Ronda og Gibraltar

Torrevieja, den 12. marts 2020

Ronda marts 2020

Vi er lige kommet tilbage fra en pragtfuld 4-dages køretur fra vores lejlighed i Torrevieja til Ronda og Gibraltar. Egentlig var vores plan at tilbringe tiden i Sevilla, som vi ikke havde besøgt i mange år. Men næsten alle hotellerne var optaget som følge af en stor byfest og så fortalte rygterne, at coronaen havde bredt sig til Madrid og Sevilla.

Ronda centrum er stadigvæk den charmerende historiske by, som jeg tidligere havde besøgt – første gang i 1982. Men i forhold til tidligere havde byen tilpasset sig den turisme, som nu var blevet hovedindtægtskilden. Men det hele var nænsomt restaureret og byen har stadigvæk sin charme.

Med Ronda som udgangspunkt kørte vi gennem det smukke bjerglandskab ned til Spaniens sydkyst med Gibraltar som vores mål. Da jeg sidste gang besøgte Gibraltar i 1999 parkerede vi bilen ved grænsen og vandrede resten af vejen, idet der var stor risiko for at sidde i kø i timevis. Men Europa var ved at lukke ned som følge af coronaen, så vi tog chancen og tog bilen med. Efter at have kørt gennem en labyrint at veje kom vi til en bom, og jeg tænkte at vores forsøg var dumt gjort.

En uniformeret vagt kom hen til vores bil og ville se vores pas. Derefter sagde han “Welcome to Gibraltar” og åbnede bommen. Så kørte vi ind over den tværgående landingsbane og parkerede bilen ved havnen på den vestlige side. No Problems. Dette var 2020 og ikke 1976 tænkte jeg. Efter nogle timer i den centrale by kørte vi ned på sydspidsen, som var kendt for de vilde aber og Neandertalernes sidste bastion. Her var der heller ingen trafik eller mennesker. Så kørte vi ad østkysten tilbage til grænseovergangen. Her var dog lidt kø, da et fly skulle lande på tværs af vejen.

Et par dage efter var vi tilbage i vores lejlighed i Torrevieja. Vi fulgte med i nyhederne fra Danmark på TV’et. Der havde lige været pressemøde, hvor statsministeren havde holdt en alvorlig tale om coronaens udbredelse. Måske skulle vi se at komme hjem til Danmark i en fart. Nervøsiteten var ved at brede sig.

Comments are closed.