Holte, den 20. december 2022
For lidt over et år siden udgav Sigge Winther Nielsen en bog ”Entreprenørstaten” og politisk ledelse. Det var en grundig gennemgang af nationalstatens udvikling over de sidste par hundred år og en diskussion af, hvilke ledelsesmæssige udfordringer vi lige nu står over for, og hvordan de evt. kan takles. Bogen er om politisk ledelse og ikke partipolitik.
Hvorfor sander vores velfærdssystem til, er et at spørgsmålene. Hvorfor kan det politiske system ikke levere de reformer, som Danmark har behov for?
Lars Løkke oplevede at være magtesløs som statsminister og skrev derom i Kirsten Jacobsens bog ”Befrielsens øjeblik” i 2019. Mette Frederiksen mærkede magtesløsheden til at gennemføre nødvendige reformer, men kunne kun samle fjertal til krisehåndtering, hvor en fælles frygt samlede danskernes accept.
Begge erfarede i hver sin periode som statsminister, at man som leder er magtesløs, når man er afhængig af yderfløjene for at skaffe flertal for en beslutning. Og som Vincent Hendricks har skrevet om i mange bøger, så baseres borgernes holdninger til politik på aktivitetsskabende følelser så som frygt, vrede, krænkelser, uretfærdighed. Det er stort set de følelser, som pressen og politikerne taler til, når de vil have den almindelige borger til at reagere.
Derfor var det let at vedtage drastiske politiske handlinger baseret på frygten for coronaen. Selv en grundlovsstridig udslettelse af et helt erhverv blev hurtigt tilgivet af det demokratiske flertal. Men når der skal gøres noget fornuftigt, så blokerer de selv samme aktivitetsskabende følelser for en demokratisk beslutning. Især yderfløjene råber op uden at tage ansvar. Det oplevede Lars Løkke med den yderste højrefløj og det oplevede Mette Frederiksen med den yderste venstrefløj.
Begge har oplevet at være magtesløse ledere, der ikke kunne få deres ledelsesmæssige strategier igennem. Jeg har selv prøvet at stå magtesløs med et ledelsesansvar. Det er en forfærdelig følelse og situation at stå i. Kritikken hagler ned over en fordi man ikke skaber de forventede resultater. Man kan modstå megen kritik som vinder, men ikke som taber.
Når man læser regeringsgrundlaget 2022 på 58 sider, så ligner det et stykke gedigent arbejde, hvor man tilstræber at få gennemført nogle af de reformer og omstruktureringer, der skal sikre Danmarks velstand og velfærd fremover. En regering vil næsten altid blive straffet for at gøre den slags arbejde, men med den nuværende samlingsregering vil rød og blå blok blive straffet næsten lige meget, og dermed bliver ingen straffet i det demokratiske nulsumsspil.
Og til sidst en kommentar vedrørende løftebrud. Når man siger at man vil gøre dit og dat, når man bliver statsminister og derefter mener noget andet efter at have tabt valget om statsministerposten – er det så et løftebrug? Mit svar er nej, men det er en kæmpe kommunikationsfadæse, som man kun gør tre gange i livet: Den første, den sidste og den eneste.
Den kloge Margrethe Vestager skulle engang have sagt at det er et ægte løftebrud er når man lover noget og har magt til at gennemføre det, men derefter ikke gør det, så er det et ægte løftebrud.
MVH / CR