Rørvig, den 18. juni 2020.
Mine forældre har altid været familiens samlingspunkt. Sidste gang var dog den 25. juli 2015, hvor min mor fejrede sin 91-års fødselsdag. Derefter kom der et tomrum, hvor andre måtte tage initiativet. Det blev så min søster, Margrete, der forsøgte at samle familien sidste efterår. Vi måtte erkende at vores børn og børnebørn har deres kalendere booked langt ud i fremtiden, så vi fire søskende besluttede at tilbringe en weekend sammen i efteråret 2019. Som afslutning planlagde vi at samle hele familien den 12. juni 2020 og sende invitationerne ud med det samme. Og det lykkedes på nær et par undtagelser. Herluf og familien, der bor i Warszawa, var forhindret i at deltage som følge af covid-19 rejsebegrænsningerne.
Fredag, den 12. juni 2020
Som følge af covid-19 restriktionerne fik vi organiseret 6 sommerhuse i Rørvig området. Familien har fire sommerhuse og Dansk Sygeplejeråd kunne udleje de resterende to sommerhuse, da begge mine søstre blev uddannet som sygeplejerske i det forrige århundrede.
I løbet af fredagen blev sommerhusene indtaget og fredag aften mødtes vi på stranden neden for Rørvig Camping. Det var smuk solskin og vi havde det rigtig hyggeligt sammen.
Vandet var ok-varmt og mange af os badede. For nogle af os blev det ret sent før vi ramte sengen den aften.
Lørdag, den 13. juni 2020
Vejrudsigten havde ikke været specielt lovende, men heldigvis ville vejrguderne os det godt og vi fil pragtfuld sommervejr hele dagen. Hver familie startede dagen i eget sommerhus med morgenmad og senere på formiddagen mødtes vi i haven ved jordbærhuset, hvor vi samledes i smågrupper. Frokosten blev arrangeret i overensstemmelse med corona-reglerne, og ingen blev syge efterfølgende. Om eftermiddagen blev der arrangeret joga og fællessang.
Om aftenen blev der fyret op under grill kullene og alle byggede deres egne burgere og senere forsvandt der adskillige poser grill pølser. Vi havde købt rigeligt ind – troede vi, men det er utroligt, hvor meget børnene spiser og forældrene drikker.
Hen på aftenen faldt børnene i søvn forskellige steder og vi søskende hyggede os sammen med vores voksne børn.
Søndag, den 14. juni 2020
Søndagen startede på samme måde som dagen før, hvor de enkelte familier var samlet i deres sommerhuse. Klokken 11 mødtes vi på Rørvig Stadion (der hvor landliggerkampene spilles), hvor vi spillede rundbold inden vi nød den medbragte frokost.
Senere på eftermiddagen var der arrangeret forskellige aktiviteter i mindre grupper og nogle skulle tilbage til Jylland.
Alle familiemedlemmerne har udtrykt stor glæde over at kunne samles på denne måde, så vi gentager nok et nyt familietræf om to år.
Familiefoto den 13. juni 2020
Til venstre i billedet ser vi Birgitte holde den lille Alexander, der kun er en uge gammel.