrundlaget 2019, og det er, at Danmark skal føre en ny politisk kurs for at imødegå de udfordringer, som Danmark som nationalstat er udsat for.
Efter 18 år med den kurs, som Anders Fogh satte i 2001, kan vi se og analysere hele forløbet. Der er i dag bred enighed om, at kursen fra 2001 er blevet fulgt i hele perioden siden, selv om vi har haft en Finanskrise og en Helle Thorning regering undervejs i forløbet. Vi kan også se, hvor denne kurs har bragt Danmark i dag – og det er nogenlunde der, som strategien fra 2001 beskrev, hvilket også er blever indirekte anerkende af Mette Frederiksen.
Men meget tyder på, at der ikke længere “kan koges mere suppe på den høne”. Vi har brug for en ny strategi for Danmark for at imødegå de udfordringer, der nu står højt i vælgernes prioriteringer. Danmark har et alvorligt “Need of Change”.
Ifølge erhvervslivets erfaringer starter en strategisk ændring altid med at få en bred forståelse af, at der virkelig er behov for en kursændring og en ny strategisk retning, og derefter at skabe sig nogle magtfulde allierede.
Anders Fogh tog udgangspunktet i en værdikamp, hvor vi “havde svigtet vores værdier” og nu i sidste øjeblik måtte tilbage på dydens rette sti. Budskabet er stærkt følelsesmæssigt begrundet. Fogh skaffede sig en stærk alliance af partier i den blå blok, og derefter kørte de den nye linje i mange år efterfølgende. Regeringsgrundlaget i 2005 bekræftede stort set, at Danmark var på rette vej, men skulle sætte mere fart på.
Hvad gjorde Helle Thorning? – faktisk meget lidt. Hun overlod styringen til “Blå Bjarne” og jagede dermed mange “gule vælgere” over til DF. Der var for megen inerti på skuden til at ændre dens kurs.
Hvad gjorde Mette Frederiksen. Hun gjorde det samme som Fogh. Hun brugte hele åbningstalen på værdikampen. Danmark klarer sig godt økonomisk, men vi har svigtet vores kerneværdier, og det er nu tid til en ny kurs. Hun brugte hele åbningstalen til at tale om danske værdier helt i overensstemmelse med Danmarkskanonen, altså det, som vi danskere kan samles om. Og af disse værdier var ved at glide os af hænde og at der skal gøres noget NU!
God start for Mette Frederiksen, tænkte jeg. Og hun fik forhandlet flertallet i Folketinget med på værdikampen i det udarbejdede “Forståelsespapir”. Stort set det hele er baseret på at vække folks følelser. Realiteterne kommer senere, men det er følelserne der skubber folkestemningen i gang – ligesom Greta Tunberg.
Lidt af realiteterne kom senere på ugen i form af 170 lovforslag og udkast til næste års finanslov. Venstrefløjen giver regeringen den værdimæssige og moralske støtte. På et senere tidspunkt bliver der behov for den praktiske implementering, og der vil Venstre og de Konservative være gode allierede sammen med de Radikale. Mette Frederiksen har sikret sig, at hun kan forhandle såvel til venstre som til højre i salen og dermed stå frit i valget af alliancer.
Gad vide om Mette og Martin Rossen har lagt denne snedige plan for det videre forløb. Jeg tror det, da jeg kan genkende mønstret fra erhvervslivet.
Kan Mette Frederiksen gøre kunststykket efter Anders Fogh efter? Tiden vil vise.